Ulli Lommels The Boogeyman beskrives bag på DVD-coveret som “Filmen der fusionerer Halloween med Eksorcisten”, og det er faktisk ikke en helt ueffen beskrivelse, hvis man kigger på, hvilke film, der uden tvivl har inspireret manuskriptforfatterne – Lommel selv, David Hershcel og Suzanna Love (der selv spiller hovedrollen).
Kigger man på kvaliteten er der naturligvis en verden til forskel, for der skal ikke herske tvivl om, at The Boogeyman rangerer mange kvalitative skridt under de to nævnte klassikere. Alligevel er The Boogeyman i størstedelen af sin korte spilletid en ganske fornøjelig blanding af slasherfilm og overnaturlig gyser. Det er først ved filmens meget abrupte slutning, at tingene bliver tabt lidt på gulvet.
Som det sig hør og bør i en slasherfilm, starter The Boogeyman med en prolog, der finder sted mange år før filmens egentlige handling. Her ser vi, hvorledes drengen Willy for øjnene af sin lillesøster Lacey, tager livet af deres alkoholiske mors lede satan af en kæreste. Herefter springer handlingen mange år. Willy – der ikke har sagt noget siden mordet – bor sammen med Lacey på en gård sammen med Laceys mand og søn samt en onkel og tante.
Den frygtelige aften for mange år siden har plaget Lacey igennem hele livet, men det forværres stærkt, da der kommer et brev fra moderen, som ønsker at se sine børn en sidste gang, inden hun dør. For at få eksorceret Laceys traumer, foreslår en psykolog (spillet af Carradine-brødrenes far, John Carradine), at Lacey og hendes mand tager ud til huset, hvor Lacey og Willy boede som børn, og konfronterer fortiden.
Det skulle de selvfølgelig aldrig have gjort. I et spejl ser Lacey pludselig moderens kæreste, og i ren panik smadrer hun spejlet. Hermed befrier hun spøgelset af kæresten, der igangsætter en rask lille slasherturné.
Det hele er faktisk ganske muntert og underholdende, indtil slutningen, der desværre ender som noget frygteligt rod. Her tager de overnaturlige aspekter helt over, og resulterer bl.a. i, at Lacey kortvarigt bliver besat af det hævngerrige spøgelse. Den obligatoriske præst er naturligvis kommet på banen på dette tidspunkt, og må som en anden Father Karras lade livet i kampen mod gespenstet. Hvordan det hele ender, vil jeg ikke fortælle her, men der er i hvert fald intet nyt under solen.
Det skal siges med det samme, at The Boogeyman på intet tidspunkt er nogen fremragende film. Dertil er den simpelthen for håbløst uoriginal i den måde, den trækker på sine inspirationskilder. Kombinationen af slasher og overnaturligt gys er et lidt frisk pust midt i alle slashergenrens faste elementer, men ikke nok til for alvor at hæve filmen.
Alligevel er man solidt underholdt i hovedparten af spilletiden, og det er først ved slutningen af filmen, at kvaliteten dropper virkeligt markant. Det er dobbelt ærgerligt, fordi spilletiden i forvejen er så kort, at man egentlig intet ville have haft imod ti-femten minutter ekstra, hvis det havde givet en mere afrundet slutning. Tingene foregår simpelthen for hurtigt her, og det betyder både, at der er forspildt en chance for en endnu bedre opbygning af uhygge og at slutningen kommer til at fremstå unødvendigt rodet og sjusket.
Visuelt og stemningsmæssigt spiller The Boogeyman i særdeleshed på slægtskabet med Carpenters Halloween. Det er ekstremt tydeligt i prologen, men hele filmen igennem er man aldrig i tvivl om, hvem Lommel har været inspireret af. Teknisk set er filmen ganske fermt lavet, også effekterne, og selv om der er tale om en lowbudget-film, er der ikke tale om en cheap ass-produktion.
The Boogeyman indskriver sit helt og aldeles problemfrit i den lange række af Halloween-kloner, der kom på markedet i årene umiddelbart efter, at Carpenters film var blevet et megahit. Som sådan kan den næppe bringe manges pis i kog, men slasherfans bør bestemt gøre sig selv den tjeneste at tjekke filmen ud. Og på grund af det overnaturlige aspekt er The Boogeyman også både sjovere og bedre end mange af periodens andre Halloween-kloner.
The Boogeyman er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.
Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010
Stikord: Slasher, Spøgelser, Video Nasty
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…