Planet Pulp

Tre år efter at Rage Against the Machine udsendte deres anden studieplade, Evil Empire, kom The Battle of Los Angeles på gaden i 1999. Hvor Evil Empire var en stærk nok plade på track-by-track basis, men som helhed noget ujævn, så er The Battle of Los Angeles særdeles stærk på begge fronter.

Pladen er både en fed lytteoplevelse nummer for nummer, men den er desuden meget helstøbt og viser et band i topform. Af samme grund er det også ærgerligt, at The Battle of Los Angeles blev bandets svanesang.

Det sidste vi har hørt til de vrede gutter fra Rage er Renegades fra 2000, der består af en række coverindspilninger, som bandet lavede for simpelthen at komme ud med noget, mens de ventede på, at Zack de la Rochas soloprojekt skulle materialisere sig. Det har det i øvrigt endnu ikke gjort, otte år senere. Men hvem ved, om der er håb forude? Selv om bandmedlemmerne benægter, at en ny plade er under opsejling, har de spillet sammen til adskillige arrangementer siden foråret 2007.

Beskidt lyd

På The Battle of Los Angeles bibeholder bandet den upolerede lyd, de introducerede med Evil Empire og som var en udvikling fra debutpladens meget producerede hardrock-sound. Måske netop fordi lyden var ny for bandet, blev Evil Empire en lidt famlende plade, men på The Battle of Los Angeles er det tydeligt, at bandmedlemmerne nu føler sig helt fortrolige med lyden.

Ligesom tilfældet var med Evil Empire, så er lyden langt mere beskidt og mere fokuseret omkring Tom Morellos vilde guitarlyde end debutpladen, og de la Rochas vokal er fortsat trukket lidt længere tilbage i lydbilledet.

Også bassisten Tim Commerfords bas har en langt mere eksperimenterende sound og falder enormt godt i hak med Morellos guitareffekter. Kombineret med en stribe numre, der er bygget op omkring nogle ekstremt ørehængende riffs, især i omkvæd og mellemstykker, resulterer det i en plade, der har betydelig slagkraft.

Albummets højdepunkter, hvor de tunge metalriffs virkelig træder frem, er “Guerrilla Radio” (nr. 2), “Calm Like A Bomb” (nr. 3, “Sleep Now In The Fire” (nr. 5) og “Born Of A Broken Man” (nr. 7), som er øjeblikkeligt ørehængende alene på grund af deres centrale riffs. Men man må heller ikke glemme de mere rap-orienterede numre som “Maria” (nr. 8) og “New Millennium Homes” (nr. 10), der i højere grad er bygget op omkring de la Rochas rap. Når det er sagt, så byder stort set alle numre dog på deres egne riffs, der er med til at sikre, at alle numre har en tung fremdrift.

Samme tekstunivers som tidligere

Tekstuniverset har ikke ændret sig i forhold til de to første plader. Teksterne er stadig stærkt politiske og venstreorienterede, og de la Rocha udspyr med stor entusiasme sin revolutionære galde til fordel for alle undertrykte folk verden over. Teksterne er heller ikke blevet mindre relevante som tiden er gået, hvilket et uddrag fra den syrligt ironiske “Testify” (nr. 1) bevidner:

The movie ran through me / The glamour subdue me / The tabloid untie me / I’m empty please fill me / mister anchor assure me / That Baghdad is burning / Your voice it is so soothing / That cunning mantra of killing

– og så videre.

Det er vel af netop samme grund og fordi musikken heller ikke føles ældet i dag, at bandet kan turnere igen, uden at det lugter af reunion bare for pengenes skyld.

Ikke et eneste dårligt nummer

Der er simpelthen ikke et eneste dårligt nummer på The Battle of Los Angeles, og da pladen udkom, antydede den en lys fremtid for bandet, der jo desværre ikke blev til noget. Men som svanesang må man sige, at Rage Against the Machine kvittede på toppen. Og det er mere, end man kan sige om mange bands.

Nummerliste:
1. Testify (3:30)
2. Guerilla Radio (3:26)
3. Calm Like A Bomb (4:58)
4. Mic Check (3:33)
5. Sleep Now In The Fire (3:25)
6. Born Of A Broken Man (4:40)
7. Born As Ghosts (3:22)
8. Maria (3:48)
9. Voice Of The Homeless (2:31)
10. New Millennium Homes (3:44)
11. Ashes In The Fall (4:37)
12. War Within A Breath (3:36)

Total spilletid: 45:16

Anmeldt i nr. 30 | 13/04/2008