Planet Pulp

Siden du læser denne anmeldelse, tillader jeg mig at gå ud fra, at du kan lide filmmusik.

Men kan du samtidig lide funkmusik? Svedig, cool as fuck-funkmusik med både gulvbas og elbas, elguitar, Hammond-orgel, Rhodes-orgel, Moog, clavinet og masser af horn – ja hele svineriet?

Hvis svaret på det spørgsmål også er ja, så er det bare med at få fat i Daniel Pembertons score til den nye animerede film fra DreamWorks, The Bad Guys.

For her kombinerer Pemberton lige præcis den slags musik med mere traditionelle filmmusik-tracks. Ja, nogle gange kombinerer han endda sin funkmusik med orkestrets strygere og horn.

Heist-komedie

The Bad Guys er en heist-komedie, hvor en gruppe antropomorfiske dyr (en ulv, en slange, en tarantel, en haj og en piratfisk!) bliver tvunget til at udgive sig som mønsterborgere, efter at deres seneste kup er gået galt.

Det er reglen, snarere end undtagelsen, at heistfilm har cool filmmusik, og det har Pemberton da også tidligere demonstreret talent for, da han i 2018 komponerede musikken til Ocean’s Eight, og i 2015 leverede han også et supercool score til The Man from U.N.C.L.E.

Men talent er generelt noget, Pemberton har til overflod: Gennem de senere år har han vist, hvor alsidig, han er, med glimrende musik til film som The Trial of the Chicago 7 og Enola Holmes (begge 2020), TV-serien The Dark Crystal: Age of Resistance (2019) og den animerede film Spider-Man: Into the Spider-Verse (2018).

The Bad Guys er seneste skud på stammen, og Pemberton fortsætter med at imponere!

Inspiration fra 1960’erne og 70’erne

I et interview med Jon Burlingame i Variety, udtalte Pemberton, at hans inspirationskilder til scoret bl.a. talte Quincy Jones’ score til The Italian Job (1969), Lalo Shifrins score til Bullitt (1968) og David Shires score til The Taking of Pelham One Two Three (1974).

Det kan man sagtens høre, også selvom Pembertons score stedvist repræsenterer en opdateret version af den cool, funky lyd, som Jones, Shifrin og Shire leverede i sen-tresserne og starten af halvfjerdserne.

Masser af tematiske idéer

The Bad Guys vælder over med tematiske idéer. Enkelte af dem tager form af deciderede ledemotiver i filmisk forstand, mens andre nærmest fungerer som riffs i et enkelt cue, hvorefter de ikke høres igen.

Sådan lægger scoret f.eks. ud: De to indledende cues indeholder begge et vildt fængende centralt motiv eller riff, der kun indgår i et enkelt cue.

“The Big Bad Wolf” (nr. 1) lægger ud med en svedig basgang på gulvbas, snart suppleret af en funky trommerytme, inden det fængende riff sætter ind på elektrisk guitar ved 0:22. Hurtigt suppleres desuden med blæsere og Rhodes-orgel. Og så er der ellers lagt i kakkelovnen.

“Meet the Bad Guys” (nr. 2) er endnu mere funky. Horn, Hammond-orgel, Moog og trommer – desuden suppleret af fløjte, elektrisk guitar og diverse percussion. Siden følger bl.a. en Hammond-orgelsolo, som om det hele ikke var funky nok i forvejen.

Hvis man er til funk og ikke allerede var solgt efter det første cue, er man det her! Og sådan fortsætter store dele af albummets første tredjedel – det ene mere funky track efter det andet.

Fængende hovedtema

Undervejs får Pemberton også introduceret scorets fængende hovedtema, der første gang dukker op i “Let’s Bounce” (nr. 3), hvor det introduceres på Hammond-orgel ved 0:24.

Hovedtemaet indgår herefter på forskellige måder i mange af albummets resterende cues – ofte dog i en trunkeret version, hvor temaet kun antydes.

Derudover er der også flere fine fremførelser af temaet, hvor det fremføres i mere afdæmpede versioner – et par eksempler kunne være den mere bluesprægede version i “Going to Go Good” (nr. 8) og den lidt triste udgave, der høres på strygere og vibrafon i “Bedtime Story” (nr. 18).

Specialinstrumenter

Et andet tilbagevendende motiv eller riff høres på fløjte i “Push Pop” (nr. 4), om end dette motiv dog kun dukker op én gang mere, i “One Last Push Pop” (nr. 25).

Flere optrædener har til gengæld temaet for filmens skurk, The Crimson Paw, som Pemberton introducerer i “The Crimson Paw” (nr. 21), fremført på den indiske bansuri-fløjte – det ene af to helt specielle instrumenter, Pemberton bruger i scoret.

Det andet er det japanske strengeinstrument taishogoto, som kan være svært at identificere blandt alle de andre instrumenter, men det høres bl.a. i “One Last Push Pop”.

Crimson Paw-temaet indgår fra og med nr. 21 i en del af de efterfølgende cues, naturligvis sammen med hovedtemaet.

Funk og symfoniorkester

Stedvist blander Pemberton som tidligere nævnt den rendyrkede funkmusik med instrumenter fra symfoniorkesteret, ligesom nogle cues er komponeret i et mere traditionelt filmmusikalsk formsprog. Disse cues er ikke mindre imponerende end resten.

Et godt eksempel kunne f.eks. være det tidligere omtalte “Going to Go Good”, hvor strygerne vandrer ind og ud af lydbilledet, og hvor man i øvrigt for alvor kan høre Pemberton kanalisere Lalo Schifrin – hør f.eks. passagen fra ca. 2:35-2:55, der er som taget ud af ét af Schifrins Dirty Harry-scores.

Et andet eksempel kunne være “Double Crossed” (nr. 19), hvor de to elementer også blandes virkelig succesfuldt sammen – det er et virkelig flot cue med en stedvist meget stor lyd; hør f.eks. fra ca. 2:00 og frem til 2:30.

Mere traditionel filmmusik

Flere cues på albummets anden del repræsenterer den mere rendyrkede traditionel filmmusik, bl.a. det imponerende og ret dystre “Evil Masterplan” (nr. 23) med lilletromme, strygere og blæsere – og med flere eksempler på Crimson Paw-temaet.

“The Sad Guys” (nr. 24) er en flygel- og strygerbaseret version af hovedtemaet i sin afdæmpede, triste form, mens “Finish Them” (nr. 26) er endnu et stykke ret dystert suspensemusik, primært for strygere og blæsere, men suppleret af en basgang og stedvist vibrafon. Også her indgår Crimson Paw-temaet prominent.

Rendyrkede actioncues som “Just Robbing This Place” (nr. 28) og “Freeway Escape” (nr. 29) repræsenterer igen en blanding af det funky formsprog og den traditionelle filmmusik, hvor især “Freeway Escape” har en mere kontemporær kant – ikke mindst på grund af den aggressive elektriske guitar og en ekstremt tæt orkestrering af de symfoniske dele. Begge cues er vildt effektive og imponerende!

Imponerende er kodeordet

Men helt generelt er “imponerende” bare kodeordet her! Det er vildt, hvor godt Pemberton begår sig i så forskellige genrer som den rendyrkede funkmusik og tilsvarende rendyrket filmmusik, og i The Bad Guys er det ekstra imponerende, hvordan han smelter de to genrer sammen til et samlet hele.

For der skal ikke herske nogen tvivl om, at selvom svedig funkmusik og traditionel symfonisk filmmusik umiddelbart lyder som to meget forskellige størrelser, så lykkes det alligevel for Pemberton at få de to til at gå hånd i hånd, uden at scoret lyder fragmenteret af den grund.

Tre glimrende sange

Til sidst skal det også lige nævnes, at de tre sange, der indgår i scoret, også alle er aldeles glimrende.
Ud af de tre er den ene komponeret af Pemberton selv – “Good Tonight” (nr. 14), der fremføres imponerende godt af skuespilleren Anthony Ramos i rollen som Mr. Piranha.

Den anden, “Brand New Day”, har Pemberton komponeret i samarbejde med bandet The Heavy, der også fremfører sangen, mens den tredje sang er komponeret af Dave Mason og fremført af Elle King.

Et af årets bedste scores

The Bad Guys er et af årets bedste scores, set fra min stol, og Daniel Pemberton har endnu engang sat en stor fed streg under, at han er én af de mest spændende, talentfulde og alsidige yngre komponister, der arbejder i Hollywood i dag!

Nummerliste:
1. The Big Bad Wolf (1:06)
2. Meet The Bad Guys (3:40)
3. Let’s Bounce (3:09)
4. Push Pop (3:28)
5. Step 3 (3:17)
6. Security Surprise (1:36)
7. The Dolphin Heist (4:38)
8. Going to Go Good (4:07)
9. Turn on the Charm (1:23)
10. Marmalade Prelude (1:33)
11. A Heist for Good (2:29)
12. The Sharing Laboratory (1:51)
13. Save the Cat (1:44)
14. Good Tonight (fremført af Anthony Ramos) (3:41)
15. So Long Suckers (1:56)
16. The Lair of Loot (2:30)
17. Loot Loops (1:08)
18. Bedtime Story (2:06)
19. Double Crossed (4:10)
20. Tricky Fox (1:09)
21. The Crimson Paw (1:52)
22. Secret Hideout (2:19)
23. Evil Masterplan (1:14)
24. The Sad Guys (1:36)
25. One Last Push Pop (1:40)
26. Finish Them (1:45)
27. Huff + Puff (2:07)
28. Just Robbing This Place (1:55)
29. Freeway Escape (2:27)
30. Who Said It Was the End? (2:03)
31. Redemption (2:01)
32. The Old Switcheroo (1:45)
33. Feeling Alright (fremført af Elle King) (4:05)
34. Brand New Day (fremført af The Heavy) (3:45)

Total spilletid: 81:15

Anmeldt i nr. 200 | 13/06/2022