The Andromeda Strain

Et af hovedproblemerne ved Michael Crichtons roman The Andromeda Strain (1969) og den første filmatisering af romanen fra 1971 er, at løsningen på historiens hovedproblem kommer i form af deus ex machina.

Det har Robert Schenkkan, der har skrevet manuskriptet til miniserien fra 2008, erkendt som et dramaturgisk problem, hvilket det også er. Desværre formår Shenkkan ikke på anden vis ordentligt at formidle Crichtons teknologikritiske tone, hvilket betyder at historiens budskab ryger ud med badevandet. Desuden har Schenkkan, i sine bestræbelser på at strække handlingen til en spilletid på tre timer, begået en række andre fejl, der gør miniserien til en meget ringe helhedsoplevelse.

Lægger trofast ud

Mikael Salomons version af The Andromeda Strain lægger faktisk ud med at være ganske trofast over for Crichtons roman: en satellit styrter til jorden, og da bjærgningsholdet fra luftvåbnet opsporer den i lillebyen Piedmont i Utah, når de lige at konstatere, at stort set alle i byen er døde, inden de selv omkommer.

Så indkaldes Wildfire-holdet, et lille hold af medicinske specialister for at finde ud af, hvad der er skyld i dødsfaldene. Efter at satellitten og to overlevende er hentet i Piedmont, isoleres de fem videnskabsfolk i et tophemmeligt og hypermoderne underjordisk laboratorium i fem niveauer – hvert niveau mere sterilt end det ovenover. Laboratoriet er også udstyret med en atombombe, der kan autodestrurere anlægget, hvis den strenge isolation bliver brudt.

Nu skal videnskabsfolkene så prøve at finde ud af, hvad det er for en organisme, der er skyld i de mange dødsfald i Piedmont og om de kan finde en kur eller vaccine mod den.

Forrykt

Så langt så godt. Hvis man har læst Michael Crichtons roman eller set Robert Wises filmatisering fra 1971 lyder det jo meget som originalen. Men her er det så, det begynder at gå galt for Robert Schenkkan. Jeg har intet imod, at Schenkkan laver nogle ændringer i de personer, der udgør historiens hovedroller. Som sådan var Crichtons personbeskrivelser ganske tynde, og egentlig bare facilitatorer for historien.

Nej, det er straks værre, at Schenkkan introducerer nogle sideplots for at strække spilletiden. Der er bl.a. et plot om en journalist, der kommer på sporet af situationen og stikker snuden i ting, han ikke skulle, og et plot om nogle skurkagtige militærfolk, der for enhver pris vil forsøge at holde situationen hemmelig, fordi de vil have fingre i bakterien. Disse sideplots fungerer slet ikke, og de kommer meget hurtigt til at virke påklistrede – hvad de da også er.

Det værste af det hele er, at Schenkkan introducerer en helt forrykt forklaring på, hvor rumorganismen kommer fra. For satellitten er ikke en hvilken som helst satellit – nej, den kommer måske fra fremtiden, og er sendt tilbage til nutiden for at redde planeten.

Det viser sig nemlig, at den eneste kur mod rumbacillen er en anden bakterie, der findes ved nogle særlige underjordiske hotspots, som den amerikanske præsident netop skal til at give tilladelse til at udnytte. I fremtiden er menneskeheden derfor ude af stand til at bekæmpe den grimme bakterie, og for at redde verden har de derfor sendt satellitten tilbage i tiden. Eller noget.

Bøvet

Ærlig talt er det en temmelig fjollet historie, Schenkkan får sig rodet ud i, og det er egentlig ærgerligt, at Crichtons iskolde teknologikritiske tone på den måde bliver ændret til en omgang økohippiefis. Selv om jeg går helt ind for at søge en dramaturgisk mere velfungerende afslutning på historien end romanens deus ex machina-slutning, så er Schenkkans måde at løse situationen ikke bare lige så problematisk – den er endnu værre. Den er ganske enkelt bøvet.

Den bøvede økohippeforklaring giver nemlig desværre anledning til nogle endnu mere bøvede scener med pinlig CGI. I modsætning til i Crichtons roman spreder rumbakterien sig nemlig, hvilket betyder at jordoverfladen bliver rød (!). Hvorfor det lige er, får man aldrig en ordentlig forklaring på, og så snart modgiften bliver fundet, ruller den røde farve tilbage. Jubelscener. Afslutning. Videnskaben har vundet. I total modsætning til budskabet i Crichtons roman.

Med andre ord får man en dramaturgisk mere velfungerende afvikling af handlingen, men helt på bekostning af budskabet i romanen – og det er ikke bare lige så utilfredsstillende, det er værre.

TV-navne

The Andromeda Strain er befolket med nogle garvede, men ikke prangende navne, særligt kendt fra TV. Hovedrollen spilles af Benjamin Bratt, der samtidig er den højst profilerede medvirkende, der foruden en del TV også har lavet film.

Resten af Wildfireholdet spilles af bl.a. Christa Miller (Scrubs), Daniel Dae Kim (Lost), Viola Davis (Law & Order) og Rick Schroder (NYPD Blue). Andre Braugher, der også medvirkede i Mikael Salomons rædselsfulde miniserie over Stephen Kings vampyrroman Salem’s Lot (2004) spiller militærmanden Manchek, mens journalisten Jack Nash spilles af Erik McCormack (Will & Grace).

Teknisk set er der, på nær scenerne med den frygteligt pinlige CGI, ikke meget at udsætte på The Andromeda Strain. Den har ganske givet været ganske dyr at producere, og det kan man sådan set godt se. Visuelt er der heller ingen tvivl om, at instruktøren er fotograf, selv om det ikke er Salomon selv, der har fotograferet.

Som sådan er der ikke noget at udsætte på produktionen. Problemerne ligger i den latterlige måde, Schenkkan har håndteret historien på ved at lefle helt og aldeles ukritisk for tidsåndens økoflip.

En sørgelig udvikling

Mikael Salomon har lavet enkelte udmærkede ting, efter han tog springet fra fotograf til instruktør – Hard Rain (1998) er f.eks. ganske udmærket, og han instruerede også to episoder af Band of Brothers (2001). Men alt andet lige er der langt mellem snapsene, og at en dygtig filmfotograf, der har arbejdet med folk som James Cameron (The Abyss, 1989), Steven Spielberg (Always, 1989) og Ron Howard (Backdraft, 1991) ender som instruktør af middelmådige og decideret ringe TV-produktioner er sgu’ da en sørgelig udvikling.

Forhåbentlig får Salomon igen i fremtiden lejlighed til at vise, at han rent faktisk kan iscenesætte noget, der er værd at kigge på. Efter at have set både Salem’s Lot og The Andromeda Strain vil jeg sige, at der er noget, der tyder på, at han skal blive langt bedre til at vælge sine projekter.

Anmeldt i nr. 49 | 13/11/2009

Stikord: Filmatisering, Rummet, Sygdom, Tidsrejser, Videnskab