Planet Pulp

Det kom som et chok, ikke at du forlod mig, men at Spider-Man-serien skulle rebootes tilbage i 2012. Der var faktisk kun gået 10 år siden den første af tre film, hvoraf nummer to kom i 2004 og nummer tre i 2007. Og der var faktisk tale om tre ganske fine film, der også tjente mange penge ind.

Reboot, ja, hvad med noget nyt i stedet?

Så det virkede ærlig talt underligt med en reboot. The Amazing Spider-Man kom så i 2012, og den er jeg faktisk ret glad, hvilket du kan læse i anmeldelsen her. Specielt var jeg glad for Andrew Garfield i titelrollen som Peter Parker/Spider-Man. Han var flere klasser bedre end Tobey Maguire fra den første serie. Sårbar nørdethed blandet med coolness og humor – ja, præcis sådan de fleste nørder nok gerne vil se sig selv.

The Amazing Spider-Man var en fin og underholdende film, endnu en ”making of a hero”-fortælling, der lagde op til en fortsættelse. Og den er så kommet her i 2014 i form af The Amazing Spider-Man 2.

Helten er nu på plads, og det gør, at universet for alvor kan folde sig ud. Men desværre ender filmen med at være for meget af det gode – med en alt for lang spilletid og flere klimakser kastet oven i hinanden. Men mere om det lidt senere.

En lidt for selvfed edderkop

The Amazing Spider-Man 2 havde et budget på 200 millioner dollars, og da den allerede har tjent lidt over 700 millioner dollars ind, kan vi nok godt forvente en efterfølger. Hvilket filmen også skriger på. Og når det sker, håber jeg, at de gode producenter bruger lidt længere tid på manuskriptet. At de gør det mere stramt, ikke nødvendigvist mørkere, som det jo ellers er tilfældet i stort set alle andre superheltefilm, men mere elegant. Ellers ender vi med, at filmen fanges i sit eget selvfede spind; at den bliver en stor, fed og doven edderkop i stedet for en frisk og elegant én af slagsen.

Måske man også burde skifte instruktøren ud, da det faktisk allerede nu føles som om serien trænger til nyt blod. Den tredje film er planlagt til at få premiere i 2016 og med Marc Webb som tilknyttet instruktør – og det kan man ikke fortænke producenterne i, når man ser på de to første films succes. Jeg håber så bare, at han river sig løs af det kommercielle sikkerhedsnet og tænker i nye tråde med den kommende film.

For meget af det gode

Lille Peter Edderkop bekæmper fortsat skurke. Men han har problemer på kærlighedsfronten, da han jo i den foregående film lovede Gwens fader, at han ville holde sig væk fra hende. Så han slår op. Samtidig kommer Peters barndomsven Harry Osborn (ja, så ved kendere godt, hvad klokken er slået) tilbage til Manhatten for at overtage familievirksomheden OsCorp efter faderens død.

Og endnu mere samtidig følger vi den kejtede tekniker Max, der på grund af nogle elektriske ål (naturligvis genmodificerede) bliver til en elektrisk fyr. Derudover er der det med kærligheden og Peters fortid, så du kan nok godt fornemme, at der er kastet en del jern i ilden.

Faktisk er der kastet alt for mange ind, og filmen burde være splittet op i to. At Jamie Foxx så spiller ganske frygteligt som Max (efter han er transformeret til Elektro går det lidt bedre) får en til at tænke, at den tråd af handlingen bare burde være blevet droppet.

DeHaan og Garfield er sublime sammen

For i Dane DeHaan (der ligner en ung Leonardo DiCaprio) som Norman Osborn har filmen et meget stærkt kort, og scenerne mellem Garfield og Dehaan er, ja, elektriske. Men det er som om filmen mister fart, nerve og fokus, når alt det andet også skal med, og det gør desværre filmen noget rodet og ujævn. Når den er god, er den fremragende, men når den er dårlig, bliver den ligegyldig og småkedelig. Og det er ærgerligt, da man bestemt fornemmer potentialet gemt bag alt det unødvendige.

Så alt i alt er The Amazing Spider-Man 2 en mindre skuffelse. Det største problem er faktisk, at den i visse passager bliver decideret kedelig. For pæn. For ligegyldig. Men når den virker, er filmen som sagt ganske fremragende, og det gør også, at jeg ser frem til næste kapitel og det videre samspil mellem DeHaan og Garfield. Spin me up, Scotty!

Anmeldt i nr. 105 | 13/07/2014

Stikord: Superhelte