Dette er et ekstremt undervurderet mesterstykke, hvad enten man er til film af instruktøren James Cameron eller ej. Personligt er jeg ikke; jeg nød absolut hans Aliens (1986) men fandt kun Terminator-serien nogenlunde underholdende, mens hans elendige Titanic (1997) får mig til at finde skældsordene frem. Undtagelsen er så her med denne imponerende fortælling, som står højt på min liste over meget gode film.
Perfekt helhed
Hvor Cameron i mine øjne senere begyndte at fylde sine film med alverdens uinteressante bagateller, fungerer The Abyss som rendyrket helhed – på trods af den lange spilletid føles intet i filmen som undværlige detaljer. Denne enkeltdisc-version indeholder både biografudgaven og Camerons Director’s Cut af filmen, hvor der er tilført 24 ekstra minutter. Jeg kan kun anbefale, at man skipper den originale version, og hopper direkte til Director’s Cut-versionen. De 24 minutter indeholder nemlig alle de for historien nødvendige samtaler, hændelser og ikke mindst motiver, der aldrig burde være blevet klippet uf af originalen!
Der har verseret mange bud på, hvorfor man på en senere Director’s Cut-udgivelse pludseligt fik en fuldstændig alternativ version af filmen – med en filmhistorisk gigantisk tidevandsbølge, sendt af mystiske undervandsaliens, for at nævne det vigtigste. Et bud var, at det amerikanske publikum ikke ville finde sig i at se nationen være under pres af rumvæsener. Den officielle forklaring har dog lydt på, at filmselskabet pressede Cameron til at afkorte filmen, så de ikke stod med en måske usælgelig spillefilm på hele 3 timer. Det er derfor ikke uden grund, at den originale biografversion nu er kendt som en film med nogle af de største plothuller i filmhistorien.
I 1989 blev der sprøjtet en håndfuld mere eller mindre skuffende “undersøisk mysterium”-film ud af Hollywood, og The Abyss kunne hurtigt være blevet glemt i skyggen, hvis det ikke havde været for de dengang revolutionerende specialeffekter og budgettet. Leviathan (1989) af George P. Cosmatos og Deep Star Six (1989) af Sean S. Cunningham, som begge forgår i lignende miljøer, udkom samtidig med The Abyss, som absolut ligger flere klasser over de to førstnævnte. The Abyss rummer special effects, som vi i dag til tider kan finde fejl ved, og alligevel er den på ekstremt højt niveau. Der er kræset for de visuelle elementer og actionscenerne, og det er tydeligt, at perfektionister står bag filmen. Den var en af de besværligste værker at indspille i filmhistorien og havde et – på daværende tidspunkt – gigantisk budget på omkring 40 millioner dollars. Med tanke på, hvad Special Edition-DVD’en lader til at rumme af ekstramateriale, vil jeg også hellere foreslå, man investerer i dén. Personligt står den på ønskelisten på grund af en dokumentar om indspilningshelvedet i en af verdens største ferskvandsbassiner, bygget på omkring et nedlagt atomreaktorbassin!
Den danske filmfotograf Mikael Salomon har stået bag kameraet, og dermed skabt nogle af de smukkeste undervandssekvenser, der nogensinde er set på film. Hans arbejde er gennemført, og løfter i høj grad filmen op på mesterværkets niveau. Det er satans smukt, pokkers skræmmende, og hans billeder og lyssætning holder konstant blikket fanget. Efter min mening er det Mikael Salomons bedste arbejde – det er konstant en fryd at se på filmen, uanset hvad der sker. CGI-genererede vandvæsener eller ej: det er en stor opgave at få et tidligere atomreaktorbassin til at ligne det store, skræmmende smukke dyb. Klipningen af Joel Goodman er præcis som klipning skal være – nærværende og glidende, godt hjulpet på vej af de velintegrerede special effects. Dertil kommer filmmusikken af Silvestri, der er fin, og rammer stemningen perfekt.
Velfungerende arketyper
Skuespillerne bærer i dén grad også denne film. Især Michael Biehn og Mary Elizabeth Mastrantonio leverer her deres karrieres bedste præstationer. Dette endda på trods af, at karaktererne på overfladen kunne være blevet kedelige arketyper. Takket være et overraskende velskrevet manuskript med den perfekte tone blandt besætningen, har deres roller dog en masse at byde på. Besætningen er rå, kække, har ikke tid til så meget pis, arbejdet skal gøres, og de kender hinanden, som kun kolleger med et farefuldt job gør. De får alle fremstillet deres rolle med tilpas mængde charme. Ed Harris er perfekt valgt til sin rolle, og bl.a. hans præstation i det utætte fartøj sammen med hans eks, hvor svære valg skal tages, er fantastisk. Han udstråler styrke og ro, mens Mastrantonio udvikler sig fra iskold karrierekælling til en følsom og menneskelig skabning. Jeg bliver berørt, hver gang jeg ser filmen, og det er store ord fra én, der sjældent fælder tårer over film. Der er tale om både fremragende og charmerende præstationer fra hele holdet, og især Michael Biehn i rollen som psykopatisk Navy SEAL-soldat må man ikke gå glip af. For pokker, hvor er den mand bare skabt til at spille psykopat-arketypen!
Russere og rumvæsner
Plottet kort og uden afslørende detaljer: et civilt hold af dykkere hyres af det amerikanske forsvar til at lokalisere en forsvundet atomubåd. Tre målrettede Navy SEAL-soldater på hemmelig mission sendes sammen med det civile hold i dybet. Dette foregår midt under Den Kolde Krig, og mistanken om at ubåden tilhører Rusland gør kun den politisk betændte sag værre oppe på landjorden. Her kan man i den grad tale om globale konsekvenser, der sparker røv! Ekspeditionen lokaliserer dog en uventet ting, da de i dybet støder på en mystisk undersøisk kraft – en magtfuld livsform, hvis eksistens hidtil har været ukendt for menneskeheden. Holdet chokeres, og flere valg må tages.
Mens situationen på land forværres, tilspidses situation igen og igen nede i dybet. Folk sættes under pres, og personligheder bliver radikalt ændret, nærmest genfødt i nogle tilfælde. Alskens ulykker rammer vores karismatiske hold af dykkere, og trods deres stærke sammenhold får de konstant testet deres vilje og livsmod, så man sidder på kanten af sædet. Nærmere detaljer om de katastrofale hændelser vil jeg ikke ødelægge filmoplevelsen med her; de skal ses med egne øjne, og nydes i det dejlige tempo, de opstår. Lad mig bare kort nævne, at den nye livsform udenfor fartøjerne ikke er det eneste, der truer besætningens ve og vel. En orkan hærger på overfladen, og al den livsnødvendige elektricitet ryger. Et fartøj tager vand ind, og parret indeni må tage et forfærdeligt valg. Et våben blandt besætningen kommer i spil i hænderne på en person, der i forvejen er ustabil. Et undersøisk kæledyr i form af et besætningsmedlems mus kommer i druknefare. De nyopdagede undervandsaliens tager sig en alvorlig snak med dykkernes kaptajn. Store og små begivenheder, alle har de store konsekvenser for historien, og gør karaktererne karismatiske og vedkommende.
Genfødselsallegori
James Cameron skaber filmen igennem følelsen af, at man som publikum ikke kan nå at fordybe sig længe i den ene dødelige krise, før den næste opstår. Han formår endda at gøre det næste dilemma endnu mere akut og fatalt end det tidligere, og det virker overraskende godt takket være et velskrevet manuskript. Dén slags fokusering på handlingen måtte han godt vende tilbage til i stedet for nogle de kvalmende makværker, han har sprøjtet ud siden. På trods af hans meget tydelige inspiration fra bl.a. Spielbergs mesterværk Close Encounters Of The Third Kind (1977) om mindst lige så mystiske rumvæsener, fremstår The Abyss stadig som et ganske originalt værk. Et andet værk, man kan finde referencer til er Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968).
Blandt mange interessante temaer i The Abyss vælger de fleste at se filmen som en genfødselsallegori, hjulpet godt på vej af Camerons mange metaforer og utvetydige hentydninger til emnet. Blandt andet kan nævnes scenen, hvor Buds (Harris’) eneste mulighed for at dykke på stedet er at lære at trække vejret i den avancerede dykkerhjelm indeholdende væske. Vi ser hans ansigt langsomt blive dækket af vand, mens han desperat forsøger at bevare roen, men ikke kan lade være at stritte imod følelsen af at lade sig drukne. Indtil en af kollegerne bemærker at mennesker jo gør netop dette, de første ni måneder af deres liv. Eller det faktum, at deres opholdssted Deepcores navlestreng til overfladen er et kabel, der på et tidspunkt klippes, og dermed afskærer staklerne fra al elektricitet, luft og kommunikation med overfladen. Mødet og interaktionen med de mystiske rumvæsener emmer også af emnet. For ikke at nævne slutningen, der bringer en ny eksistens til verdensbilledet. Filmens slutning bærer da også tydeligt præg af denne symbolik, da de to hovedpersoner – nu genforelskede – tydeligt har bestået hver deres egen personlige prøve i livet. Han ved at presse sig selv til det yderste, og hun ved bogstaveligt talt at give slip på sig selv for at finde tilbage til et fælles forhold.
Ægte mesterværk
Da jeg efter at have set filmen i biografen som teenager indså, at holdet bag den var lig med folkene bag førnævnte Aliens, Cameron og Gale Anne Hurd, var undertegnede tøs temmelig paf. Her havde jeg siddet paralyseret i mørket, og set vanvittigt smukke billeder, en genial fortælling med en desværre temmelig plat og forhastet slutning, hæsblæsende spænding og herlige skuespilpræstationer. Da jeg opdagede den senere Director’s Cut, var forbløffelsen endnu større, for nu var der tale om et ægte mesterværk!
Den eneste fare denne film har for at blive forbigået af kommende generationer af filmelskere er desværre, at Camerons fagligt dalende ry og, i mine øjne, seneste makværker overskygger hans tidlige film. Når alt dette er sagt, må jeg straks opfordre dig til at anskaffe dig et eksemplar af The Abyss Special Edition, om ikke andet så for det imponerende kameraarbejde, den underholdende action og ikke mindst Michael Biehn i rollen som en af filmhistoriens uhyggeligste mennesker at være fanget i det samme rum med.
Dansk titel: Dybet
Instruktør: James Cameron
Manuskript: James Cameron
Cast: Ed Harris (Virgil “Bud” Brigman), Mary Elizabeth Mastrantonio (Lindsey Brigman), Michael Biehn (Lt. Hiram Coffey), Leo Burmester (Catfish De Vries), Todd Graff (Alan “Hippy” Carnes), John Bedford Lloyd (Jammer Willis), J.C. Quinn (Arliss “Sonny” Dawson), Kimberly Scott (Lisa “One Night” Standing)
Producere: Gale Anne Hurd (producer)
Foto: Mikael Salomon
Klip: Conrad Buff IV, Joel Goodman, Howard E. Smith
Musik: Alan Silvestri
Spilletid: 145 minutter (biografiversion) / 171 minutter (Director’s Cut)
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1989
Produktionsselskaber: Twentieth Century-Fox Film Corporation, Pacific Western, Lightstorm Entertainment
Distributør (DVD): Twentieth Century-Fox Home Entertainment (UK)
Udgave/region: 2
Dette er enkeltdisc-udgaven og dermed ikke den samme som Special Edition-udgivelsen, der indeholder en del ekstramateriale. Den anmeldte udgave rummer dog som en slags ekstramateriale Director’s Cut versionen af filmen, og må ikke forveksles med udgivelser kun indeholdende biografversionen.
Anmeldt i nr. 34 | 13/08/2008
