Planet Pulp

I år 2054 lever de fleste mennesker et liv, hvor de sjældent sætter en fod udenfor deres dør.

I stedet sender de en erstatning – et surrogat – udenfor; en fuldstændig livagtig androide, som man styrer hjemmefra og oplever verden igennem.

Surrogaterne har den fordel, at de nok kan se, høre, føle og smage – i hvert fald alle de dyrere modeller – men de kan ikke føle smerte, og de er i stand til fysiske præstationer, der ligger langt over det menneskelige.

Dødeligt våben

Rundt om i USA findes der dog grupper af mennesker, der er imod surrogaterne og stadig lever som “rigtige” mennesker. Disse såkaldte “dreads” lever i reservater, hvor de forbyder surrogater adgang.

Dreadsene står under ledelse af Profeten (Ving Rhames), der holder til på reservatet i Boston.

Også I Boston bliver FBI-agenterne Greer (Bruce Willis) og Peters (Radha Mitchell) sat på en sag, hvor et par surrogater er blevet ødelagt af et ukendt våben.

Til deres store bestyrtelse opdager Greer og Peters, at våbnet ikke bare har ødelagt surrogaterne, men også dræbt deres operatører – altså menneskene bag surrogaterne.

Hvad mon der foregår, og mon Profeten står bag?

Godt koncept – lunken udførsel

Surrogates er en film med et vanvittigt godt bagvedliggende koncept og en mildest talt lunken udførsel.

Filmen er på ingen måde decideret frygtelig, men den er på stort set alle parametre så middelmådig, at man gang på gang irriteres over, at så godt et koncept er blevet spildt på denne måde.

Middelmådigheden gælder alle elementer i filmen, men starter og slutter med manuskriptet, der slet ikke formår at udnytte den glimrende idé.

Den grundlæggende tematik – kan man leve et fuldt og ægte liv gennem en stedfortræder – håndteres kluntet og bastant gennem Greer og hans hustru Maggie (Rosamund Pike), der begge kæmper med følelserne ovenpå deres søns død.

Hvornår denne tragedie er fundet sted specificeres aldrig, men hvor Greer lader til at sørge tavs og stoisk, har Maggie trukket sig helt ind i sig selv og lever kun gennem sit surrogat.

Her kunne man godt have ønsket en lidt mere subtil håndtering af temaet, for parforholdsvinklen er efterhånden noget slidt.

Påfaldende ligheder med I, Robot

Derudover må man også konstatere, at historien er ikke så lidt inspireret af I, Robot – Alex Proyas’ film fra 2004, der deler titel og nogle få elementer med Isaac Asimovs novellesamling/fixup-roman fra 1950, men som ellers ikke har meget at gøre med forlægget.

Her kan man f.eks. pege på netop det, at hovedpersonen i begge film har mistet et barn, og begge er skeptiske overfor robotterne/surrogaterne.

Der er også et andet markant plotelement, som jeg ikke kan omtale uden at spoile filmen, selvom de fleste nok regner den del af plottet ud, før filmen overhovedet er nået så langt.

Også på flere andre punkter er ligheden med I, Robot påfaldende, men det mest åbenlyse er nok, at James Cromwell dukker op i rollen som manden, der oprindelig opfandt surrogaterne, ganske som han i I, Robot spillede manden, der oprindelig opfandt robotteknologien.

Surrogat

De mange ekkoer af I, Robot er med til at få Surrogates til at føles noget billig; som en slags kopi af Proyas’ ganske fine film. Eller – undskyld ordspillet – et surrogat.

Men nu skal det retfærdigvis siges, at Surrogates er baseret på en tegneserie, der udkom i 2005-06.

Jeg har ikke læst tegneserien, så jeg skal ikke kunne sige, om eller hvor mange af manuskriptets lighedspunkter med I, Robot, der faktisk stammer fra tegneserien.

Til gengæld kunne producenterne snildt have undgået den mest oplagte sammenligning ved at caste en anden end James Cromwell i rollen som surrogatopfinderen Canter.

Indtelefoneret

Om det er manuskriptets middelmådighed, der har smittet af på resten, ved jeg ikke, men også på skuespilsiden halter Surrogates.

Stort set hele castet leverer således præstationer, der bedst kan betegnes som indtelefonerede – for nu at undersætte det engelske udtryk.

Der er heller ikke gjort meget ud ad hverken effekter eller scenografi. På nær tilstedeværelsen af surrogaterne, er der intet ved filmens visuelle side, der antyder, at handlingen finder sted i 2054.

Action og spænding er der ikke engang specielt meget af, og det, der er, er kun lige akkurat velfungerende, men bliver aldrig for alvor spændende eller dynamisk.

En præstation af middelmådighed

Surrogates er iscenesat af Jonathan Mostow, der stod bag den glimrende thriller Breakdown (1997) og den udmærkede (men irriterende historisk ukorrekte) 2. Verdenskrigsfilm U-571 (2000).

Men Mostow var også manden bag Terminator 3 (2003), der på samme måde som Surrogates er en middelmådig sag, selvom Terminator-fortsættelsen helt åbenlyst havde et højere budget end Surrogates.

Hvor dybt frustrerende, Surrogates end er – og især at den glimrende idé ikke udnyttes hverken helt eller halvt – er det dog svært at hævde, at den er dårligere end middelmådig.

På sin vis kan man selvfølgelig også sige, at det er lidt en præstation i sig selv at lave en film, der på så mange parametre rammer præcist i midten; hverken lidt over eller lidt under.

Anmeldt i nr. 208 | 13/02/2023

Stikord: Androider, Film baseret på tegneserie