Planet Pulp

Glem alt hvad du ved om Superman, musicals generelt og i det hele taget begrebet god smag. Superman (også kendt som Superman: The 1975 Musical) er et sandt festfyrværkeri af dårligdom, som er en skamplet på Supermans glorværdige karriere og en musical ud over det sædvanlige.

Baseret på Broadwaymusical

Denne musical er baseret på den forfejlede Broadwaymusical fra 60’erne – den blev kun opført 123 gange, hvilket ikke er meget for en Broadwaymusical – og blev lanceret af ABC som en del af deres “underholdning med kant” i et forsøg på at konkurrere med NBC’s Saturday Night Live.

Musicalen fik den grumme skæbne at blive sendt på et meget sent tidspunkt uden nogensinde at blive genudsendt. Og det siger i sig selv lidt om, hvor dårlig den er, når en TV-station i TV-mediets guldalder kun sendte den én gang. Så du har nu muligheden for at blive en af de få heldige, der har set musicalen, hvis du anskaffer dig en kopi.

Dybt banal

Musicalen indledes af en fortællerstemme, der fortæller os lidt om, hvad vi kan vente os. Dernæst følger der 11 forrygende scener, omtalt som kapitler for at holde sig til en tegneseriejargon, og man får serveret intet mindre end 11 sange. Hvert kapitel indledes af fortællerstemmen samt en tegneserieillustration, der viser, hvor vi befinder os. Kapitlerne har fantastiske titler som “Merchant of Doom”, “Clark finds Happiness” og “Superman Trapped”.

Handlingen er dybt banal. Reporteren Max Mencken er jaloux på Superman, og sammen med den sindssyge Dr. Sedgwick udtænker de et komplot, der skal gøre Superman upopulær blandt befolkningen. Skurkene får hjælp af et forbryderkartel, og snart lykkes deres plan. Superman kommer så langt ud, at han forsøger at begå selvmord, men naturligvis kommer manden af stål tilbage, og skurkene får klø.

Sikke noget lort

De tre vigtigste ting for en musical er scenografien, koreografien samt sangene. I Superman er alle tre dele udført pinagtigt og nærmest uhjælpeligt ringe. Man kan godt følge idéen med at overføre en tegneserie til en musical, men så skal det altså laves bedre, end vi ser det her.

Scenografien er mildest talt grim, og meget, meget billig at se på. Det ligner noget fra en dårlig folkeskoleproduktion, og det gør sig bestemt ikke godt på et TV. Det virker som om, man har sat to chimpanser til at stå for koreografien som konstant gentager sig selv og er uden timing og opfindsomhed. Det bliver i længden ganske pinligt at se voksne mennesker danse rundt som var de børn på speed.

Men det værste er nu engang sangene. Efter den obligatoriske introduktion, hvor vi hører om Supermans baggrund gennem en tegneseriemontage-sekvens, skifter scenen til et gadebillede, hvor en flok tilfældige mennesker hopper rundt og synger om Superman: “We heed him, we need him”. Dertil er der tilsat lidt 70’er-funky rytmer, og så skulle man ellers tro, at man hoppede op af sofaen og dansede med. Men tværtimod falder man ned på gulvet og drejer rundt, mens man tager sig selv til hovedet af bare forbløffelse.

Wow! Jeg tror faktisk aldrig, jeg har set noget så pinligt. Det bliver dog ikke bedre, da Superman et stykke henne i handlingen synger en patetisk sang om sit eget sammenbrud: “Why must the strongest man in the world be the bluest man, tell me why? Don’t they know the strongest man can cry?” Puha, sikke noget lort.

En af mine personlige favoritter, blandt en sand mødding af lortescener, er scenen, hvor de to skurke synger duet og danser fjollet rundt. Scenen minder mig om en svag kopi af scenen fra Olsen-bandens store kup (1972), hvor Kongen og Knægten synger “Har du aldrig set mig nøgen.”

Dårligt skuespil af første grad

Helt generelt er samtlige medvirkende skyldige i dårligt skuespil af første grad, og de fleste implicerede, både foran og bag ved kameraet, er nok glade for, at musicalen næsten ikke blev set af nogen. I rollen som Superman/Clark Kent er David Wilson decideret pinlig – det hjælper ham heller ikke, at hans kostume er helt til hundene og replikkerne lige så.

Af kendte ansigter kan man nævne Loretta Swit, og hende kender vi naturligvis som Margaret “Hot Lips” Houlihan fra M*A*S*H (1972-1983) og desuden har vi set hende i Race with the Devil (1975), som også er anmeldt her på Planet Pulp. Det er ærlig talt ikke videre ophidsende at snakke om skuespillerne, men man kan blot konstatere, at de er så dårlige, at man tror det er løgn, og at de alle har en påtaget friskhed, som generelt gennemsyrer hele musicalen.

Solide navne bag makværket

Når man ser på nogle af de navne, som har været inde over dette makværk, kan man godt undres lidt over, at det færdige resultat er så dårligt. Bag den oprindelige Broadwaymusical står kendte navne som David Newman og Robert Benton – de to herrer har skrevet manuskripterne til film som Bonnie and Clyde (1967) og selveste Superman (1978). Men det store problem ligger hos Romeo Muller, som har lavet adaptionen fra den originale musical.

Muller har ellers haft en solid karriere som forfatter til tegnefilm, hvor man kan nævne TV-tegnefilmen The Hobbit (1977) – som er baseret på Tolkiens roman – og Flight of the Dragons (1982). Men alt er gået galt for den gode Muller med Superman, og det kan vi takke ham for i dag.

Du vil ikke tro dine egne øjne

Hvis du, som jeg, normalt ikke bryder dig om musicals, bør du gøre en undtagelse og se dette uovertrufne makværk. Du vil ikke tro dine egne øjne. Hvor Fantastic Four (1994) og Dünyayi kurtaran adam (1982) fra denne måneds opdatering satte nye standarder for, hvor dårlige film kan være, gør Superman det samme for musicalen.

Jeg har med denne anmeldelse forsøgt at beskrive, hvor dårlig Superman er, men i dette tilfælde er ord ikke nok. Man bør gøre sig selv den tjeneste at anskaffe sig DVD’en fra Antimatter Multiverse for at se det ved selvsyn – som en lille smagsprøve kan man også på selskabets hjemmeside se et lille klip fra filmen. Den er dårlig på den måde, der gør den helt forrygende morsom og underholdende. Man bør nok bare se den i små doser og finde den frem og se en enkelt scene i ny og næ for at få et billigt grin.

Superman er venligst stillet til rådighed af Antimatter Multiverse.

Anmeldt i nr. 23 | 13/09/2007

Stikord: So Bad It’s Good, Superhelte