Planet Pulp

Subconscious Cruelty er en artfilm, der i passager anvender splatterfilmgenrens æstetik til at drive nogle af sine pointer hjem. Filmen blev færdiggjort i 2000, men produktionen begyndte allerede i midten af 1990’erne, da instruktøren Karim Hussain kun var omkring 20 år gammel og produceren Mitch Davis i begyndelsen af 20’erne.

Den har været vist på adskillige filmfestivaler verden over, så der er ikke tale om en ordinær gyserfilm, selv om de tematikker filmen behandler, og den måde hvorpå den gør det, i allerhøjeste grad må betegnes som gruopvækkende.

Fortalt i segmenter

Der er ingen traditionel narrativ struktur i Subconscious Cruelty. I stedet er filmen inddelt i tre selvstændige segmenter, hvoraf den første er den længste og den midterste langt den korteste. Efter en over 11 minutter lang og særdeles snakkesalig prolog, hvor Karim Hussain taler til seeren, går filmen i gang.

Inden det første segment begyndes der med noget snak om den venstre og højre hjernehalvdel, hvor det forklares at den venstre halvdel styrer det logiske, mens den højre er instinkterne. I den forbindelse ser vi en nøgen kvinde, hvis underliv bliver skåret op, og et øje tages ud. Aha.

Derefter starter første segment, der handler om en bror, der har et særdeles sygt forhold til sin søster. Hun er blevet gravid, og broderen fantaserer om at myrde barnet umiddelbart efter fødslen. Hans overvejelser omkring undfangelse og graviditet formidles i endeløse monologer fyldt med metaforer. Til sidst i segmentet dræber broderen da også barnet umiddelbart efter fødslen, hvilket vises forholdsvis grafisk.

I andet segment ser vi seks mennesker, mænd og kvinder, der ligger på en græsmark og vrider sig sensuelt, nærmest som om de har sex med jorden. En mand graver et hul i jorden, som bløder. Derefter boller han hullet. En kvinde brækker en gren af et træ, der også bløder. En anden kvinde ligger med en kniv ud for sit underliv som en fallos mens en mand sutter på kniven. Aha.

Tredje segment indeholder en hel del religiøs symbolik, der hamres ind med syvtommersøm. Det begynder med en mand, der sidder på en café. Senere går han hjem og onanerer til en pornofilm. Om natten har han mareridt, og resten af segmentet må forstås som hans drøm. Manden drømmer at hans penis bliver maltrakteret med fiskekroge og en kvinde (formoder man) giver det blødende lem et handjob.

Manden bærer et lille kors om halsen, som i et stykke sølvpapir bliver smeltet om til heroin og injiceret i hans kranium. Vi ser derefter en sekvens med en mand, klædt ud som Kristus, der ligger bønfaldende foran hvad, der må formodes at være en udbrændt eller nedrivningsklar kirke.

Senere bæres manden ind i et sort rum af tre nøgne kvinder, der bogstaveligt talt fortærer ham på bedste kannibalmanér. På belærende vis krydsklippes der til en kort scene, hvor der lægges et nadverbrød i munden. Til sidst skærer én af kvinderne manden op med et barberblad og onanerer med hans tarme.

Ovenstående er så godt et “referat”, som det lader sig gøre at give af Subconscious Cruelty. Segmenterne er stærkt symbolladede, og i mange af scenerne anvendes store mængder teaterblod og andre effekter, som man normalt associerer med splatterfilm. Segment nummer to er den, der filmisk skiller sig mest ud fra de to andre, som i meget høj grad benytter sig af mørke, kombineret med en mildest talt farverig lyssætning. Segment to foregår udenfor, og er derfor mere traditionelt lyssat.

Kunstig og selvbevidst

Filmen bliver af mange regnet som stærkt ubehagelig pga. anvendelsen af splattereffekter, og barnemordet fremhæves som noget af det værste. Personligt fandt jeg overhovedet ikke filmen særligt chokerende. Idéerne og tematikkerne kan være provokerende, og både barnemordet og det sidste segment med dens religiøse symbolik, vil uden tvivl forarge mange.

Men filmen er lavet på så kunstig og selvbevidst en måde, at man konstant fokuserer mere på mediet end indholdet, og aldrig kan sætte sig ud over det. Dermed mister scenerne en del af deres frastødningskraft, og man kan i stedet tilgå filmen på et mere intellektuelt plan, hvilket utvivlsomt også er auteuren Hussains hensigt, uanset om man frastødes og chokeres eller ej.

Underligt for det underliges skyld

Og hvad får man så ud af det? Tjah, det må vel være op til den enkelte. Personligt fik jeg ikke særlig meget ud af filmen, der står for mig som noget af det mest prætentiøst studentikose jeg nogensinde har set. Lyssætningen og kameraføringen, det første segments uendelige monologer, samt den tunge og meget tydelige symbolik gør Subconscious Cruelty til en særdeles drøj omgang at komme igennem.

I det sidste segment er der enkelte ret flotte montager med religiøse symboler, men ellers er billedsiden uskøn og rodet, primært på grund af de alternative lyssætninger hvor grøn og rød er særligt anvendte. De skæve kameravinkler, der især er fremtrædende i det sidste segment understreger det studentikose præg, og krydsklipningen til en død fisk, hvilket sker i to af segmenterne, virker plat – underligt for underlighedens skyld.

Måske er det denne underlighed kombineret med den stærke fokus på det kropslige, der har fået nogle til at sammenligne Karim Hussain med David Lynch og David Cronenberg. Klap lige hesten! Lynchs underlighed er stilfuld og smukt mystisk, mens Cronenbergs fascination af kroppen og kødet er langt mere intelligent og velovervejet end Hussains.

Overlang studenterfilm

Filmen præsenteres i udgangspunktet i dens originale full frame aspect ratio, men man kan også vælge at se den i 1.66:1. Sazumas udgivelse af filmen kommer med to DVD’er, hvor filmen ligger på den ene, og den anden er spækket med ekstramateriale. Herunder en “making-of”-dokumentar på 77 minutter (kun tre minutter mindre end selve filmen), en kortfilm af produceren Mitch Davis, en kortfilm af Karim Hussain og Julien Fonfrède, tekstinterview med Hussain og Davis, fotogalleri og adskilligt andet materiale.

Det er fint nok, men hvis ikke filmen holder i sig selv, hvad godt kan ekstramaterialet så gøre? Selv om Sazumas udgivelse af flot nok i sig selv, nytter det ikke noget, når filmen efterlader én med hovedindtrykket af at have set en overlang studenterfilm, der havde gjort sig langt bedre som tre kortfilm.

Subconscious Cruelty er uden tvivl en film, som nogle vil finde interessant, og derfor er det svært uden videre at afskrive den som noget makværk. Det er kun min personlige holdning, og at andre kan få andet og mere ud af den er overvejende sandsynligt. Mig efterlod den kold og ligegyldig.

Filmen er venligst stillet til rådighed af Sazuma Trading.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Artfilm, Splat