Planet Pulp

Det sidste album i Strontium Dog-serien blev afsluttet med en cliffhanger, og The Final Solution tager tråden op, netop hvor vi slap i sidste bind. Jeg nævnte det ikke direkte i min anmeldelse af det forrige album, Search/Destroy Agency Files 04, men det var blot fordi, man ikke skulle få det indtryk, at dette fremragende album ikke var velafrundet og hvilede i sig selv.

Den historie, der forsætter videre i The Final Solution, er den sidste historie i Search/Destroy Agency Files 04, og udgør altså en ret lille del af hele albummet. Man kan spørge sig selv, om det ikke havde været bedre at lade dette album starte med denne historie, men af en eller anden grund har 2000AD-redaktørene valgt anderledes. Måske skulle cliffhangeren være med til at lokke folk til at købe The Final Solution, samtidig med at en sådan afslutning på det forrige album er med til at bygge stemningen op til et episk klimaks.

Vrede fans og Johnny Alpha

Grunden til jeg siger det på den måde, er at afslutningen af Strontium Dog-serien har været kilde til megen vrede blandt 2000AD-fans. De historier, der for første gang er samlet i dette album, er meget kritiserede og omdiskuterede, og måske er dette et forsøg fra 2000AD’s nuværende redaktører på at bløde det hele lidt op, og alligevel gøre historien spiselig for fansene.

Da vi forlod Johnny Alpha og hans ven Middenface McNulty i sidste album, var de strandet på en Feud World, en kampplanet ved navn No-Go, hvor folk, der er blevet dødeligt uenige mødes for at føre krig mod hinanden. Alpha og McNulty var endt her, efter at have fungeret som bodyguard for Brother Sagan, et vigtig medlem af The New Church, som var på jagt efter resterne af The Bishop of Bolton. Det viser sig dog, at Brother Sagan er ude på at snøre dusørjægerne, og derfor myrder han de andre Strontium Dogs, der er sammen med dem på missionen, og efterlader McNulty og Alpha strandet på denne farlige kampplanet.

Alpha og McNulty får sig kæmpet væk fra planeten, men de er intetanende om, at alt dette er en del af Brother Sagans plan, der går ud på at få hævn over Alpha og udrydde alle Storbritanniens mutanter én gang for alle. Brother Sagan er ikke bare en højtstående medlem af det britiske parlament og den religiøse, nyfascistiske organisation The New Church, han er også… Alphas halvbror (gisp!). Den fascistiske leder Kreller, der er Alphas far, og som han gjorde op med i sin fortid under mutantkrigene, fik før sin død Sagan med en højtstående engelsk lady, og han hader nu mutanter lige så meget, som sin far.

Etnisk udrensning

Sagans plan er at New Church ved hjælp af et statskup overtager magten i resterne af Storbritannien, hvorefter en systematisk udrensning af mutanterne begynder. Mere præcist bruges sort magi og de jordiske rester af troldmanden Malal Brood til at åbne dimensionsporte ved Stonehenge, hvor mutanter føres ud af deres ghettoer og ind igennem, mens de bliver lovet et bedre liv. Men i den anden dimension venter naturligvis kun død og udslettelse. Alpha er den eneste usikre faktor, der kan få det hele til at ramle sammen, og derfor har Sagan lagt en fælde for ham. Blandt andet bliver hans tidligere partner, den afdøde vikingekriger Wulf Sternhammer, kaldt tilbage fra de døde for at dræbe sin gamle ven. Men selvsagt er Alpha ikke sådan at få bugt med. Dog, som titlen og forsidebilledet med Alphas tomme øjenhuler afslører, ender dette med at blive Johnny Alphas sidste eventyr.

Som jeg allerede fortalte i anmeldelsen af det forrige album, endte Strontium Dogs faste forfattere og skabere, Alan Grant og John Wagner, med at blive uvenner, og gå hver til sit. Alan Grant kørte serien videre alene, men hen mod starten af halvfemserne havde Grant åbenbart fået nok, og besluttede sig for at lave en klar slutning på serien og figuren. Dette var selvfølgelig ikke populært blandt seriens fans, der gerne havde set den forsætte, men sådan er det jo altid. Personligt ser jeg intet forkert i at vælge at sætte punktum for en karakter og en serie, og det kan endog være en god ting. Men jeg er ikke sikker på, at Grants valg om at gøre det af med Alpha har været helt fornuftigt motiveret. Måske har det for ham været et ønske om at lukke for dele af sin egen fortid ved at slagte en elsket karakter.

”Man slår ikke helte ihjel”, siger tegneren

Den ellers faste, og stort set eneste tegner af Strontium Dog, Carlos Ezquerra, som i lige så høj grad har været med til at skabe serien som de to forfattere, ville ikke være med til at slå figuren og serien ihjel, og derfor er han slet ikke med i dette album. Et stort tab, specielt fordi han erstattes af Simon Harrison, som vi også havde den begrænsede fornøjelse af i forrige album. Hans evner som tegner er ikke blevet bedre. Han tegner stadig meget detaljeret, og på sin vis teknisk flot, men helt uden bevægelse, og på en måde, der ikke hjælper med at fortælle historien. Han formår ikke at få liv og sammenhæng i sine tegninger. Colin MacNeil har tegnet, eller rettere malet, den sidste del af albummet, i farver, som hans stil er, og hans illustrationer gør et betydeligt bedre arbejde i at formidle historien.

Men MacNeil kæmper mod overmagten. Jeg har aldrig været helt så begejstret for “Portrait of a Mutant”-historien, fordi den i modsætning til de fleste Strontium Dog-fortællinger ikke er en rumwesternhistorie, hvilket netop er seriens kendetegn, og The Final Solution tager tråden op der, hvor “Portrait of a Mutant” slap, bare dårligere. Det vil sige, at dette album ikke indeholder spacewesternhistorier, ingen lækre Carlos Ezquerra-illustrationer, og endelig en ikke-interessant og for kunstig afslutning på en serie.

Albummet reddes næsten af ekstramaterialet

Hvad der redder dette album, lidt i hvert fald, er ekstrahistorierne, der er fra forskellige Annuals og Specials. De har stadig Strontium Dog-ånden i behold, og der er endog en crossover-historie, hvor Wulf og Johnny Alpha i fuld Pulp Fiction-gangsterlook, dukker op i Judge Dredds Mega-City One, og krydser klinger med ham. En virkelig veloplagt historie af John Wagner, men det er ikke helt nok til at redde albummet som helhed. Der er, som samler, noget dybt frustrerende ved dårlige albums i en ellers god serie, og albums, der ikke rammer seriens tone, for hvad skal man stille op med dem, eftersom det er svært at lade være med at købe dem?

The Final Solution, som album, lever ikke op til den ellers høje standard fra de andre albums i serien. Den er noget helt andet, både anderledes tegnet og en anderledes historietype, der ikke er ”rigtig” Strontium Dog, og heller ikke med nogen fængende afslutning. De tre korte bonushistorier i slutningen af albummet er gode, rigtige Strontium Dog-historier, og klart det bedste ved albummet, men de fylder for lidt til at man kan retfærdiggøre at købe hele albummet på grund af dem. The Final Solution er derfor nok mest for samlere, der ikke vil have et hul i deres Strontium Dog samling.

Strontium Dog: The Final Solution er venligst stillet til rådighed af forlaget Rebellion.

Anmeldt i nr. 39 | 13/01/2009

Stikord: 2000AD, Fremtiden, Judge Dredd, Mutanter, Rummet, Rumvæsner