Manden, der går under ringnavnet Ali Baba, er kampsportsudøver i det postsovjetiske Rusland. Han flakker rundt fra by til by, og lever fra kamp til kamp, ude af stand til at tjene nok penge til at gå på pension, mens hans krop langsomt nedbrydes af gadelivet og de konstante tæsk.
Det er en hjerteskærende virkelighedsberetning fra et dysfunktionelt samfund, hvor inkarneret menneskeligt fordærv og dumhed bliver beskrevet med hovedpersonens egne ord.
Ordene leveres lakonisk og opgivende. Der er intet håb om forbedring, kun en stadigt dybere afgrund, der åbner sig foran Ali Baba. Og vejen hen mod afgrundens kant bliver gradvist kortere.
De korte historier leveres i én lang køre, men flakker kronologisk rundt. De handler om kæmperens barndom og opvækst, om livet på bunden, om hans fattige forældre, og den braste drøm om at blive politibetjent, om faderens mentale nedtur – en far der plejede at læse og spille musik, men nu er forsumpet og kræftsyg.
Den manglende kronologi giver et indtryk af at sidde på en snusket bar med en mand, der forsøger at fortælle dig sin livshistorie, men som konstant afbryder sig selv – det er uhyre overbevisende og stemningsskabende.
Den evige vandrer
Ali Baba er fåmælt. Hans ord og sætninger skærer direkte ind til kernen af hver fortælling, og tager derfor sine steder form som sart poesi, selvom det er skrevet som prosa.
Nogle gange er det lyrikkens opdrag at skære os i hjertet, også selvom skalpellen er beskidt, og måden, journalist og forfatter Anna Rakhmanko har tilrettelagt MMA-vagabondens selvbiografiske historiefragmenter på, er barberbladsskarp.
“Jeg vil ikke slås mere, men det er det eneste, jeg kan. Jeg kan ikke lide, når folk kommer til skade.”
I sig selv vejer ordene ikke så tungt, men når de males op på den grumsede baggrund, resten af Strannik danner, bliver de et lysende eksempel på et samfunds paradoksale obskønitet, et individs personlige tragedie, den menneskelige ondskabs nødtvungne banalitet, selve verdens uretfærdighed.
Litteraturhistorien er tæt befolket af ulykkelige vandringsmænd – den evigt forbandede jøde, Ahasverus, fra kristen middelaldermytologi kunne faktisk være et direkte forbillede til karakteren Ali Baba. Strannik er en gedigen, relevant og dybt forstyrrende modernisering af disse klassiske motiver.
Jeg forstår det ikke
Som tegneserie lader værket dog meget tilbage at ønske, og det er både alvorligt hæmmende for det samlede udtryk og uforholdsmæssigt ærgerligt.
Stregen leveres af Mikkel Sommer, der er en komet på den danske comics-himmel, anmelderrost bog- og forsideillustrator, og populær plakatkunstner.
Sommer er kendt for sine rå, nærmest impulsive linjer og dygtige brug af skyggelægning og kontrasteffekter. Jeg har flere gange været begejstret over hans produktioner. Men hans talenter bliver simpelthen ikke anvendt godt nok i Strannik.
Den naivistiske, håndrystende tilgang, Sommer har brugt til at illustrere Ali Babas ord med, er – for mig – decideret distraherende for forståelsen af værket. Jeg er stor tilhænger af nytænkning, og af de æstetiske kvaliteter i overlagt grimhed, men her bliver det simpelthen for meget – eller rettere for lidt.
Illustrationerne minder om det første udkast til en drejebog, men de enkelte streger, hvor Sommer minutiøst har sørget for bølger, knæk og overstregninger, afslører, at der er en forsætlig kunstnerisk idé bag tegnestilen, som jeg ærlig talt må indrømme, at jeg ikke forstår.
Måske har der ligget en tanke bag at forsyne det fortættede, intense, nøje afvejede sprog med viltre, kaotiske illustrationer; en slags beskrivelse af Ali Babas ekstreme liv, ved hjælp af ekstreme virkemidler?
Jeg ved det ikke. Strannik fremstår dog alligevel som en dokumentar med ægte substans, fortalt i et minimalistisk, men senestærkt sprog. Overskuddet fra salget af bogen går til den ægte Ali Baba, hvis civile navn er Vyacheslav, så hans fremtid forhåbentligt kan tegne sig blot en lille smule lysere.
Forfatter: Anna Rakhmanko
Tegner: Mikkel Sommer
Forlag: Forlaget Forlæns
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 44
Anmeldt i nr. 162 | 13/04/2019