Stardust

Stardust er baseret på Neil Gaimans roman af samme navn, der første gang udkom som en illustreret roman i 1997 og i 1999 som ”standalone” roman uden illustrationer. Historiens vej til det hvide lærred var ganske snørklet, og instruktøren Matthew Vaughn var inde over filmen af flere omgange, inden han endte med at instruere.

Filmen tager sin begyndelse i den lille engelske landsby Wall, formentlig engang i 1800-tallet. Efter en kort prolog udspiller hovedparten af handlingen sig 18 år senere. Hovedpersonen er den unge og let kiksede Tristan Thorn (Charlie Cox), der er håbløst forelsket i landsbyens smukkeste pige, Victoria (Sienna Miller). I håb om at vinde hendes hånd, lover Tristan Victoria, at han vil finde et stjerneskud til hende, og så drager han ellers af sted på eventyr.

Nu er det således, at landsbyen Wall har sit navn efter en lav stenmur, der løber forbi landsbyen. Muren adskiller vores verden fra det magiske land Stormhold, og i nærheden af landsbyen er der et hul i muren, som bevogtes af verdens ældste vagtmand. Det er strengt forbudt at krydse muren, men ligesom det lykkedes for Tristans far 18 år tidligere, lykkes det også nu for Tristan.

Hekse, prinser – og en levende stjerne

I Stormhold finder Tristan sit stjerneskud i skikkelse af den dejlige Yvaine (Clarie Danes), for i det magiske land på den anden side af muren, er stjerner levende. Tristans plan er nu at tage Yvaine med tilbage som en gave til Victoria, men så let skal det ikke gå, for der er andre, der gerne vil have fat i Yvaine.

Dels er der tre hæslige hekse, der vi have fat i Yvaine, fordi hjertet fra en falden stjerne kan give dem ungdommen tilbage. Dels er der kongesønnen Septimus (Mark Strong), der indledningsvist primært er ude efter en ædelsten, som Yvaine bærer om halsen, for stenen vil nemlig give ham kongeværdigheden i Stormhold. Senere finder Septimus dog også ud af, at Yvaine kan gøre ham udødelig.

Tristan og Yvaine må forsøge at undgå at blive fanget, og det kommer selvfølgelig ikke som nogen større overraskelse, at de i løbet af deres eventyr også forelsker sig i hinanden. Men det kan blive en kort forelskelse, hvis de ikke kan stoppe både heksene og Septimus.

Et rigtigt eventyr

Da Neil Gaiman skrev Stardust, skrev han den med vilje i en stil, der lagde sig op ad den britiske fantasytradition fra tiden før Tolkien. Det er en langt mere kulørt, folkelig og sprælsk fantasyverden, vi møder i Stardust end i Tolkiens omhyggeligt konstruerede og imponerende, men også noget akademiske, fantasyverden. Der er noget anarkistisk og kaotisk over Stormhold, som gør, at man gerne tog på flere eventyr dér.

Blandt de næsten Brødrene Grimm’ske elementer er f.eks. de tre hekse, hvis leder spilles af en veloplagt Michelle Pfeiffer. Her er der virkelig klassiske eventyrhekse for alle pengene: hæslige gamle kællinger, der koger mærkelige brygge i store kedler og kagler lystigt løs. En fjerde heks, vi møder, kører rundt i en gammel hestevogn og sælger sit magiske makværk på markeder, kan trylle folk om til dyr og holder en smuk ung pige fanget.

Kongeslottet og kongesønnerne er ikke mindre eventyragtige – kampen om kongetronen krydres blot her med en god portion sort humor, idet kongens mange sønner ikke tænker på andet end at tage livet af hinanden, så den sidst tilbageværende kan blive konge over Stormhold. Alle de døde brødre følger i øvrigt med i begivenhedernes gang, og i skikkelse af spøgelser kommenterer de lystigt og særdeles underholdende på begivenhedernes gang.

Og vi får sågar et flyvende skib, bemandet af en flok garvede luftpirater under ledelse af Robert de Niros Captain Shakespeare – de høster i øvrigt lyn, som de sælger videre til hæleren Ferdy (Ricky Gervais).

Vidunderlig rodebutik

Stardust er en vidunderlig rodebutik af fantasy- og eventyrelementer, selvom ikke alle kan tilskrives Neil Gaiman; en del elementer, herunder en stor del af humoren, blev tilføjet af Jane Goldman og Matthew Vaughn, da de adapterede romanen. Og man må ikke tage fejl: Filmen er en god del mere letbenet og humoristisk end romanen, hvis tone er mere mørk og voksen.

Det er da også netop humoren, der er Stardusts stedvise svaghed. Det er ikke sådan, at Stardust er en komedie, men der er nok at grine af undervejs – uanset om det er de intrigante prinser, Robert de Niros totalt overspillede og superbøssede Captain Shakespeare, den stakkels ged, der for en kort stund bliver tryllet om til et menneske, eller Ricky Gervais’ sleske hæler.

Mange steder er humoren velkommen og perfekt timet, men stedvist – som f.eks. da Captain Shakespare danser cancan i drag til tonerne af Offenbachs ”Galop Infernal” – bliver det for meget, og i passager bliver filmen overkogt.

Men det er heldigvis kun i korte passager; for det meste rammer Goldman og Vaughn en gylden middelvej, hvor de – ligesom et Grimm-eventyr – veksler mellem det regulært dystre, det rent eventyrlige og det humoristiske.

Enorm mængde charme

Først og fremmest er Stardust i besiddelse af en enorm mængde charme, hvilket kommer sig af kombinationen af historiens klassiske eventyrstruktur, den anarkistiske og kulørte fantasyverden, flot production design og veloplagte præstationer fra alle de medvirkende – selv fra den overspillende Robert de Niro, der tydeligvis har moret sig i rollen.

Hovedrollen indehaves af den relativt ukendte Charlie Cox, der undergår den klassiske eventyrforvandling fra kikset knøs til Prinsen på Den Hvide Hest™ – han er perfekt castet i rollen, bl.a. fordi han ikke er et synderligt kendt ansigt. Claire Danes er sød i rollen som Yvaine, men det er Michelle Pfeiffer, der for alvor stjæler opmærksomheden i sine scener.

Dertil kommer en stribe større og mindre biroller fra mere eller mindre kendte ansigter. Victorias kæreste spilles af den nu berømte Henry ”Superman” Cavill, mens også flere af Septimus’ brødre spilles af kendte skuespillere. Og gamle Peter O’Toole (1932-2013) dukker sågar kortvarigt op i rollen som Stormholds konge.

Kan varmt anbefales

Skal man være lidt hård ved Stardust kunne man sagtens beskrive den som både rodet og temmelig ujævn, men for mig opvejes filmens forskellige problemer til fulde af dens charme. Det er et vaskeægte feel good-eventyr.

Jeg var gennemført charmeret af Stardust, da jeg så den i biografen i 2007, og det har jeg også været ved alle efterfølgende gensyn på dvd. Stardust kan varmt anbefales!

Anmeldt i nr. 111 | 13/01/2015

Stikord: Fantasy, Filmatisering, Hekse