Det almindelige publikum var imidlertid langt mere splittet, og The Last Jedi har på det nærmeste delt fansene i lovers og haters med en mindre gruppe i midterfeltet, undertegnede heriblandt.
John Williams’ score til filmen har ikke på samme måde polariseret filmmusikfansene, om end scoret af mange er blevet mere lunkent modtaget end The Force Awakens.
Kritikken af Williams’ musik har gået på flere ting, bl.a. at scoret er ufokuseret, at kvaliteten af de nye temaer, Williams præsenterer, er for lav, og at brugen af eksisterende temaer er uinspireret.
Ihvorvel dele af kritikken til en vis grad er berettiget, er andre efter min mening helt misforståede, og generelt er scoret af en så høj kvalitet, at jeg ikke helt forstår den forholdsvis kølige modtagelse, det har fået mange steder.
The Last Jedi er på alle måder en direkte fortsættelse af Williams’ score til The Force Awakens: Stor, symfonisk filmmusik i den komplicerede stil, der har præget Williams’ produktion igennem de sidste snart 20 år. Altså hvor de fleste cues består af myriader af små enkeltstående idéer og celler, der bindes sammen af Williams’ organiske brug af alle symfoniorkestrets enkelte dele.
Ligesom i The Force Awakens (og i øvrigt også de tre prequel-scores) er vi med The Last Jedi altså fortsat langt fra den stil, der prægede musikken til den originale trilogi, hvor de fleste cues var forankrede omkring deciderede temaer eller motiver.
Dermed naturligvis ikke sagt, at musikken er utematisk, for faktisk er The Last Jedi et veritabelt tagselvbord af temaer.
Temaerne og motiverne væves blot ind i den musikalsk ekstremt komplicerede underscore, der ikke overraskende er mest kompleks i de store actioncues, hvor tempoet også er skruet i vejret.
På mange måder er scoret til The Last Jedi faktisk rigere på temaer end The Force Awakens, i hvert fald hvis man kigger på antallet af temaer og motiver fra de tidligere Star Wars-film, der dukker op i løbet af scoret.
Til gengæld er det nye tematiske materiale, Williams har komponeret til filmen, noget anonymt, sammenlignet med de nye temaer fra The Force Awakens. Det er da også en af de ting, mange filmmusikfans har kritiseret ved scoret.
Der er fire nye tematiske idéer på spil i The Last Jedi, hvoraf de to næsten altid høres i forbindelse med hinanden og er nært beslægtede. Hvorvidt man vælger at anse disse to temaer som to dele af det samme tema eller som to separate idéer er derfor åbent for diskussion.
De to temaer synes at være knyttet til Luke Skywalker i hans eksil på øen Ahch-To og består af henholdsvis et faldende 12-tone-motiv, der i sit udtryk er afdæmpet og kontemplativ, samt et mere insisterende, fanfarepræget 16-tone-motiv.
Begge temaer høres adskillige gange i løbet af scoret, men som sagt næsten altid i forbindelse med hinanden. Undtagelsen er i koncert-arrangementet af de nye temaer, “The Rebellion is Reborn” (nr. 7), hvor Williams bruger de to motiver uafhængigt af hinanden.
Skywalker-temaerne dukker første gang op i “Ahch-To Island” ved henholdsvis ca. 2:55 og 3:34.
Det andet tredje (eller andet om man vil) nye tema er det klart mest udviklede, nemlig temaet for filmens nye kvindelige islæt, den fyrige Rose. Roses tema introduceres første gang i “Fun With Finn and Rose” (nr. 5), og går igen adskillige gange i løbet af scoret.
Det er et stille, følsomt tema, der sådan set går stik imod Roses langt mere handlekraftige personlighed, og stemningsmæssigt minder det mig en hel del om Anakins tema fra The Phantom Menace (1999), uden at jeg derudover vil drage sammenligninger mellem de to.
Roses tema er en fin tilføjelse til Star Wars-seriens musikalske kanon uden at det af den grund betyder, at det kommer til at stå som ét af værkets mest markante eller fængende melodier.
Det fjerde nye tema glimrer ved sit næsten totale fravær på albummet og høres faktisk først i end credits-medleyen. Det er temaet for Laura Derns barske Admiral Holdo. Temaet optræder nogle gange i selve filmen, men på albummet får vi det først indlejret i medleyen til sidst, hvor det høres ved ca. 5:47.
Holdos tema er kraftfuldt og beslutsomt, men det er ikke et specielt fængende tema og bestemt ikke ét, man umiddelbart finder sig selv gå og nynne, efter at have hørt scoret (eller set filmen).
På en måde kan jeg godt følge den kritik, scoret har fået for ikke at byde på så mindeværdige temaer som The Force Awakens, men omvendt er jeg også fristet til at mene, at det er os, som filmmusikfans, der er blevet forvænt.
I virkeligheden er det nye tematiske materiale perfekt skræddersyet til filmen. Roses tema er jo markant nok, og hvilke nye karakterer, steder eller begivenheder, ud over Rose, er der egentlig, der kunne fortjene et nyt stort tema a la Reys tema fra The Force Awakens.
Det er jo uden tvivl med klart overlæg, at Williams har holdt de nye Skywalker-temaer forholdsvis afdæmpede, ligesom Holdo er en så perifer figur – både i filmen og i det store billede – at et stort, markant tema for hende ville virke malplaceret.
Så vidt de nye temaer, men hvad så med “gamle temaer”? Jo, det er her, The Last Jedi virkelig excellerer, men utroligt nok er det også lige præcis hvad de gamle temaer angår, at en del filmmusikfans har været ude med riven efter Williams.
I brugen af eksisterende temaer har Williams fået kritik for at bruge temaerne uopfindsomt, for ikke at udvikle på dem, for ikke at være mere kreativ omkring brugen af dem – i hvert fald hvad angår de temaer, der stammer fra den oprindelige trilogi.
Forskellige kritiske røster har bl.a. anklaget Williams for at bruge The Imperial March (Darth Vaders tema) på et tidspunkt i filmen, hvor Vader nævnes, og kaldt hans brug af Tie Fighter-angrebsmusikken fra A New Hope (1977) for “needledropped” (læs: doven og uinspireret).
Det er en kritik, jeg mildest talt finder en smule besynderlig. Med den flittige brug af temaer fra både den originale trilogi og The Force Awakens følger Williams sin ledemotiviske tilgang til dørs på fornemste vis, og der er ærlig talt ingen grund til at opfinde den dybe tallerken flere gange.
Hvorfor skulle Williams ikke bruge Vaders tema ganske kortvarigt, når den legendariske skurk nævnes? Og hvorfor skulle han ikke bruge Tie Fighter-angrebsmusikken, når vi igen ser Tusindårsfalken i kamp mod Tie Fighters?
Det er oplagte callbacks til seriens musikalske arv, og jeg skal gerne indrømme, at jeg var ovenud begejstret for netop dette aspekt af Williams’ score.
Af de tidligere film i serien, Williams bruger musik fra, er The Force Awakens naturligvis den mest prominente. Reys tema er fortsat et af de vigtigste, og der er mange fine anvendelser af temaet i forskellige udgaver.
Også Kylo Rens tema spiller en væsentlig rolle – særligt er jeg ret begejstret for den militaristiske variation af Rens tema, der høres ved 1:10 i “Peace and Purpose” (nr. 19).
Det sekundære tema for Ren, som jeg i min anmeldelse af The Force Awakens-scoret mente havde noget at gøre med Rens brug af Kraftens mørke side, bliver også brugt et par gange, bl.a. i “Revisiting Snoke” (nr. 3).
Og der er faktisk et tredje tema eller motiv, associeret med Kylo Ren, som jeg ikke omtalte i min anmeldelse af The Force Awakens, men som både findes i det score og i The Last Jedi. Det er et snigende, slangeagtigt motiv, der bl.a. også dukker op i “Revisiting Snoke” (her ved ca. 1:31).
Også den fængende march for modstandsbevægelsen – “March of the Resistance” – høres en del gange i The Last Jedi, særligt i actionmusikken.
Et sidste tema fra The Force Awakens, der også går igen, er temaet for Ahch-To Island. I min anmeldelse af scoret til The Force Awakens skrev jeg, at jeg var usikker på temaets præcise tilknytning, men der synes ikke at kunne være nogen tvivl om, at det er relateret til selve øen, hvor Luke gemmer sig.
Noget overraskende er det, at både Poe Damerons tema og det tematiske materiale for Finn glimrer ved deres næsten totale fravær.
Poes tema høres godt nok i filmen ved et par lejligheder, men ikke så ofte, som man kunne forvente, og på albummet er det næsten helt fraværende. Der er en enkelt fremførsel ved 1:54 i “Peace and Purpose”, men det er vist også det.
Finns tematiske materiale blev aldrig særlig udviklet i The Force Awakens-scoret, men dets totale fravær i The Last Jedi er temmelig overraskende al den stund, at Finn har en ganske væsentlig rolle i én af filmens plotforgreninger.
Williams gør også brug af en del tematisk materiale fra den originale trilogi, og denne gang faktisk fra samtlige tre film.
Udover at Star Wars-hovedtemaet naturligvis åbner filmen, dukker hovedtemaet faktisk også op yderligere et par gange, her naturligvis fordi hovedtemaet samtidig er Luke Skywalkers tema. Det er vidunderligt at høre hovedtemaet brugt på denne måde igen; det er ikke sket siden den originale trilogi!
I sin mest interessante variation må hovedtemaet imidlertid forstås mere som en form for tribut til Luke Skywalker, der nu er gået over til at være en legende.
I den afsluttende scene, hvor en Force-sensitiv dreng kigger op mod stjernerne (ligesom Luke længselsfuldt betragtede solnedgangen på Tattooine i A New Hope) høres en blid, nærmest drømmende celeste-udgave af hovedtemaet.
Det er en måde, vi aldrig har hørt hovedtemaet på før, og sammen med flere andre temavariationer, bl.a. på Leias tema (se nedenfor), er det med til at skyde et stort hul i den kritik, jeg nævnte tidligere – altså at Williams ikke bruger de gamle temaer opfindsomt.
Det klart hyppigst anvendte tema fra de gamle film er The Force-temaet, der nu må regnes som Star Wars-filmenes sekundære hovedtema. Foruden hovedtemaet er Force-temaet det eneste tema, der har været med i samtlige otte film.
Force-temaet dukker op mange gange i The Last Jedi; faktisk er det med i flere cues end Reys tema, og det til trods for, at Rey er den nye trilogis hovedperson.
Det fortæller os måske bare det, vi egentlig godt vidste i forvejen, nemlig at Star Wars-filmenes egentlige “hovedperson” ikke er Anakin, Luke eller Rey, men selve Kraften.
Også Leias tema der, ligesom både hovedtemaet og Force-temaet, stammer helt tilbage fra A New Hope høres adskillige gange, hvilket naturligvis kun er naturligt, da Leia spiller en betydelig større rolle i The Last Jedi end hun gjorde i The Force Awakens.
Der er adskillige fine fremførsler af Leias vidunderligt smukke tema, mest prominent i “The Supremacy” (nr. 4), hvor vi bl.a. hører temaet fremført på soloflygel i en florlet, skrøbelig og umanerlig smuk variant – det er heller aldrig hørt før – inden temaet mod slutningen af cuet får en mere kraftfuld (utilsigtet ordspil) fremførsel i sin oprindelige orkestrering.
Tie Fighter-angrebstemaet, der også stammer fra A New Hope (men også blev brugt i Return of the Jedi, 1983) flettes som tidligere nævnt ind i den energiske actionmusik i “The Battle of Crait” (nr. 16), men det er tre sidste temaer fra den originale trilogi, der for alvor ikke bare overraskede men frydede mig usigeligt.
I “The Sacred Jedi Texts” (nr. 13) får vi et par fremførsler af Yodas blide tema fra The Empire Strikes Back (1980), og i “The Spark” hører vi både søskendetemaet (“Luke and Leia”) fra Return of the Jedi og Han Solo og Leias kærlighedstema fra The Empire Strikes Back.
Kærlighedstemaet hørte vi godt nok også i The Force Awakens, men efter begivenhederne i den film havde jeg ikke forventet nogensinde at skulle høre det igen, så det var en glædelig overraskelse, at det dukkede op her.
Alle tre temaer er – sammen med Leias tema og Force-temaet – blandt de smukkeste, Williams komponerede til den originale trilogi, og det var gåsehudsfremkaldende at høre dem igen, særligt søskendetemaet.
Et sidste tema, der skal nævnes, selvom det ikke er med på albummet, er Kejserens tema fra Return of the Jedi.
Kejserens tema dukker nemlig op – meget tydeligt – i scenen, hvor Rey møder Snoke, og det har fået nogle filmmusikfans til at spekulere i, om Williams mon ved noget om Snokes baggrund, som publikum ikke har fået at vide.
Det stiller jeg mig dog tvivlende overfor. Selvom det er et lidt spøjst brud på hans ellers konsekvente ledemotiviske tilgang, tror jeg, Williams valgte at bruge Kejserens tema, fordi scenen i Snokes tronsal minder så utroligt meget om scenen i Kejserens tronsal i Return of the Jedi.
Jeg tror ganske enkelt, det er Williams’ måde at angive, at han udmærket er klar over, hvor tæt disse to scener ligger op ad hinanden.
Til gengæld tror jeg, at den stump af “Battle of the Heroes” (fra Revenge of the Sith, 2005), der synes at dukke op hen imod slutningen af “Main Title and Escape” (ved ca. 6:15), må bero på et rent tilfælde.
Jeg tror ikke, at Williams bevidst har ønsket at referere til Revenge of the Sith-scoret, og da især ikke i den scene, hvor fragmentet dukker op.
Som det vil fremgå af det foranstående, er The Last Jedi et særdeles solidt tematisk forankret score, hvor Williams følger sin ledemotiviske tilgang til dørs på særdeles overbevisende facon – med de få forbehold, jeg har taget for fraværet af Poes og Finns tematiske materiale.
Men scoret består naturligvis ikke kun af temaer eller tematisk baseret musik. En stor del af musikken er selvfølgelig også utematisk score, men Williams er som altid omhyggelig med at flette sine forskellige temaer ind i musikken.
Stemnings- og stilmæssigt er vi på velkendt territorium: En stor del af scoret er ikke overraskende actionmusik, men der er dog også cues, der overvejende består af stille atmosfærisk score og enkelte, der nærmer sig horrormusik.
Actionmusikken i The Last Jedi er som vanligt af særdeles høj kvalitet, og albummet (og filmen) begynder da også lige på og hårdt med “Escape” (anden del af Main Title-cuet), der er et typisk hyperkinetisk Williams-action-cue, hvor adskillige af temaerne også får deres første tur i manegen.
Et andet højdepunkt er det forrygende “The Fathiers” (nr. 11) fra den ellers dybt problematiske Canto Bight-plottråd. Om ikke andet kom der et par forrygende stykker Williams-musik ud af den del af filmen, hvoraf “The Fathiers” er ét.
Også her er der tale om et tempofyldt actioncue, der på én og samme tid minder mig om noget fra Williams’ Tintin-score (2011) og et cue som “Slalom on Mount Humol”-cuet fra Indiana Jones and the Temple of Doom (1984). Vidunderlig filmmusik!
Det største højdepunkt er dog gemt til sidst. “The Battle of Crait” er næsten 7 minutter helt igennem forrygende actionmusik, der også byder på gennemløb af flere af scorets temaer.
Som i scenen, hvor Rey møder Snoke, vil den opmærksomme lytter også her høre et par steder, hvor Williams anerkender sekvensens ligheder med en tidligere Star Wars-sekvens.
Ved 0:37 kommer der nemlig pludselig et rytmisk actionmotiv, der er hentet direkte fra “Battle of Hoth”-musikken fra The Empire Strikes Back.
Foruden store mængder særdeles tempofyldt actionmusik, byder “The Battle of Crait” også på en fantastisk elegisk sekvens for strygere – fra den del af slaget, hvor Finn forsøger at ofre sig, så hans venner kan overleve.
Stilistisk minder musikken meget om “The Starkiller”-cuet fra The Force Awakens, og både “The Starkiller”-cuet og den elegiske strygermusik i “The Battle of Crait” minder faktisk en del om den tilsvarende elegiske strygermusik, Williams komponerede til dele af JFK (1991).
I den mere atmosfæriske afdeling vender Snokes vidunderligt skumle musik tilbage i “Revisiting Snoke” (nr. 3) – med gutturalt kor, strygere i de helt lave registre og creepy træblæsereffekter.
“The Cave” (nr. 12) er et tilsvarende creepy cue, måske i endnu højere grad, med lave, rumlende strygere og lave træblæsere.
Det er måske ét af de cues, der trækker noget af fremdriften ud af albummet, men som enkeltstående cue er det ganske vidunderligt skummelt og en god påmindelse om, at Williams faktisk fint mestrer rigtig mørk og uhyggelig filmmusik.
I den helt anden boldgade har vi et andet af scorets absolutte musikalske højdepunkter, nemlig “Canto Bight” (nr. 9), der indledes med et stykke klassisk “Ankomst Til Ny Planet”-musik, inden cuet går over i et nyt stykke Cantina Band-musik!
Der er to separate tematiske elementer i “Canto Bight”-cuet. Det første er et let sydamerikansk klingende stykke (frem til 1:22), der har trukket kritik for at inkorporere en lille stump af Ary Barrosos berømte “Aquarela do Brasil” fra 1939 (og jo, du kender godt stykket, når du hører det).
Kritikken har været noget i retning af: “Det hiver mig totalt ud af filmen, når Williams bruger Aquarela do Brasil-musikken. Det er vildt urealistisk at referere til et stykke musik fra vores verden i Star Wars-universet.”
Den kritik lader jeg bare tale for sig selv; så kan læseren selv vurdere om han eller hun mener, den er værd at tage seriøst.
Den anden del af cuet er mere rendyrket jazzet, komplet med trompeter, der spilles med dæmpere, så de giver den karakteristiske wah-wah-lyd. Og selvfølgelig indgår olietønder i begge dele af cuet. Med andre ord har vi at gøre med en rendyrket throwback til Cantina-musikken fra A New Hope.
Selv synes jeg, det var helt forrygende – og det eneste rigtige musikalske valg af Williams her – men selvfølgelig er der nogen, der synes, det var billige point og uopfindsomt.
For mig er det et af de nostalgiske højdepunkter i scoret (på den gode måde), ligesom den korte del af Canto Bight-sekvensen i filmen, hvor musikken indgår, er det eneste ved sekvensen, jeg kunne lide.
Jeg kunne godt fortsætte med at skrive om de enkelte cues, men det ville kun være at understrege pointer, jeg allerede er kommet med.
Det korte af det lange er, at The Last Jedi er et fremragende score, der fungerer som en fuldstændig organisk fortsættelse af The Force Awakens, om muligt endnu mere solidt tematisk forankret.
Williams formår både at appellere til nostalgifaktoren ved sin omhyggelige brug af temaerne fra den originale trilogi (og “Canto Bight”-musikken) og at være tidssvarende ved at fundere scoret i sin moderne stil og ved at præsentere en stribe nye temaer og motiver, uanset hvad man så måtte mene om deres gennemslagskraft.
Ligesom The Force Awakens var en imponerende bedrift af en på det tidspunkt 83-årig komponist, er The Last Jedi en imponerende bedrift af en mand, der har rundet de 85, men som formår at lyde så kontemporær og ung som nogensinde.
Jeg glæder mig allerede til at høre, hvad Williams finder på til den sidste film i Skywalker-sagaen!
Nummerliste:
1. Main Title and Escape (7:26)
2. Ahch-To Island (4:23)
3. Revisiting Snoke (3:29)
4. The Supremacy (4:01)
5. Fun With Finn and Rose (2:35)
6. Old Friends (4:29)
7. The Rebellion is Reborn (4:00)
8. Lesson One (2:10)
9. Canto Bight (2:38)
10. Who Are You? (3:05)
11. The Fathiers (2:42)
12. The Cave (3:00)
13. The Sacred Jedi Texts (3:33)
14. A New Alliance (3:13)
15. “Chrome Dome” (2:03)
16. The Battle of Crait (6:48)
17. The Spark (3:36)
18. The Last Jedi (3:04)
19. Peace and Purpose (3:08)
20. Finale (8:28)
Total spilletid: 77:51
Anmeldt i nr. 148 | 13/02/2018
Stikord: Star Wars
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
