Der gik ikke længe, efter at George Lucas i oktober 2012 helt uventet for de fleste solgte Lucasfilm til Disney, førend Disney annoncerede, at de havde til hensigt at fortsætte Star Wars-serien med den afsluttende trilogi, som Lucas tidligere havde sagt aldrig ville komme.
For mig meldte to spørgsmål sig omgående: Hvem ville Disney finde til at instruere de nye film og hvem ville de finde til at levere filmenes musik?
Da J.J. Abrams i januar 2013 blev afsløret som instruktør af Episode VII, gik de fleste – undertegnede inklusive – ud fra, at det ville betyde, at musikken ville blive komponeret af Abrams’ faste komponist Michael Giacchino.
Det virkede også som et oplagt valg al den stund, Giacchino tidligere havde vist, at han var i stand til at levere en overbevisende John Williams-imitation, bl.a. med de flotte symfoniske scores i spilserien Medal of Honor.
Men i juli 2013 kom det frem, at the maestro himself, John Williams, ville vende tilbage og for syvende gang levere musik til en Star Wars-film. Hvor begejstret jeg end er for Michael Giacchino, var det meget gode nyheder, at Williams var ombord!
Vi fast-forwarder til december 2015. The Force Awakens fik premiere og samtidig med, at anmeldelserne af filmen væltede ud, kom også de første anmeldelser af Williams’ score. Musikken blev derudover også lystigt diskuteret på diverse fora rundt omkring på nettet, ligesom den hyppigt blev nævnt i anmeldelser af filmen.
Meningerne om Williams’ score var (og er) delte, men ikke så få har udtrykt skuffelse over, at scoret – i modsætning til filmen – ikke lægger sig tæt op ad den originale trilogi. I modsætning til filmens manuskript, der bevidst spejler særligt A New Hope (1977), er Williams’ score nemlig ikke et retro-score.
Williams vender således ikke tilbage til den ekstremt tematisk orienterede stil, der kendetegnede hans output frem til begyndelsen af 1990’erne, hvor selv de mest tempofyldte actioncues var bygget op omkring næsten konstante gentagelser af tematiske fraser.
Scoret til The Force Awakens er entydigt komponeret i Williams’ senere stil, der er langt mere flydende, langt mere kompleks og i et tempo, der især i actionmusikken ikke sjældent er decideret hæsblæsende.
Dette til trods er scoret ikke uden sine referencer til musikken fra den originale trilogi. Her mener jeg ikke bare i det tematiske materiale, som jeg skal vende tilbage til, men også på en mere subtil facon.
Nærlytter man scoret til The Force Awakens vil man nemlig stedvist bemærke forskellige små musikalske spejlinger – en rytmisk frase, en særlig harmoni, en overgang – som er mere eller mindre direkte kopieret fra musikken til de originale film.
Et eksempel er den rytmiske frase på otte toner, der høres i “The Falcon” (nr. 7) ved 2:39; den er løftet direkte fra “The Battle of Hoth”-cuet fra scoret til The Empire Strikes Back (1980), hvor den optræder ved 7:06.
De her små referencer er så subtile, at selv ikke inkarnerede Star Wars-fans nødvendigvis vil lægge mærke til dem. Men på de, der har set de oprindelige Star Wars-film mange gange, vil disse små musikalske detaljer måske virke subliminalt og på den måde skabe en følelses- og stemningsmæssig kobling gennem musikken. Det er smart af Williams – og elegant i en grad, hvor meget få andre nulevende filmkomponister kan være med.
Det er imidlertid ikke kun på den subtile facon, at Williams refererer tilbage til de tidligere film og scores: Adskillige af den originale trilogis temaer dukker op i musikken til The Force Awakens.
For naturligvis er The Force Awakens, ligesom alle sine forgængere, komponeret i den wagnerske Leitmotiv-tradition med brug af temaer og ledemotiver for personer, situationer og steder.
Af tilbagevendende temaer har vi for det første seriens ikoniske hovedtema, der vel næppe kræver nogen videre introduktion. For det andet har vi Force-temaet, der – sammen med hovedtemaet – er det eneste tema, der har været brugt i alle syv film.
Men hvor Force-temaet også havde en ganske prominent plads i de tre prequelscores, blev hovedtemaet dér stort set kun anvendt under filmenes opening crawl samt under rulleteksterne. Det er anderledes i scoret til The Force Awakens, hvor hovedtemaet bl.a. bruges som basis for det forrygende actioncue “Scherzo for X-Wings” (nr. 21) – i øvrigt en helt fantastisk titel!
Hovedtemaet er jo egentlig Luke Skywalkers tema, men i The Force Awakens bruger Williams altså temaet mere løst som et generelt heroisk tema – og samtidig måske som en måde at anerkende, at heltepiloten Poe Dameron på visse punkter udfylder Lukes rolle.
Et andet af den oprindelige trilogis temaer, der dukker op i The Force Awakens, er the Rebel Fanfare, der også stammer helt tilbage fra A New Hope. Det høres også flere steder undervejs, første gang (og flest gange) i “The Falcon”.
Leias tema, også oprindelig fra A New Hope, optræder også et par gange – første gang i “Han and Leia” (nr. 15), hvor der også bliver plads til det fantastiske kærlighedstema for Leia og Han Solo, som Williams komponerede til The Empire Strikes Back.
Af de “gamle” temaer er Force-temaet klart det, der bruges oftest i scoret til The Force Awakens. Det er på ingen måde overraskende, da netop Kraften er det, der binder alle filmene sammen.
Brugen af temaer fra den oprindelige trilogi må imidlertid ikke få nogen til at tro, at The Force Awakens er et tilbageskuende score.
Som nævnt tidligere er musikken komponeret entydigt i Williams’ senere stil, og The Force Awakens har helt generelt – men særligt i actionmusikken – mere til fælles med scores som Minority Report (2002), War of the Worlds (2005), The Adventures of Tintin (2011) og de tre Star Wars-prequels (1999-2005) end med Williams’ 1970’er- og 1980’er-scores.
Det betyder omvendt ikke, at The Force Awakens mangler temaer og motiver. Williams disker op med adskillige nye temaer – enkelte fuldt udviklede, andre mere skitseprægede og endelig nogle, der har karakter af enkle motiver.
Det væsentligste af de nye temaer er komponeret til Rey – den handlekraftige kvindelige hovedperson. Reys tema dukker første gang op i “The Scavenger” (nr. 2), men som det så ofte er tilfældet med Williams præsenterer han det også i en koncertversion i nr. 6, “Rey’s Theme”.
Reys tema er ganske komplekst. Det har en tredelt struktur – et indledende motiv fremført på fløjte, fulgt af et motiv fremført på celeste og endelig det primære tema orkestreret for fuldt orkester. Strukturen betyder, at temaet også er meget alsidigt, og Williams bruger alle tre dele af temaet løbende gennem scoret.
Det primære melodiske tema i Reys tema er forrygende smukt – et klassisk Williams-tema, der bedst kan sammenlignes med “Fawkes the Phoenix” fra Harry Potter and the Chamber of Secrets (2002) og “Buckbeak’s Flight” fra Harry Potter and the Prisoner of Azkaban (2004).
Det andet fuldt udviklede tema er “March of the Resistance”, der første gang høres i “Han and Leia” (nr. 15) og som også har fået en koncertversion, der ganske enkelt hedder “March of the Resistance” (nr. 16).
Det er, som titlen antyder, en march, og selvom der langt fra er tale om Williams’ mest mindeværdige march (Williams’ bagkatalog af marcher er frygtindgydende), er modstandsbevægelsens tema dog alligevel en særdeles fornøjelig og fængende affære.
Rent stilistisk er marchen – der i koncertversionen i øvrigt er komponeret som en fuga – ret nært beslægtet med kampvognsmusikken fra Indiana Jones and the Last Crusade (1989), blot i et noget højere tempo, ligesom den giver mindelser om “Droid Invasion”-marchen fra The Phantom Menace-scoret.
Det tredje fuldt udviklede tema dukker første gang op i “The Starkiller” (nr. 12) – et fantastisk smukt stykke tragik, komponeret udelukkende for strygere, hvilket gør sammenligninger med Barbers Adagio for Strings (1936) uundgåelige.
Temaet herfra høres igen i scenen, hvor Kylo Ren dræber Han Solo – “Torn Apart”, nr. 19 – og brugen af temaet i både scenen, hvor Starkiller-basen udsletter fem planeter på én gang og ved Solos død gør, at det må betragtes som et ”dødstema”.
Lidt mindre udviklet end de tre ovenstående temaer er heltepiloten Poe Damerons tema, der har alle forudsætninger for at kunne blive et fantastisk tema med sin svævende heroiske karakter (hør f.eks. ved 1:20 i “I Can Fly Anything”, nr. 3). I den form, vi hører temaet i scoret til The Force Awakens, har det imidlertid mere karakter af en løsrevet melodilinje, som ikke helt har fundet sin endelige form.
Hvis Williams vender tilbage og komponerer musikken til Episode VIII og IX (hvad jeg meget håber!), håber jeg, han får lejlighed til at videreudvikle Poe Damerons tema.
Eks-stormtrooperen Finn, der er filmens tredje hovedperson, har ikke noget tema i traditionel forstand. I stedet markerer Williams Finn med et hektisk motiv i actionmusikken. Motivet høres første gang ved 1:11 i “Follow Me” (nr. 5) og motivet udgør, sammen med the Rebel Fanfare, også basis for “The Falcon”.
Et mere væsentligt motiv er det, der markerer den nye Dark Side-skurk, Kylo Ren. Der er ikke tale om et fuldt udviklet tema, men et meget enklere motiv på 4 eller 5 toner (afhængigt af konteksten).
Rens motiv høres første gang ved 4:19 i “The Attack on the Jakku Village” (anden del af nr. 1) og er, sammen med Reys tema og Force-temaet, det tema, der dukker op flest gange i løbet af scoret.
I sin meget enkle struktur minder Rens motiv mere om Imperie-motivet fra A New Hope-scoret end om f.eks. Vaders tema (The Imperial March), men faktisk minder det mig endnu mere om en lignende faldende tonerække i det cue, der underscorer Anakin Skywalkers forræderi i Revenge of the Sith (2005) – “Anakin’s Dark Deeds” ved ca. 2:28.
Hvis det er en tiltænkt lighed fra Williams’ side er det for så vidt også helt passende, for ligesom Anakin Skywalker forrådte Jedi-ridderne, har Kylo Ren forrådt Luke Skywalker.
Kylo Ren har også et sekundært motiv, der høres enkelte gange – første gang i “The Abduction”. Der er igen et ekstremt enkelt, brutalt motiv – denne gang på 8 toner – der i særlig grad synes at være knyttet til Rens brug af Kraften.
Et sidste tema, Williams disker op med, er det, der høres i “The Jedi Steps” (nr. 23) – et nobelt, men også lidt hemmelighedsfyldt tema, hvis præcise tematiske tilknytning står hen i det uvisse indtil den næste film.
Man kunne vælge at se temaet som et tema for øen med Jeditemplet, hvor Rey finder Luke Skywalker til sidst i filmen, men temaet kunne sådan set også være knyttet til Jedi-ridderne i mere generel forstand.
Som det burde fremgå af ovenstående er The Force Awakens et tematisk rigt score, der både vedkender sig sin arv og peger fremad. Som altid væver Williams sine temaer ind og ud af musikken på både tydelige og mindre tydelige måder.
Williams har altid været en mester i alsidig brug af sine temaer, ligesom han dekonstruerer og sammensætter de enkelte temaer efter lyst og behov. Nogle gange er det kun små dele af et tema, der bruges, andre gange er det større sektioner og når det passer, får vi fulde fremførsler af det tematiske materiale.
Måden Williams gør brug af sine temaer er stadig forbilledlig – uanset om det er Star Wars-hovedtemaet i “Scherzo for X-Wings” eller om det er den måde, Reys tema, Kylo Rens motiver og Force-temaet spiller op mod hinanden i det klimaktiske “The Ways of the Force” (nr. 20).
“Forbilledlig” er generelt et ord, der passer godt til The Force Awakens – uanset hvilken del af scoret, man kigger på. Actionmusikken er helt igennem forrygende med flere standout-cues undervejs, bl.a. “The Falcon” og “Scherzo for X-Wings”, men der er selvfølgelig også andre typer musik i scoret.
Den smukt tragiske strygeradagio fra “The Starkiller” har allerede været nævnt, og i “Snoke” (nr. 17) præsenterer Williams os for ekstremt dystert, gutturalt kormusik for mandskor – ikke ulig Kejserens tema fra Return of the Jedi (1983), men endnu nærmere beslægtet med Palpatines musik fra Revenge of the Sith.
Der er også blevet plads til lidt opløftende musik af klassisk Williams-aftapning i “Rey Meets BB-8” (nr. 4) og regulær suspense er spredt ud over scoret med løs hånd, men mest prominent i dele af “On the Inside” (nr. 18), der giver mindelser om Williams’ Minority Report-score.
The Force Awakens er på alle leder og kanter et fantastisk filmscore, der viser en John Williams i topform – og det til trods for komponistens helbredsproblemer, der tidligere i 2015 tvang ham til at springe fra som komponist på Steven Spielbergs Bridge of Spies.
Det er angiveligt også af helbredsmæssige årsager, at en del af musikken er dirigeret af Williams’ mangeårige samarbejdspartner William Ross. Enkelte cues er desuden dirigeret af den klassiske orkesterdirigent Gustavo Dudamel – vistnok fordi Dudamel var på besøg og Williams spontant tilbød ham at dirigere enkelte cues, bl.a. “Main Title”-sekvensen.
Til gengæld var det ikke af helbredsmæssige, men blot rent praktiske, årsager, at musikken denne gang ikke blev indspillet i London med London Symphony Orchestra, men i Los Angeles med et til lejligheden sammensat orkester.
I en alder af 83 – han fylder 84 i næste måned – er det intet mindre end dybt imponerende, at Williams har kunnet præstere et score som The Force Awakens, der lyder så friskt som nogensinde og som hverken er retrospektivt som filmen eller lyder som noget, en træt mand har komponeret. Det er topmoderne filmmusik fra en komponist, der lyder som om, han virkelig nyder at lave det, han laver – og har det sjovt imens.
Jeg håber og beder til, at Williams’ helbred holder, og at han både har energien og lysten til også at komponere musikken til de to sidste film i den nye trilogi. Indtil videre er der heldigvis intet, der tyder på, at det ikke skulle være tilfældet.
Det siger sig selv, at jeg kvitterer for The Force Awakens med 6 store stjerner. The Force Awakens er ubestridt det bedste score fra 2015 – men det er jo altså også John Williams, og når John Williams kører på alle cylindre kan alle andre nulevende filmkomponister godt gå hjem og sætte sig til at tude.
Nummerliste:
1. Main Title and The Attack on the Jakku Village (6:27)
2. The Scavenger (3:43)
3. I Can Fly Anything (3:13)
4. Rey Meets BB-8 (1:33)
5. Follow Me (2:56)
6. Rey’s Theme (3:12)
7. The Falcon (3:35)
8. That Girl With the Staff (1:59)
9. The Rathtars! (4:08)
10. Finn’s Confession (2:09)
11. Maz’s Counsel (3:09)
12. The Starkiller (1:52)
13. Kylo Ren Arrives at the Battle (2:01)
14. The Abduction (2:25)
15. Han and Leia (4:46)
16. March of the Resistance (2:36)
17. Snoke (2:04)
18. On the Inside (2:06)
19. Torn Apart (4:20)
20. The Ways of the Force (3:16)
21. Scherzo for X-Wings (2:33)
22. Farewell and The Trip (4:57)
23. The Jedi Steps and Finale (8:52)
Total spilletid: 77:52
Anmeldt i nr. 123 | 13/01/2016
Stikord: Star Wars
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
