Star Trek: The Motion Picture

Star Trek blev skabt af manuskriptforfatteren Gene Roddenberry i 1964, stærkt inspireret af serierne om Buck Rogers og Flash Gordon. Tv-serien Star Trek løb over tre sæsoner i perioden fra 1966-1969.

En stor spiller på nørdscenen

I midten af 70’erne blev det besluttet at lave en fortsættelse til serien, men det blev droppet til fordel for en filmversion. Sidenhen er Star Trek dog vokset til en stor spiller på nørdscenen med tv-serier, film, rollespil og ikke mindst Trekkies.

Den letbenede science fiction var en varm kartoffel i slutningen af 70’erne (hvem sagde Star Wars?), så det var heller ikke nogen overraskelse, at Star Trek: The Motion Picture blev en kommerciel succes på trods af lunkne anmeldelser.

Det skal dog siges, at selvom filmen starter letbenet, i seriens ånd, antager fortællingen efter en lille time en mere dyster form, som virkelig klæder filmen. Det blev også starten på en meget succesfuld filmserie, som indtil videre tæller 12 film i perioden fra 1979-2013.

Star Trek: The Motion Picture er en langsommelige film, hvor der går for lang tid med at få serien ført up to date. Det er charmerende for fans, men for alle andre bliver det for meget af det gode.

Til at føre Kirk og drengene op på det store lærred allierede filmens producere sig med ingen ringere end Robert Wise. Wise havde i 1979 toppet som instruktør, men havde store film som The Day the Earth Stood Still (1951), West Side Story (1961) og The Sound of Music (1965) på sit cv – så på mange måder var Wise et naturligt valg til at lave en letbenet omgang space opera/melodrama.

Kirk skal rustes af

Noget grufuldt er på vej mod Jorden. Vi befinder os i det herrens år 2273, og der findes rumskibe, andre racer og en rusten James T. Kirk.

Kirk påtager, eller tilraner om man vil det, sig rollen som kaptajn på U.S.S. Enterprise, og han får følge af sit gamle mandskab, som vi kender fra tv-serien. Men meget er sket, siden Kirk og gutterne sidst fløj rundt i verdensrummet i kiksede kulisser, så før han kan agere helt, må Kirk rustes af.

Filmens problem er den første lille time: Der bruges ALT for lang tid på at føre Kirk up to date og der serveres alt for mange kiksede og melodramatiske scener. Men da Spock gør sin entré på Enterprise og skibet nærmer sig “fjenden” er det som om, der sker noget magisk: Handlingen intensiveres, og resten af filmen er intet mindre end glimrende, og ikke mindst spændende, science fiction

En effekttroldmand

Effekterne er fremragende for sin tid og ser stadig godt ud i dag. Specielt turen ind i den fremmede organisme og hele designet der lader ikke meget stå tilbage i forhold til eksempelvis Star Wars og Alien (1979) – faktisk er der en del Alien/Giger over den organiske fremtoning af det fjendtlige “skib”.

På effektholdet har man også haft tilknyttet selveste Donald Trumbull – en ægte effektpioner (special photographic effects), som vi kender fra blandt andet 2001: A Space Odyssey (1968), Silent Running (1972), Close Encounters of the Third Kind (1977) og fra den den syrede start- og slutsekvens til Candy (1968). Trumbulls touch giver filmen det ægte psykedeliske feel, som er godt, når science fiction skal løftes ud af den “virkelige” sfære.

Et fremragende score

Men det er dog Goldsmiths score, der i min bog fortjener mest ros: Det er dystert, rørende, magisk og bombastisk på én og samme tid, og Goldsmith nærmer sig John Williams-niveau i selve temaet.

Goldsmiths var nomineret til en Oscar for sit score, men tabte til George Delerue og hans musik til A Little Romance (1979 – jeg kender ikke scoret, men det skal godt nok være sublimt siden det slog Goldsmith), mens effektdrengene, anført af Trumbull, tabte til Alien (og det kan jo som sådan godt accepteres).

Filmens budget var for datiden ganske stort. De 46 millioner dollars blev på verdensplan omsat til små 140 millioner dollars. Paramount havde faktisk forventet et større overskud, så da film nummer to, Star Trek II: The Wrath of Khan (1982), skulle laves, kastede man kun 11 millioner dollars efter den.

Den blev så også en pæn succes, og man kan sige, at en ny filmserie var skabt – en filmserie, der på mange områder er en spændende konstruktion, da den senere hen kom til at køre sideløbende med de forskellige nyere tv-serier. Derved bliver Star Trek-universet en ganske kompleks størrelse.

Ujævnt og mesterligt

Hvis Star Trek: The Motion Picture ikke havde sat sig mellem stole, var den blevet et rendyrket science fiction mesterværk. Den første lille time kunne med fordel være cuttet meget ned, da det er i “up to date”-fasen at filmen halter.

Så desværre kan jeg kun smide fire stjerner efter denne ujævne men stedvist fremragende film – giv mig en ny Director’s Cut, hvor vi starter dér, hvor Spock ankommer – den anmeldte udgave er Director’s Cut-udgaven fra 2001, som Robert Wise godkendte.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Rummet, Rumskibe, Star Trek