Planet Pulp

Leonard Rosenman (1924-2008) er én af de filmkomponister, jeg kun har et ekstremt overfladisk kendskab til. Jeg kender hans fine score til science fiction-klassikeren Fantastic Voyage (1966), men derudover er Rosenman for mig et ubeskrevet blad.

Det var derfor med spænding, at jeg satte mig ned og lyttede til hans score til Star Trek IV: The Voyage Home – den absolut mest fjollede Star Trek-film overhovedet (men også én af de mest underholdende!).

Det var igen Leonard Nimoy, der stod bag kameraet, og denne gang fik Nimoy lov til at hyre sin gamle ven Rosenman til at komponere scoret.

Nimoy ville egentlig gerne have haft Rosenman til at lave musikken til den foregående film i serien, The Search for Spock (1984), men producenterne holdt på, at James Horner igen skulle stå for musikken, som han havde gjort til The Wrath of Khan (1982). Dette gav især god mening, da filmen om Spocks genfødsel var en mere eller mindre direkte fortsættelse af den foregående film.

Selv om The Voyage Home naturligvis tager stafetten op fra sidste film, så markerer filmen et helt nyt eventyr for vore helte, og derfor var der heller ingen tungtvejende argumenter for at holde fast i James Horner. Nimoy bragte derfor Rosenman ombord til hans første og eneste tjans som Star Trek-komponist.

Anderledes formsprog

Personligt er jeg glad for, at The Voyage Home blev Rosenmans eneste Star Trek-film, for jeg er sandt at sige ikke begejstret for Rosenmans tilgang til Star Trek-universet.

Interessant nok skyldes min modvilje ikke så meget musikken i sig selv, for på nær to cues (der til gengæld også er helt horribelt elendige) er hovedparten af musikken faktisk ganske glimrende i sig selv.

Problemet ligger i Rosenmans stilistiske tilgang til materialet. Hans kompositoriske formsprog ligger stedvist meget fjernt fra det musikalske univers, både Goldsmith og Horner havde opereret inden for, og i stedet leverede Rosenman et score med et hovedtema (“Main Title”, nr. 1), der på flere forskellige måder lyder som om, det kunne være komponeret tyve år tidligere og i sit formsprog faktisk trækker spor helt tilbage til Hollywoods golden age.

Derudover er hovedtemaet med sin optimistiske tone og march-agtige kvalitet af en type, der absolut ikke ville lyde malplaceret i én af 1960’ernes eller 1970’ernes krigsfilm. Temaet giver mig klare stilistiske mindelser om både John Addisons hovedtema fra A Bridge Too Far (1977) og dele af Ron Goodwins Battle of Britain-score (1967).

Lyder ikke som et Star Trek-score

Her er vi allerede ved at berøre ét af scorets helt centrale problemer, som imidlertid ikke kun gælder hovedtemaet, men også meget af den ellers rigtig fine action- og suspensemusik, der også findes på albummet.

Nemlig at The Voyage Home på ingen måder overhovedet lyder som et Star Trek-score. Særligt hovedtemaet forekommer på grund af sin tone og stil helt malplaceret i Star Trek-kontekst, men problemet gælder også for resten af scoret, der i øvrigt kun refererer sparsomt til Rosenmans hovedtema.

Specielt de to meget muntre scherzi “Chekov’s Run” (nr. 7) og “Hospital Chase” (nr. 9) er lige så meget fish out of water som hovedtemaet. Jeg ved godt, at store dele af The Voyage Home fungerer som komedie, men her kammer musikken over i det decideret grinagtige – særligt i “Hospital Chase”. Det bizarre er imidlertid, at begge cues faktisk er ganske vidunderlige små stykker musik – velkomponerede, muntre og lige til at blive i godt humør af.

Lige så glimrende er faktisk meget af action- og suspensemusikken. Særligt “The Whaler” (nr. 2) er et helt forrygende actioncue, der i orkestrering og kompositorisk tilgang faktisk lyder meget hen i retning af John Williams – hvilket (hvis nogen skulle være i tvivl) sjældent er nogen dårlig ting! Her er vi pludselig ovre i en meget mere moderne stil, der sagtens kunne have fungeret inden for Star Trek-universet, men som ikke rigtig gør det, fordi det mangler tematisk forankring.

Der er mere musik i samme stil i “Crash-Whale Fugue” (nr. 4), hvor Rosenman dog taber fokus undervejs i det lange cue, der varer over otte minutter. “Gillian Seeks Kirk” (nr. 6) og “The Probe” (nr. 10) indeholder mere af den velkomponerende action- og suspensemusik, mens “Time Travel” (nr. 8) forfalder til lidt for meget dissonant bulder og brag; ikke synderligt interessant.

De to cues, der mere end nogen andre forekommer malplacerede er “Market Street” (nr. 3) og “Ballad Of The Whale” (nr. 5), der begge er helt uden nogen formildende faktorer! De er ganske enkelt rædsomme på den virkeligt ækle 1980’er-facon. I det første cue er vi i Harold Faltermeyer-land, bare uden Faltermeyers evne til at skrive ørehængende temaer a la “Axel F.” (fra Beverly Hills Cop, 1984).

Det andet cue er uskøn margarinesaxofonmusik, der får hovedtemaet fra advokatserien L.A. Law til at lyde som et mesterværk. Jeg mener det! Rosenman har komponeret de to cues i samarbejde med Russell Ferrante og Jimmy Haslip fra gruppen The Yellowjackets, der også fremfører numrene. Dem gør man klogt i let og elegant at springe hen over.

Både godt og skidt

Efter endt gennemlytning sidder man tilbage med et album, der virkelig er ret mærkværdigt. Hovedtemaet og meget af action- og suspensemusikken er af rigtig høj kvalitet, og på nær de to helt fejlslagne firserklamme cues er der ingen, der er decideret ringe.

Alligevel er det meget svært at mene, at Star Trek IV: The Voyage Home er et godt score, for det har stort set ingen forankring i det univers, det hører hjemme i.

Hvis ikke der havde været tre forudgående film i serien, kunne vi være helt ligeglade med det faktum og bare anse Rosenmans score som en smule altmodisch og med et tema, der ikke ligefrem passer specielt godt til en science fiction-film om rumskibe og tidsrejser.

Men når Rosenman følger i fodsporene på d’herrer Goldsmith og Horner, der hver især bidrog med væsentlige temaer og motiver, er det vel ikke for meget forlangt, at Rosenman inkorporerer idéer fra de tidligere scores? Eller da i det mindste gør en indsats for at det generelle formsprog skal passe til filmens univers.

At Rosenman ikke anvendte Goldsmiths nu ikoniske hovedtema skal vi næppe lægge så meget i, for det gjorde Horner heller ikke i sin musik til The Wrath of Khan og The Search for Spock (fordi han var blevet bedt om at lade være). Men efter de to umiddelbart foregående films meget stærke musikalske sammenhængskraft, virker The Voyage Home fuldstændig løsrevet fra universet.

Rosenman bruger Alexander Courages tv-fanfare i indledningen af “Main Title”, og fanfaren samt en lillebitte smule af selve TV-temaet finder også vej til “Home Again – End Credits” (nr. 11). Men derudover er den musikalske sammenhæng med Star Trek-universet helt fraværende. Horner etablerede stærke og genkendelige temaer for både Kirk, Enterprise og Spock, som alle kunne være anvendt med fordel af Rosenman.

I stedet valgte Rosenman at køre sit helt eget show, og det resulterede i et score, der indeholder omkring 25 minutters rigtig fin symfonisk musik, som er nemt at kunne lide, men som på ingen måde overhovedet passer særlig godt til den film, det er komponeret til.

Som filmmusikfan kan man derfor roligt købe The Voyage Home, hvis man falder over det, for som album og som filmmusik i al almindelighed er det faktisk ret godt. Vurderet som Star Trek-score falder det imidlertid helt igennem.

Nummerliste:
1. Main Title (2:40)
2. The Whaler (2:01)
3. Market Street* (4:38)
4. Crash-Whale Fugue (8:16)
5. Ballad of the Whale* (5:00)
6. Gillian Seeks Kirk (2:41)
7. Chekov’s Run (1:20)
8. Time Travel (1:28)
9. Hospital Chase (1:14)
10. The Probe (1:17)
11. Home Again – End Credits (5:37)

Total spilletid: 36:12

* Komponeret af Leonard Rosenman, Russell Ferrante og Jimmy Haslip. Fremført af The Yellowjackets.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Star Trek