Planet Pulp

I tiden op til premieren på Star Trek II: The Wrath of Khan (1982) må nogen på chefgangen hos Paramount have fået fornemmelsen af, at de stod med en succes på hånden, for allerede på premieredagen fik executive producer Harve Bennett grønt lys for at gå i gang med manuskriptet til en fortsættelse.

Nu stod Bennett i en lidt penibel situation: Ved afslutningen af The Wrath of Khan var Spock (Leonard Nimoy) død, og selvom Bennett og Jack B. Sowards, der stod for historie og manus til The Wrath of Khan, havde sørget for at indbygge en åbning for at bringe Spock tilbage, var det alligevel ikke så nemt. I hvert fald kunne Bennett ikke bare uden videre lade Spock genopstå fra de døde.

Løsningen blev at bygge hele den tredje film op omkring bestræbelserne på at få Spock tilbage. Det må have stået klart for både Bennett og topfolkene hos Paramount, at hvis de ønskede, at Star Trek-serien skulle fortsætte, kunne de ikke klare sig uden Spock.

Spock lever! (sort of)

The Search for Spock tager handlingen op umiddelbart efter The Wrath of Khan – Enterprise er på vej tilbage mod Jorden med en minimumsbesætning (resten er overført til andre skibe), og føles ekstra tomt på grund af Spocks død. Kirks søn David er, sammen med løjtnant Saavik, overført til forskningsskibet Grissom, hvis mission er at udforske Genesis-planeten, der opstod i slutningen af The Wrath of Khan.

Ved ankomsten til Jorden, finder Kirk og kompagni ud af, at Starfleet planlægger at skrotte Enterprise til fordel for det splinternye U.S.S. Excelsior, og Kirks ønske om at vende tilbage til Genesis bliver pure afvist.

Kirk opsøges af Spocks far Sarek, der er overvist om, at Spock har overført sin sjæl til Kirk ved hjælp af en Vulcansk mind-melt. De finder dog ret hurtigt ud af, at det ikke er tilfældet, og at det er Enterprises læge, Dr. McCoy, der huser Spocks sjæl. Sarek beder Kirk om at få fat i Spocks lig, der ligger på Genesis-planeten, og bringe det og Dr. McCoy til Vulcan, hvor der vil være en chance for at ”genoplive” Spock.

Kirk og Enterprises trofaste besætningsmedlemmer stjæler Enterprise og sætter kursen mod Genesis-planeten, uvidende om at også den krigeriske Klingon Kruge (Christopher Lloyd) er ude efter Genesis-planetens hemmeligheder. Med et Enterprise, der stadig er mærket af kampen mod Khan, bliver det en kamp, Kirk og kompagni ikke kan vinde med magt; her er det Kirks snilde, der endnu engang må redde dem – hvis han kan…

Et stykke narrativt mekanik

Ligesom The Wrath of Khan er The Search for Spock en film, der tager sig selv seriøst. Men hvor The Wrath of Khan især fungerede, fordi det var en veloplagt og underholdende sci-fi-actionfilm, er The Search for Spock en langt mere selvhøjtidelig affære, der lægger op til at man skal tage Star Trek-universet seriøst som drama. Godt nok er der også en ekstern trussel i filmen – den fæle Kruge – men hele dette aspekt føles mærkeligt påklistret eller i det mindste underudviklet som plottråd.

Det er helt klart de store følelser, der står i centrum i historien: Kirks venskab med Spock, hans – og de andre besætningsmedlemmers – følelse af tab og deres vilje til selvopofrelse, hvis det kan bringe Spock tilbage.

Intentionerne om at sætte disse store følelser i centrum er på ingen måde ringe, men desværre fungerer The Search for Spock ikke optimalt. Det skyldes især, at man meget hurtigt gennemskuer, at filmen egentlig ikke handler om Kirks følelser eller om Kirks og Spocks venskab, men at disse elementer er tvungne ingredienser i en film, der alene har til formål at nå frem til et bestemt resultat: At den næste Star Trek-film kan begynde med hele holdet intakt, inklusiv Spock.

Filmen kommer med andre ord til at virke som et stykke narrativt mekanik – en nødvendig bro mellem The Wrath of Khan og den fjerde film, som alle forventede ville komme.

Malet ind i et hjørne

Det, at de store følelser kommer til at virke påtagede og alene fremstår som værktøjer i en håndfast plotkonstruktions tjeneste, er dog ikke det største problem ved The Search for Spock. Det er et større problem, at Spocks genopstandelse i denne film på mange måder underminerer betydningen af hans offer i slutningen af The Wrath of Khan.

Her betød Spocks død virkelig noget; det var en chokerende twist i slutningen af The Wrath of Khan og den formåede at fortætte filmens tema – kollektivet vs. individet – til et punkt. Samtidig gav Spocks død anledning til nogle reelt rørende scener, hvor Kirk sørger over tabet af sin ven.

Alle disse effekter negeres i store træk af The Search for Spock, hvor det alt taget i betragtning viser sig at være relativt let og ukompliceret at bringe Spock tilbage. I tilbageblik får det Spocks død i slutningen af The Wrath of Khan til at virke som en billig gimmick. Derfor er beslutningen om at tage livet af Spock også helt uforståelig, hvis man allerede i produktionsfasen af The Wrath of Khan forventede, at der ville komme en tredje film.

Hvorom alting er, så fik Sowards og Bennett med Spocks død malet serien ind i et hjørne, hvorfra der ikke var nogen let måde at komme ud igen. Det blev så Bennetts utaknemmelige opgave at komme ud igen uden at lave alt for store fodaftryk i lakken.

Fungerer overfladisk

Rent overfladisk fungerer The Search for Spock så nogenlunde. Den umiddelbare underholdningsværdi er da sikret, og rent teknisk er den også udmærket, selvom mange af effekterne i dag virker temmelig bedagede.

Men i forhold til begge de foregående film virker flere af de medvirkende uengagerede, og man fornemmer ikke, at de har haft det sjovt med at lave filmen. Det gælder også William Shatner, og i en film, hvor Spock naturligvis glimrer ved sit næsten totale fravær, er det rigtig uheldigt. The Search for Spock viser med al tydelighed, at hjertet i de oprindelige Star Trek-film ligger i samspillet mellem Shatner og Nimoy.

I Nimoys fravær gives næstmest screentime i The Search for Spock til DeForest Kelley, der spiller Dr. McCoy. Kelley gør en heroisk indsats og han har en enkelt fin og ret sjov scene tidligt i filmen (inspireret af Cantina-scenen fra Star Wars, 1977), men han har på ingen måde Nimoys karisma.

En svag opfølger

The Search for Spock føles som præcis det, den er: En pligtfilm, hvis hele handling er mekanisk bygget op for at nå et helt bestemt mål: At bringe Spock tilbage, så fremtidige film kan sætte et fuldt hold.

På den baggrund er det næsten et mirakel, at filmen trods alt har en nogenlunde høj underholdningsværdi. Men tag ikke fejl: The Search for Spock er en svag opfølger på den fantastisk underholdende The Wrath of Khan.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Rummet, Rumskibe, Star Trek