Planet Pulp

Efter den meget science fiction-tunge Star Trek: The Motion Picture fra 1979, er der helt andre boller på rumsuppen i denne efterfølger.

Instruktøren Robert Wise blev skiftet ud med Nicholas Meyer, og filosofisk science fiction er erstattet med ægte spænding, lidt horror og rumaction – og med i købet får vi også lidt lækre science fiction-tanker i form af Genesisprojektet.

Kort sagt alt det en god Star Trek-film i mine øjne skal indeholde – der er så mange faldgruber og klichéer fastforankret i universet, både i forhold til karakterer og plot, så det kræver sin kaptajn at navigere igennem dem. Det lykkedes for Meyer.

Mere helstøbt og underholdende

Star Trek II: The Wrath of Khan er også mere helstøbt, omend ikke så ambitiøs, som sin forgænger. Selvom der går 45 minutter, før der for alvor kommer fart over feltet, er det aldrig kedeligt. Tværtimod. Der bygges langsomt og sikkert op til det punkt, hvor Khan angriber.

Filmens budget på 11 millioner dollars blev omsat til næsten 100 millioner dollars – og det må man sige er ret godt gjort, da budgettet netop var blevet reduceret efter The Motion Picture. Men det lykkedes faktisk at skabe en bedre film og en film, der stadig den dag i dag fremstår som en af seriens bedste.

Filmen indledes med en fin lille metascene: Kadetter er på træningsmission på Enterprise. Alt går galt, og det viser sig, at James T. Kirk overvåger træningen – han har i sin tid løst netop dét problem, som kadetterne slås med. Men Kirk mangler noget i sit liv. Han savner den ægte spænding fra det ægte Enterprise.

Velkommen, Hr. Khan

Og så skifter scenen. Kirks mangeårige assistent Chekov, der nu arbejder for en anden kaptajn, tages til fange af den kriminelle Khan Noonien Singh og hans bande, som Kirk og drengene for 15 år siden satte en stopper for (Khan er en karakter fra tv-serien, og han spilles endnu en gang af Ricardo Gonzalo Pedro Montalbán y Merino, eller bare Ricardo Montalbán). Så nu står den på klassisk hævn!

Med Khan fik vi en fremragende skurk, noget som ellers ofte er seriens svaghed. Khan vendte også tilbage i anden del af rebooten Star Trek Into Darkness (2013), denne gang spillet af selveste Benedict Cumberbatch.

Khan og hans bande ligner indbegrebet af 80’erne: Langt nakkehår og dårlig tøjstil. Kirk kommer, naturligvis fristes man til at sige, tilbage på Enterprise. Men hvordan Khans hævn udspiller sig, om Kirk kan finde ud af styre Enterprise og om Chekov overlever, vil jeg ikke røbe her.

Fra Wise til Meyer, fra gammelt til nyt

Hvor Robert Wise var en oldschool Hollywood-rotte, var Nicholas Meyer et næsten ubeskrevet blad tilbage i 1982. The Wrath of Khan var hans kun anden film som instruktør: Den første var tidsrejsefilmen Time After Time (1979), som vi også anmelder i dette mastodont nummer af Planet Pulp.

Meyer vendte i 1991 tilbage Star Trek-universet med Star Trek VI: The Undiscovered Country og har sidenhen mest gjort det som manuskriptforfatter på film som Sommersby (1993), The Informant (1997) og The Human Stain (2003).

The Wrath of Khan er fremragende og intens underholdning, der får det bedste ud af det noget spraglede cast. Effekterne er fine, for selvom man godt kan fornemme, at budgettet ikke har været stort, har det fordret mange kreative løsninger fra effektafdelingen, og doseringen af melodrama og action er udført med sikker hånd.

Det betaler sig at skære ind til benet

Meyer, der ikke er krediteret som manuskriptforfatter, fik 12 dage til at sætte sit aftryk på manus, og han har instrueret med sikker hånd og rammer tonen, man kendte fra tv-serien.

Og det viste sig at være det helt rigtige at gøre efter den lidt tunge og meget ambitiøse The Motion Picture: Nogle gange betaler det sig at skære ind til benet og fokusere på et skarpt plot med gode karakterer og fornemme actionsekvenser frem for et storladent science fiction-drama.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Hævn, Rummet, Rumskibe, Star Trek