Planet Pulp

Rob Reiners Stand By Me fra 1986 er efter min mening én af de allerbedste Stephen King-filmatiseringer, hvis ikke den allerbedste. Her vil det nok altid for mig være en diskussion om, hvorvidt The Shining (1980) er bedre end Stand By Me eller ej. Men der er på den anden side tale om to vidt forskellige film, der kan siges at være lige gode, bare på hver deres måde.

Stand By Me er baseret på Stephen Kings kortroman The Body, der udkom i antologien Different Seasons i 1982. Fra samme antologi, der i alt indeholdt fire kortromaner, kommer også en af de andre helt store King-filmatiseringer, The Shawshank Redemption (1994), og en tredje kortroman, Apt Pupil, er også filmatiseret (1998).

Både The Body og Rita Hayworth in Shawshank Redemption (kortromanens titel) har det til fælles, at de ikke er horrorfortællinger og at der ikke er overnaturlige elementer på spil; der er i begge tilfælde tale om små, persondrevne dramaer. Det er i begge tilfælde overført til filmene, der begge må siges at tilhøre nogle af de mest trofaste King-filmatiseringer overhovedet, også selv om der naturligvis i begge tilfælde er foretaget nogle ændringer i overførslen fra kortroman til film.

Flashback

Stand By Me er fortalt som et langt flashback, der indrammes af en lille rammehistorie. I begyndelsen af filmen ser vi den midaldrende Gordon ”Gordie” Lachance i skikkelse af Richard Dreyfuss sidde i sin bil og tænke tilbage på sin barndom. Vi ser, at han sidder med en artikel om et dødsfald.

Rammefortællingen følges af en voice over (af Richard Dreyfuss), der også dukker op med mellemrum igennem hele flashbackhandlingen. Indledningsvist sætter den rammen for handlingen og ellers kommer voice overen kun sporadisk og kommenterer på udvalgte dele af handlingen.

Her er det vigtigt at påpege, at der ikke er tale om den irriterende form for voice over, der antyder, at den er klistret på senere i et forsøg på narrativ brandslukning. Her er der tydeligvis tale om et fortællemæssigt greb, der fra starten har været skrevet ind i manuskriptet.

Fire venner

Handlingen tager os dernæst tilbage til sommeren 1959, hvor vi møder de fire venner Gordon Lachance (Wil Wheaton), Chris Chambers (River Phoenix), Teddy Duchamp (Corey Feldman) og Vern Tessio (Jerry O’Connell). Gordon er den tænksomme type, der er god til at fortælle historier (han er da også blevet forfatter som voksen). Chris er den naturlige leder af gruppen; en knægt fra en dårlig familie, som ingen regner for noget, men som er mere seriøs og voksen, end nogen tror. Teddy Duchamp er den halvskøre dreng, hvis far er en gal krigsveteran. Og Vern er den lidt dumme, tykke dreng.

Vi møder dem i sommerferien, inden de skal begynde i junior high, hvor alt tyder på, at de vil blive spredt for alle fire vinde. En dag dukker Vern op og fortæller, at han har overhørt sin storebror og én af storebroderens venner tale om, at de har set liget af en forsvunden dreng. Verns storebror og hans kammerat havde set liget et godt stykke uden for den lille by, Castle Rock, de bor i, og Vern kunne forstå på samtalen, at drengen måtte være blevet ramt af et tog.

De fire knægte beslutter sig for at tage ud for at finde liget af drengen for på den måde at høste æren for at være dem, der fandt ham. Verns storebror og hans kammerat kunne ikke gøre det, for så ville politiet måske opdage, at de kun var kommet så langt uden for byen, fordi de havde hugget en bil.

Det skal her lige siges, at Verns og Chris Chambers storebrødre begge er en del af det samme teenage bad boy-slæng – Cobras – anført af den lede Ace Merill (Kiefer Sutherland), og her er der naturligvis lagt i ovnen til nogle ubehagelige konfrontationer undervejs.

Handlingen følger de fire drenges vandretur for at nå frem til det sted, hvor de kan finde den døde dreng Ray Brower. Det er en slags roadmovie til fods, hvor drengene undervejs oplever dramatiske ting – f.eks. da de følger togsporet over en høj jernbanebro – men som primært handler om venskabet mellem de fire drenge.

Udforskning af venskab

Vi lærer dem bedre at kende undervejs. Bl.a. finder vi ud af, at Gordons storebror Denny noget tid forinden er død, hvilket berører Gordon meget, især fordi hans forældre er blevet helt kolde over for ham. Dette fortælles i nogle flashbacks, hvor vi også møder Denny, spillet af John Cusack. Børns oplevelse af døden er da også et væsentligt tema i historien, og særligt for Gordon antager udflugten for at finde liget hurtigt mere alvorlige undertoner end det eventyr, turen startede som.

Vi finder også ud af, at Teddy Duchamp har et komplekst forhold til sin far, der er blevet vanvittig efter sine oplevelser under krigen og næsten har brændt Teddys øre væk på en kogeplade! Alligevel ser Teddy op til ham og elsker ham. Vi hører om Chris Chambers’ oplevelse med at blive svigtet af en voksen, efter at han forsøgte at give nogle penge tilbage, som han havde stjålet. Og vi får naturligvis mere at vide om drengenes indbyrdes forhold og om deres håb og drømme. Den eneste af drengene, der forbliver mere endimensionel er Vern, der langt hen ad vejen primært fungerer som comic relief.

Hovedsageligt er Stand By Me en nostalgisk udforskning af venskabet mellem fire drenge. På grund af rammehistorien formår filmen også at tematisere forholdet mellem barndommen og voksenlivet, og på den måde lykkes det fornemt for manuskriptforfatterne og instruktøren at indfange kortromanens væsentligste temaer.

Det er temaer, Stephen King er vendt tilbage til adskillige gange, og uden at ville foregribe en kommende anmeldelse af selve kortromanen, skal det bare konstateres her, at The Body på mange måder kan ses som et forstudie til den meget længere roman It fra 1986, både i dele af den konkrete handling, personkarakteristikkerne og især i de temaer, der tages op til behandling.

Samspillet fungerer

Det er vigtigt at holde fast i, at Stand By Me er nostalgisk, ikke sentimental, hvilket også er noget filmens (og kortromanens) bittersøde slutning klart afspejler. Her er ingen forceret happy end; i stedet får vi et meget reelt portræt af betydningen af venskab, men også af hvordan venskaber nogle gange går over. Og vi får en fin beskrivelse af mindernes kraft og betydning – endnu et tema, der spiller en særdeles vigtig rolle i It.

Stand By Me er i min bog en mesterlig lille film, der fungerer helt perfekt, også selv om skuespillet ikke over hele linjen er det. Wil Wheaton er god nok som Gordie Lachance (vi er i tiden, inden han blev rigtig irriterende som Wesley Crusher i Star Trek: The Next Generation, 1987-1994), mens Corey Feldman leverer sit traditionelle maniske overspil som Teddy Duchamp. Også Jerry O’Connell overspiller en del som den dumme, tykke dreng. Det fantastiske er bare, at det intet betyder, at skuespillet fra de tre ikke altid er i top, for samspillet og kemien mellem dem fungerer så godt, at man tror på dem som personer.

Endelig har vi River Phoenix, som leverer en fremragende præstation som Chris Chambers. Phoenix’ tragiske død som blot 23-årig i 1993 giver et ekstra trist perspektiv til Stand By Me, da det netop er nyheden om Chris’ død, der får den voksne Gordie til at tænke tilbage på sommeren 1959.

I de mindre roller gør både John Cusack og Kiefer Sutherland det fint. Cusack (der siden skulle spille hovedrollen i en anden Stephen King-filmatisering, nemlig 1408 fra 2007) er sit sædvanlige sympatiske jeg som Gordies storebror Denny, mens Kiefer Sutherland som bøllen Ace Merrill mere eller mindre spiller den samme rolle som i The Lost Boys fra året efter (en film Corey Feldman i øvrigt også er med i).

I Merrills slæng møder vi mindre kendte skuespillere, men én er dog værd at nævne af kuriositetsårsager, og det er Casey Siemaszko, der spiller Verns storebror Billy. Stand By Me var nemlig ikke den første film, hvor Siemaszko spillede en 1950’er-hangaround til en større bølle: Han var fyren med 3D-brillerne i Biffs slæng i Back to the Future (1985) – en rolle han gentog i Back to the Future Part II (1989). I øvrigt skulle Siemaszko senere medvirke i Young Guns (1988) sammen med Kiefer Sutherland.

Varm, nostalgisk og bittersød

Rob Reiner hiver måske ikke mesterlige præstationer ud af alle sine medvirkende, men dels fungerer de fire hovedpersoner fint sammen som en gruppe, dels udfylder de øvrige medvirkende deres roller præcist efter bogen. Og så er det egentlig ligegyldigt at flere af dem er de rene stereotyper, f.eks. Ace Merrill og hans slæng, der er rene 1950’er-hot-rod-klichéer.

Stemningen i Stand By Me er varm, nostalgisk og bittersød, hvilket ikke kun er manuskriptets og skuespillernes fortjeneste, men også fordi filmen ser godt ud uden på noget tidspunkt at blive visuelt decideret pragende – helt i overensstemmelse med historiens ånd er filmen visuelt og stemningsmæssigt jordbundet, hvilket på én eller anden måde hjælper til at få publikum til at opleve filmen fra børnenes perspektiv.

Endelig må det siges, at Stand By Me har en perfekt spilletid, og her er det helt sikkert manuskriptforfatternes fortjeneste, at de ikke forsøger at malke materialet mere, end det kan holde til. Stand By Me er blot 88 minutter lang, og det er endda inklusive en lille film i filmen, der foregår som en ”filmatisering” af en historie, Gordie om aftenen fortæller vennerne omkring lejrbålet.

Nostalgi på den gode måde

Stand By Me får mig til at tænke tilbage på min egen barndoms somre med den voksnes let forvrængede og nostalgiske blik, der ofte får forgangne år til at virke som bedre og lettere tider, selv om man med intellektet godt ved, at tingene ikke altid var badet i det gyldne lys, minderne ofte antager.

Men det er netop også ét af de vigtige temaer i kortromanen, og dermed må man sige, at Rob Reiner og manuskriptforfatterne Raynold Gideon og Bruce A. Evans lykkes til fulde med deres forehavende: At fremkalde en bevidstgjort nostalgi, der får én til at tænke på barne- og voksenlivets forskelle og ligheder på en reflekteret facon.

Som sådan indtager Stand By Me også en fin plads i den særlige amerikanske genre, som 1950’er-nostalgi er blevet, og som f.eks. Back to the Future også hører til. Men hvor Back to the Future er en mere ublu hyldest til 1950’erne, er Stand By Me en mere nuanceret størrelse, og det er romanforlæggets fortjeneste.

Meget ofte, når man ser en film, der virkelig rører én og får tårerne frem i øjenkrogene, har man en nagende fornemmelse af at være blevet godt og grundigt manipuleret med af et stykke vellavet følelsesporno. Den fornemmelse har jeg aldrig, når jeg har set Stand By Me, også selv om den rører mig dybt. Det er måske i virkeligheden den største ros, jeg kan give Rob Reiners film.

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Stikord: 1950’erne, Filmatisering, Stephen King