Planet Pulp

Med Spurvehøgens tredje bind er seriens univers og persongalleri ved at være på plads. Det er derfor også kun kendte ansigter, vi møder i albummet Majstangen. Det giver pote, for den stemning og det miljø, seriens skabere brugte de to første bind til at introducere, begynder nu for alvor at stå levende frem.

Ni liv

Vi kommer ind i historien sidst i april. Minsandten om det ikke er selveste oprøreren Spurvehøgens hængning, der indleder ballet. Den fedladne grev Thibaud de Bruantfou har indfanget den mand, han mener, må være den maskerede hævner.

Det er der nu flere blandt tilskuerne til hængningen, som ikke helt tror på. Knap dingler den ulykkelige delinkvent i galgen, før Spurvehøgen toner frem og gør kort proces med bødlen og dennes håndlangere. Spurvehøgen lever naturligvis, for som den gamle heks, djævlekone eller skæbnenorne – kald hende hvad du vil – har sagt gennem de tidligere bind, så har han ni liv, og dem har vores helt bestemt ikke opbrugt endnu.

Gamle sår

To af tilskuerne til hængningen er det unge søskendepar Ariane og Guillaume De Troil. Ariane er stadig lige så forelsket i den maskerede Spurvehøg, som hun har været tidligere. Hun er derfor ganske sikker på, at det ikke er den rigtige, som greven hænger, men en stille frygt nager hende dog stadig. Ariane sygner derfor deprimeret hen, hvilket ikke kan undgå hendes fader baron De Troils opmærksomhed.

Da han begynder at undersøge sagen, navnlig med hjælp fra Guillaume, går det op for den gamle baron, hvordan sagerne hænger sammen. Hans datter har et forhold til Spurvehøgen, og pludseligt står det klart for baronen – mon ikke Spurvehøgen er identisk med hans bandlyste bror Gabriel? Det sætter han sig for at undersøge, og dermed åbner Baron De Troil gamle sår, der aldrig helt er lægt.

En lugt af oprør

Som sædvanlig følger handlingen flere spor, og mens familien De Troil har problemet med Spurvehøgen uden for Paris, følger vi også hoffet på Louvre. Henrik d. 4, Frankrigs konge, er alt andet end lykkelig. Der hænger en lugt af oprør i luften, og majestæten bliver presset fra alle sider. Huguenotterne står magtfuldt, og alliancen mellem lutheranere og calvinister mod nord udgør en destabiliserende faktor.

Samtidig har det spanske hof et horn i siden på kongen, og den katolske sammenslutning, anført af paven i Rom, har også antydet sin utilfredshed. Indtil nu har den franske konge kunnet navigere rundt mellem disse magtblokke, og spillet dem ud mod hinanden, men alt for mange broer er blevet brændt, og tiderne skifter. Hoffet på Louvre emmer af intriger, og kongens fedladne dronning synes at være en af de værste. Hendes italienske loyaliteter begynder at koste kongen dyrt, og hvis freden skal opretholdes, må han indløse dyre ofre.

Skæbnesvangert symbol

Det er i denne betændte stemning, vi kommer ind i Louvres sale. Her spiller den gamle heks atter et kort ind i handlingen, for da vagtkaptajn Germain Grandpin – som vi kender fra seriens første bind – møder konen under en natlig vandring gennem Paris, fortæller hun ham, at han skal komme til at rede kongens liv, men at det i sidste ende vil komme til at koste ham dyrt.

Grandpin forstår naturligvis ikke hvad det er, konen fortæller ham, men han forundres snart. Det viser sig nemlig, at han ved tilfældighedernes spil befinder sig i Louvres store køkken, da kongen netop vælger at besøge det. Her afværger Grandpin et attentat mod majestæten, da en af kokkene med ét springer frem med en kødøkse og angriber. Det resulterer i, at Grandpin bliver udnævnt til kongens øverste livvagt. Sådan kan det gå, og han glemmer hurtigt den gamle heks’ advarsler.

Imens dette står på, rejses en stor majstage i slottets gårdsplads. Et symbol på lykke og held i det nye år. Desværre er det blevet kongen forudsagt, at majstagen vil bære bitterfrugt i år. Træet der egentlig burde være et livstræ, står derfor som et skæbnesvangert symbol. Denne symbolik følges videre tilbage til De Troils godser, hvor den gamle baron drager ud til et gammelt skjul, som kun han og Gabriel kendte til: et stort træ midt inde i skoven. Her får også han mulighed for at smage de bitre frugter, som livstræet bærer dette forår.

Vinder momentum

Majstangen folder sig for alvor ud i de teatralske elementer, der er blevet introduceret i løbet af de to tidligere bind. Historien bliver udvidet, og nye lag bliver påført, men serien har nu fundet sin form. Karaktererne er etableret, settingen fuldt formuleret, og idéen om den omvandrende heks, der med sine alvidende kommentarer sætter skub i begivenhederne, er nu så godt integreret, at man slet ikke spekulerer nærmere over dette overnaturlige metaelement.

Det skæbnetunge anstrøg, som har ligget i luften hele tiden, synes at blive stærkere i Majstangen. Efter seriens første tre albums er gennemlæst, virker det i hvert fald mindre sandsynligt, at det er en lykkelig udgang, der venter for persongalleriet i sidste ende.

Det er med Spurvehøgens tredje bind, at serien for alvor vinder momentum. Det synes at være i denne del, at historien folder sig ud, og med al tydelighed tegner det net af skæbnetråde, der holder det hele samlet. Den intrigante handling blandet med vold og lummerhed bliver kun bedre og bedre. Det samme gør illustrationerne, så der burde ikke være nogen tvivl om, at Patrick Cothias’ og André Juillards politiske serie om værdier, følelser og menneskelig dumhed fortsat er af meget, meget høj kvalitet.

Anmeldt i nr. 20 | 13/06/2007

Stikord: 1600-tallet