Året er 1601. Vi befinder os i et udmagret Frankrig, pint af krig og modgang. Kongen hedder Henrik d. 4., og social uro ulmer i alle landets afkroge. En sen eftermiddag først på vinteren løber en ung kvinde gennem sneen. Hun er på flugt fra mænd med hunde, og kvinden er tydeligvis med barn.
Langt kommer hun ikke, for da kvinden krydser en tilfrossen sø, brister isen pludseligt under hende. Det lykkes hende kun lige akkurat at trække sig i land, men da sætter veerne ind og den stakkels kvinde må føde sin datter i det fri.
Hun dør af dette, og mændene der jagtede hende, finder først hendes lig den følgende morgen. Hun fødte en datter, der får navnet Ariane de Troil. Samme nat som Ariane bliver født, nedkommer dronningen af Frankrig med landets kronprins, der døbes Louis. Han skal senere blive Louis d. 13. Der er omvæltninger i luften.
Her springer handlingen otte år frem til år 1609. Situationen har ikke ændret sig meget i Frankrig, men på den egn hvor Ariane vokser op, begynder en mystisk maskeret mand at husere. Han kæmper for bøndernes rettigheder, og konfronterer adelen med landets store sociale uretfærdighed.
Mandens identitet kendes ikke, men bønderne på egnen kalder ham Spurvehøgen, da en sådan fugl altid kredser på himlen, højt over hans hoved. Naturligvis er de adelige alt andet end begejstrede for denne maskerede opkomlings provokationer, og da han griber prædikestolen i den store købstadskirke, bliver det for meget.
Der udloves en dusør på hans hoved, og en menneskejagt bliver indledt. At det imidlertid ikke er let at indfange en spurvehøg, får vi allerede bevis for i kirken. Med kårde i den ene hånd og stiletkniv i den anden, nedkæmper den maskerede frihedskæmper talrige fjender før han undslipper gennem et vindue.
Hvem denne Spurvehøg er, får vi ikke forklaret, men for os læsere er der nu ikke så meget tvivl. Spurvehøgen kan ikke være andre end Ariane De Troils far; en mand der bedrog sin egen bror ved at ligge i med hans kone. I hvert fald forlod denne bror baroniet efter den unge kvindes lig blev fundet, og mødte her muligvis Djævlen selv, da han var sunket ned i den dybeste melankoli.
Det er mere eller mindre handlingen i det første bind af Patrick Cothias’ og André Juillards fabelagtige serie Spurvehøgen, hvis første bind udkom tilbage i 1983 og på dansk året efter. Hele serien blev syv bind lang, og fortæller i store træk en historie om social uretfærdighed, vilje til modstand og heltemod.
Inspirationen kommer helt klart fra figurer som Zorro, Robin Hood og Den Røde Pimpernel, men Spurvehøgen er meget mere end letbenet underholdning.
Den lægger allerede i første bind en tungsindig stemning for dagen, der krydres med mytologiske eller overnaturlige elementer. Spurvehøgen er nemlig ingen almindelig helt, men snarere et værktøj for højere magter. Om det er Gud eller Djævlen, den maskerede helt går i tjeneste hos, ved vi ikke, men en gammel blind kælling følger ham omkring, og hun ved tilsyneladende alt.
Som en skæbnenorne udlægger hun albummets begivenheder for os, og antyder den indviklede histories dimensioner. Skæbner væves sammen, og vidt forskellige episoder afspejler den virkelighed, som vores hovedpersoner bevæger sig omkring i, set fra begge sider af samfundets yderpunkter.
Selve inspirationen til serien er formodentlig kommet fra forfatterparrets tidligere serie, Røde Maske eller Masquerouge fra 1979. Her var helten ikke helt ulig Spurvehøgen, men den maskerede helt var langt mere munter og i Alexandre Dumas’ ånd om man vil.
Kvalitativt lever Røde Maske dog næsten op til Spurvehøgen, men det er tydeligt at André Juillard er blevet en mere sikker tegner. At han fortsat udvikler sig og bliver bedre illustreres i øvrigt med al tydelighed i den smukke, men mindre vellykkede, serie Ariane fra 1995, der er en fortsættelse af Spurvehøgen.
Persongalleriet er allerede omfattende i seriens første bind, og faktisk bruges det meste af albummet på at introducere de karakterer, der senere skal komme til at betyde så meget. I centrum har vi dog den unge Ariane, der forelsker sig hovedkulds i Spurvehøgen.
Helten selv, hvis man da kan kalde ham det, ved vi ikke noget om, og han forekommer endnu mere blottet for personlighed end selv de fladeste af Marvels kappeklædte hævnere. Dette er dog helt bevidst, for Spurvehøgen er ikke længere et menneske i egentlig forstand. Han er blevet historiens redskab; den drivkraft, der symboliserer tidens tand og livets omskiftelighed.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at Spurvehøgen er en stort anlagt serie, der gerne vil fortælle en historie med indhold og pondus. Der er da vitterligt også litterære kvaliteter i serien, men dertil kommer de forbistret veltilrettelagte kampsekvenser, som der er en del af. Her flyder det med blod, og sjældent har man set kården gengivet som et så modbydeligt våben.
Det bringer os videre til selve tegningerne, der er noget af det bedste den europæiske tegneserieskole har kunnet mønstre overhovedet. Det er André Juillard der står for den del af arbejdet, og det gør han til perfektion. Han læner sig tydeligvis op ad Hergés tilgang, men driver naturalismen og den pinagtige præcision meget længere.
Det er en fryd at se Juillards bygninger, der er minutiøse studier i det sene 1500-tals arkitektur. Her er virkelig noget for den historisk interesserede, og tilmed er hans persongengivelser også ganske fremragende. Det er klassisk fransk-belgisk tegnearbejde når det er bedst.
Spurvehøgens store styrke ligger i kombinationen af den gravalvorlige historie, der krydres af et komplet vanvittigt persongalleri. Adelen er dekadent udi det groteske, og pøblen er så pøbelagtige, at man tror det er løgn. Blod og sex er der masser af, og begge dele bliver udpenslet ganske grafisk.
Det skal dog indskydes, at dette ikke er så udtalt i det første album, da der som sagt bruges meget tid på at introducere seriens persongalleri. Det kommer dog i den grad senere, så man har noget at se frem til.
En anden vigtig side af serien er selve den maskerede helt, som let kunne være gået hen og blevet en klassisk gavtyv med kårde. Det er han imidlertid ikke. Spurvehøgen er en tragisk skikkelse, der nærmere vækker medlidenhed end kæk indlevelse.
Det er lidt af en genistreg som seriens to skabere har formået, idet de har taget en klassisk figur og vendt den på hovedet. Spurvehøgen gør således alt det vi har set Zorro og Robin Hood gøre, men i Spurvehøgens udgave af denne heltetype sammenblandes godt og ondt til en grålig tone.
Skal man søge paralleller er det ikke helt let, for der findes faktisk ikke ret meget der minder om Patrick Cothias’ og André Juillards serie. Spurvehøgen er dog åndeligt beslægtet med den fabelagtige franske serie Tusmørkets Kammerater (Les Compagnons du Crépuscule) fra 1984 eller den ligeledes franske serie Heksens Mærke (La Marque dela Sorciére), der også begyndte at udkomme i ’84.
Alle disse serier har en fælles, dyster-poetisk nerve, samt en meget snavset og rustik tilgang til fortiden. Tilmed har Spurvehøgen og Heksens Mærke begge alvorlige politiske budskaber, der vil mere end bare at underholde.
Spurvehøgen er en af de helt store klassikere i den europæiske tegneserieskat, og det første bind i serien løfter kun en flig af det fabelagtige univers, som gradvist udfolder sig i løbet af de senere bind. Det første album bærer således meget præg af at være en indledning, men det er ingen dårlig ting, for det er en indledning til noget stort. Kender du ikke Spurvehøgen, men har smag for blod, sex og mudder, er dette helt sikkert en serie for dig.
Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006
Stikord: 1600-tallet
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
Korruptere strømere, uretfærdighed, en amerikanske lilleby OG en helt der hæver sig over loven. Velkommen…
Der er intet nyt under solen i John Barrys tilgang til musikken i Indecent Proposal,…
Bogen om den meget udskældte Batman-film er ikke et makværk som filmen, den omhandler. Men…
Tim Burtons event-udstilling Tim Burton's Labyrinth er en stor oplevelse, hvor man får den komplette…
