Planet Pulp

Lad os begynde med begyndelsen. Hvis du har været ung i 80’erne og set din del af VHS-film, eller senere har fået interesse for horrorfilm fra 70’erne og 80’erne, så er du nok stødt på et engelsk filmdistributionsselskab der hed VIPCO (Video Instant Picture Company).

De blev kendt som firmaet, der sendte de såkaldte Video Nasties på markedet. Video Nasties er et engelsk fænomen, hvor en lang række filmtitler blev forbudt og/eller skamklippet i England.

Man var af den opfattelse, at film som The Driller Killer (1979), Cannibal Holocaust (1980), Day of the Woman (også kendt som I Spit on your Grave) (1978) og Zombi 2 (også kendt som Zombie Flesh Eaters) (1979) ville ødelægge ungdommen og sende en hel generation af børn ud på gader med knive, økser og morderiske tanker.

Den periode er der skrevet mange bøger om, og der er også lavet en række meget fine dokumentarer. Skulle du ønske at dykke ned i dem, så se for eksempel den todelte dokumentar Video Nasties: Moral Panic, Censorship & Videotape (2010) og Video Nasties: Draconian Days (2014), eller læs en bog som The Art of the Nasty af Nigel Wingrove (som blandt andet også er skaberen af filmselskabet Redemption, der netop udmærker sig ved at udsende ældre horrorfilm).

Forretningsmand, men ikke filmmand

VIPCO blev skabt i 1979 og ledet af en mand ved navn Michael Lee. Selskabet udsendte som nævnt tonsvis af horrorfilm i 80’erne. Først på VHS, hvor titlen The Driller Killer nok var en af dem, som var med til at skabe begrebet Video Nasties – ikke mindst fordi coverbilledet på VHS-æsken viste en mand, der fik et bor boret ned i panden, mens blodet fossede ud.

Michael Lee interesserede sig ikke specielt meget for horrorfilm, men han var en dygtig forretningsmand, og han kunne se, der var mange penge i at gøre dem tilgængelige til det brede publikum via det nye medie – hjemmevideoen.

I 1984 var Michael kommet så langt, at han tænkte, det var på tide at lave en film selv. Han ville producere en horrorfilm. Det var nok ikke den bedste idé – for han anede intet om at lave film.

Der blev hyret et hold unge og dygtige mennesker til at sikre, at filmen kom på skærmen. De unge instruktører Thomas Doran og Bredan Faulkner blev sat på opgaven, og sammen med Frank M. Farel blev der skrevet et manuskript, som omhandlede et forladt hus, hvor en flok unge dukker op og bliver slagtet af monstre.

Dygtige folk bag kameraet

Der var masser af praktiske monstereffekter, lavet af John Dods, der også var manden bag effekterne i film som Nightbeast (1982), The Deadly Spawn (1983), Poltergeist III (1988) og Ghostbusters II (1989).

Effekterne blev til i samarbejde med Ken Brilliant, der nok er mere kendt for sit arbejde på film som Batman Returns (1992), Interview with the Vampire (1994) og The Lost World: Jurassic Park (1997).

Der var også en tryllekunster på makeupsiden i form af Jennifer Aspinall, som siden vandt en Emmy for sit arbejde på TV-serien MADtv i 2009, og hvis arbejde du også kan nyde i film som Erin Brockovich (2000), Gone in 60 seconds (2000), Mulholland Dr. (2001), Panic Room (2002), Star Trek (2009), Guardians of the Galaxy (2014) osv.

En helt ny film

Filmen blev skudt, men da Michael Lee så et råklip af filmen, som på det tidspunkt hed Twisted Souls, blev han skuffet. Han mente ikke, den ville sælge billetter. Så han fik fat i en ny instruktør, der også kunne klippe.

Det blev Genie Joseph, en ung og uprøvet instruktør, som tydeligvis ikke helt vidste, hvad hun havde fat i, men hun fulgte Michaels idéer.

Så filmen blev totalt klippet om. Der blev skrevet en ny historie og skudt en masse nye scener med helt nye karakterer. De oprindelige skuespillere og crew, inklusive de oprindelige instruktører og den oprindelige klipper forlod filmen, og har siden ikke haft noget med den at gøre. De forsøgte at få fat i det oprindelige råklip, således at de kunne lave den oprindelige film, men forgæves.

Den nye film fik tilført en helt ny overordnet historie og en ny start og slutning. Da filmen blev omklippet, skabte det en masse forvirring, da nogle af scenerne slet ikke passer sammen, og der mangler desuden en række special effects, som skulle have været indsat i post production. Det skete aldrig.

Så når du for eksempel ser et par af de unge stå uden foran huset og lave mærkelige undvigebevægelser, så er det fordi, der skulle have været ånder, der fløj rundt om dem – de kom aldrig med.

Masser af monstre

Den nye film handler om en mystisk gammel mand, Kreon, som har brug for unge sjæle for at vække sin døde kone til live. Han lokker en ung dreng ind i huset under påskud af, at der er en surprise-fødselsdagsfest for ham, men han ender med at blive dræbt af et mærkeligt kattemenneske (det var ikke en del af den oprindelige film).

Så ankommer to biler fyldt med unge mennesker – på jagt efter en fest. De mener, huset passer fint til den opgave, og ind går de. Men de kommer aldrig ud, for huset er fyldt med monstre, der fremmanes fra et Ouijabræt.

Der er både små reptildæmoner, et fiskevæsen med strømførende tentakler, en edderkoppekvinde og ikke mindst nogle muddervæsner (det var den oprindelige film). De skulle være uhyggelige, men producenten Michael Lee syntes, det kunne være sjovt at tilføje en masse pruttelyde, som kom, når væsnerne bevægede sig.

Det meste af filmen handler om gruppens forgæves forsøg på at undslippe, og til sidst ender det hele med, at Kreons brud flygter, men forfølges af zombier fra den omkringliggende kirkegård – en lang jagt. Og filmen slutter som en 80’er-gyserfilm skal – med en åben slutning. Det var heller ikke en del af den oprindelige film.

Flop og kult

Filmen floppede. Både som biograffilm og på VHS – i starten. For siden har filmen fået et kultfølge og er i dag voldsomt populær som en B-horrorfilm fra de glade 80’ere.

Der er ligeledes lavet dokumentarfilm og skrevet bøger om tilblivelsen. Lidt ligesom det skete med en anden mystisk film, The Island of Dr. Moreau (1996), som led lidt samme skæbne, men på et højere budget og med mere kendte skuespillere som Marlon Brando og Val Kilmer. Sjovt nok var special effects-manden Ken Brillant fra Spookies også med på den.

Filmen vinder på sine monstereffekter – de er for det meste ret flotte og godt lavet. Desværre er filmen rodet klippet sammen, og det ses tydeligt, at der flere forskellige folk ind over.

Jeg ville elske at se den film, der oprindeligt var tænkt lavet. Det kunne have været sjovt, men det endelige produkt kan i bedste fald give et par små fnis i ny og næ. I stedet er det historien bag det hele, der er interessant.

Anmeldt i nr. 182 | 13/12/2020