Planet Pulp

Species tager sin begyndelse i et tophemmeligt militærlaboratorium. Efter forteksterne har vi fået fortalt, at SETI-projektet siden 1970’erne har lyttet efter radiosignaler fra det ydre rum, men det er indtil videre det eneste, der antyder, at noget ekstraterrestrisk skal til at finde sted.

I laboratoriet opbevares en lille pige på omkring de 12 år i et glasbur. En flok videnskabsfolk render rundt i hvide dragter og åndedrætsværn udenfor glasburet, og har meget travlt. I et ekstra afsondret område står tre skumle personer og kigger på det hele. Den ene af dem er Ben Kingsleys karakter Xavier Fitch, som vi senere finder ud af, er lederen af projektet.

Et par videnskabsmænd kommer med to gasflasker med cyanid, som de slutter til gasburet, og med en tåre i øjnene nikker Fitch til dem: ja, I skal gasse den lille pige.

Ingen almindelig pige

Inden længe er tøsen dog hoppet ud gennem glasset, og flygter fra laboratoriet, jaget af soldater med hunde og helikoptere. Det lykkes hende at hoppe ombord på et tog, hvor hun snart dræber en vagabond, der kommer hende lidt for nært. Ok – pigen er stærk. Måske er hun faktisk ikke en helt almindelig pige.

Det får vi snart vished for, da Fitch indkalder en række vidt forskellige personer. De skal danne en specialgruppe, der under Fitchs ledelse, kan opspore og uskadeliggøre pigen, inden noget går helt galt.

Pigen, kaldet Sil, er nemlig ikke en normal lille pige. Fitch forklarer sin task force, hvordan hun er et genetisk eksperiment; et resultat af, at SETI-programmet rent faktisk har modtaget et radiosignal fra det ydre rum. Eller rettere to signaler. Det ene indeholdt en særdeles nyttig opskrift på gratis, grøn energi. Den anden indeholdt en genetisk kode og vejledning i, hvordan man klonede denne genkode med menneskelig DNA.

Curiosity killed the cat, som man siger, men videnskabsfolk kan jo ikke nære sig, så de startede et program, der resulterede i Sil. Hendes 12-årige skikkelse er kun nogle få måneder gammel, for lige siden befrugtningen er hun vokset med kolossal fart. Videnskabsmændene fik imidlertid kolde fødder, da de observerede en ildevarslende ting, mens Sil sov: “noget” så ud til at bevæge sig under hendes hud.

Det efterfølgende forsøg på at “afslutte” eksperimentet gik som bekendt galt, og nu vil Fitch gerne have fundet og dræbt Sil, før hun kan anrette skade.

Specialstyrke

De indkaldte eksperter er dels Preston Lennox (Michael Madsen), der beskriver sig selv som en person, der løser regeringens problemer på freelance-basis. Hyggelig fyr. Derudover er det Laura Baker (Marg Helgenberger), der er molekylærbiolog; Stephen Arden (Alfred Molina), der er antropolog, og endelig Dan Smithson (Forest Whitaker), der er synsk. Det lykkes for dem at spore Sil til Los Angeles, hvor resten af filmen foregår. Her forsøger gruppen at opspore Sil, mens de også forsøger at finde ud af, hvad det egentlig er, hun er ude på.

I mellemtiden har Sil vokset sig stor. She’s filled out, som man siger, og er blevet til den meget, meget nydelige Natasha Henstridge. Hun er ude på at finde sig en mage, som hun kan parre sig med, og det får vi pædagogisk nok at vide, vil være en skidt ting for menneskeheden.

Hun kan nemlig formskifte til et særdeles brutalt rumvæsen – designet af den schweiziske kunstner H.R. Giger, som genrefans vil vide også var manden, der stod bag det originale design af rumvæsnet i Alien (1979).

Halvnøgen Henstridge

Fra ankomsten til Los Angeles kører filmen i to spor: vi følger dels indsatsgruppens efterforskningsarbejde, dels Sils forsøg på at skaffe sig en mand. Den ene del er moderat underholdende, mens den anden er en del sjovere. Det er der to årsager til. For det første giver Sils forsøg på at finde en parringsværdig mand manuskriptforfatteren Dennis Feldman lejlighed til at komme med nogle morsomme stikpiller til nattelivet og mandlige reaktioner på kvindelig seksuel aggression. For det andet betyder det, at seerne adskillige gange får lejlighed til at se Henstridge smide tøjet – dog holdes kameraet anstændigt over hoftehøjde – og det er bestemt ikke nogen ringe ting.

Desværre er filmens andet spor ikke nær så underholdende. Det glimrende cast har ikke meget at arbejde med i deres roller, som de desuden er typecastede ind i. Michael Madsen som den hårdkogte, men charmerende, freelance-agent kunne spille rollen i søvne, og ser ærlig talt heller ikke ud som om, han har fundet den særlig udfordrende. Forest Whitaker er også stereotyp som den følsomme “empat”, og Marg Helgenberger er meget anonym som videnskabskvinden (men rollen må have været fin øvelse forud for hendes senere rolle i CSI). Alfred Molina er den, der lyser mest op som den nørdede antropolog, der gerne vil score Helgenbergers karakter, men ikke har held med det. Og da han endelig scorer – eller rettere bliver scoret – viser det sig desværre at være den helt forkerte kvinde. Sidst må også Ben Kingsley nævnes for sin udpræget træmandsagtige indsats i rollen som Xavier Fitch (og hvorfor skal videnskabsfolk i genrefilm altid have mærkelige navne?).

Uspændende afslutning

Skylden for de uinspirerede roller hviler naturligvis på manuskriptforfatteren Dennis Feldmans skuldre, for hvis denne del af filmen havde været mere solid, kunne Species faktisk være gået hen og blevet en virkelig solid science fiction-thriller/gyser. Før Species havde Feldman heller ikke gjort sig meget i rendyrkede genrefilm. Han skrev The Golden Child (1986), som på trods af genreelementer jo hovedsageligt er en komedie, og det samme gælder Real Men (med bl.a. James Belushi) fra 1987. Det var i øvrigt hans sidste manuskript, før Species, så måske var han bare lidt rusten, da han sætte sig foran skrivemaskinen igen.

Det kan man desværre mærke, men måske ville man faktisk have accepteret de papagtige karakterer, hvis ikke filmens sidste kvarter havde været en konsekvent uspændende suspense- og actionsekvens, hvor indsatsgruppen jager Sil i kloakkerne under Los Angeles. Her er vi klart på Alien-territorium – som om det ikke var nok med Gigers involvering, så er de klaustrofobiske kloakker taget ud af Alien, og når Sil gemmer sig i vandet i kloakken, er vi i Aliens (1986). Roger Donaldson kunne dog også have gjort sit til at gøre filmens afslutning mere spændende, men både instruktion og klipning er ikke befordrende for stemningen. Det er heller ikke de dårlige CGI-effekter, der desværre præger denne del af filmen, hvor vi også ser Gigers rumvæsen lidt for tydeligt. Tidligere i filmen havde Sils alien-form primært været set i glimt, men her får vi monstret at se up front, og det virker desværre ikke godt. Faktisk bliver det næsten lidt ufrivilligt komisk.

Det er superærgerligt, at Species halter så meget i manuskriptafdelingen, som den gør, for det grundlæggende koncept med de “tilsendte” genkoder, som videnskabsmændene selvfølgelig skal afprøve, er ganske glimrende. Det minder i høj grad om konceptet fra Contact (roman 1985, film 1997). Det er da også svært at tro, at Feldman ikke skulle have fået sin oprindelige idé fra Carl Sagans roman. Konceptet med en sammensat gruppe af videnskabsfolk, der bliver sat til at opspore Sil, er også fin nok i sig selv, men som nævnt forbliver rollerne desværre stereotyper, og værst af alt får man aldrig rigtig fornemmelsen af, at alle gruppens medlemmer får lejlighed til at brillere med hver deres specialevne. Her ligger fokus helt klart på Michael Madsens og Forest Whitakers roller.

Erotisk undertone

En ting, som Species dog må roses for, er dens særegne erotiske undertone, der naturligvis kommer sig af, at Sil udelukkende er ude på at formere sig. Ud over at det betyder, at også er noget for husarerne, så giver det hele filmen et lettere usædvanligt twist, netop fordi det sætter fokus på kvinder i den seksuelt aggressive rolle. Det er noget, man relativt sjældent ser, og i genrefilm er det uhyre sjældent – her er rollen som aggressor sædvanligvis forbeholdt manden, uanset om det er en liderlig teenager, der vil bolle kæresten inden Jason dukker op, eller en skurk i én af tidens så populære torture porn-gysere. Det er som sagt også dette element, der giver Dennis Feldman lejlighed til nogle satiriske kommentarer indimellem – som f.eks. en scene i en natklub, hvor en anden kvinde er på vej til at stikke af med den mand, Sil har udset sig. Da kvinden går på toilet og koket konstaterer, at “I krig og kærlighed gælder alle kneb”, tager Sil ordsproget til sig, går ind på herretoilettet ved siden af, og river kvindens rygsøjle ud gennem bagvæggen, mens hun sidder på lokummet. “He’s not your boyfriend, he’s mine”, lyder en linje i en meget spillet popsang for tiden, og her får vi syn for sagn på den hårde måde!

Desværre fiser det hele ud i ligegyldig action, og denne del af filmen er dér, hvor seerens tålmodighed slutter. Hvis slutningen havde været lidt mere opfindsom havde man godt kunnet acceptere den manglende dynamik i jægergruppen, og stillet sig tilfreds med den moderate underholdningsværdi i disse scener, og den noget højere underholdningsværdi i scenerne med Sil. Den usubtile og dybt uoriginale afslutning er det, der får bægeret til at flyde over, og er med til at trække helhedsindtrykket af Species en hel del ned, på trods af, at man sådan set er godt nok underholdt det meste af tiden.

At kalde Species en decideret ringe film vil være forkert, men den ligger og balancerer faretruende på grænsen til at blive det. Den ender som en middelmådigt underholdende science fiction-thriller/gyser, der havde potentiale til mere, og som med en bedre manuskriptforfatter også kunne have været det. Species er fin underholdning til en søndag på sofaen, men ikke en film, man skal sætte himmel og jord i bevægelse for at se.

Anmeldt i nr. 33 | 13/07/2008

Stikord: Alien Invasion, Rumvæsner, Telepati