Planet Pulp

Bølgen af genindspilninger af gamle gyserfilm ser ikke ud til at tage nogen ende. De store værker som Halloween (1978), Friday the 13th (1980) og The Texas Chainsaw Massacre (1974) er allerede blevet kørt igennem den store Hollywoodmaskine og blevet shinet up til et nyt og yngre publikum.

Og det er åbenbart med stor succes, må man sige, for producenterne i Hollywood er nu begyndt at tage mere eller mindre ukendte film op og give dem et make-over. Dette har resulteret i blandt andet Prom Night (2008), April Fools Day (2008), My Bloody Valentine (2009), Black Christmas (2006) og nu også Sorority Row.

Udmærket underholdning i sommervarmen

Fælles for de fleste af disse film er, at de ofte mangler ånden og rygraden som de originale film havde, da de ofte bare er en nem måde for producenterne at smide en billig film på markedet på. Derfor ender mange af genindspilningerne i den dårlige ende af skalaen og er hurtigt glemt igen – se bare på Rupert Wainwrights forfærdelige genindspilning af John Carpenters The Fog, som de fleste af os helt bare ser tiet ihjel.

Men med det sagt er der jo også nogle remakes, som er ganske underholdende og ændrer filmene til noget nyt, som f.eks. Alexandre Ajas The Hills Have Eyes (2006), der har taget forlægget og ændret en del på det, så vi får noget nyt i stedet for en genindspilning, der ligner originalen på en prik.

Med Sorority Row har vi med et remake, der ligger sig nogenlunde i midten af skalaen, men som tipper imod den svagere ende på grund af for lidt originalitet. Dette gør, at filmen ikke er et must-see for slasherfans, men den fungerer ganske udmærket som simpel underholdning i sommervarmen og kan godt tåle et gennemsyn eller to.

I Know What You Did At The Party

Historien er nærmest pinlig simpel og spiller på stort set alle de klichéer, vi kender fra gyserfilm. Selv hvis man ikke er den store slasherfan, vil man uden tvivl finde det hele meget bekendt. Meget belejligt starter filmen med en fest på et kvindeligt kollegium, hvor en lille gruppe af de kvindelige studerende laver en spøg med én af deres veninders kæreste. Spøgen ender dog galt, og en af kvinderne dør, da kæresten dolker hende i brystet med et dækjern!

Efter en stor debat omkring, hvad der skal gøres, beslutter de fem piger og kæresten (nogle mere uvillige end andre) sig for at smide liget ned på bunden af en brønd og aldrig snakke om det igen. Otte måneder senere, lige før pigerne skal holde deres afskedsfest, modtager alle pigerne en skræmmende SMS med et billede af det dækjern, som deres studiekammerat Megan blev myrdet med – og det kommer fra hendes mobil! Er der nogen, som har fundet ud af deres hemmelighed, eller er Megan vendt tilbage fra de døde for at hævne sig på sine mordere?

I starten ignorerer pigerne beskederne og opfatter dem som dårlige jokes fra Megans ekskæreste, der gik psykisk ned efter at have dolket hende ihjel ved et uheld. Men da pigerne én efter én begynder at forsvinde, indser de, at det ikke er en dårlig joke, men skræmmende alvor. Mere vil jeg ikke afsløre her, men har man interesseret sig bare en smule for slasherfilm, vil man nok kunne regne resten af filmens handling ud.

Slavisk efter slasherhåndbogen

Sorority Row er nemlig en gyser, der følger slasherhåndbogen til punkt og prikke – med en maskeret morder, skumle bipersoner, blodige mord samt et persongalleri, vi har set alt for mange gange. Det er dog forfriskende at fokus denne gang ligger på en gruppe af piger i stedet for en den klassiske gruppe af blandede teens, der prøver at komme i bukserne på hinanden. Den overordnede model for historien er set mange gange før, og i de fleste tilfælde virker det jo også på trods af filmenes mangel på originalitet – og det er faktisk også tilfældet langt hen af vejen med Hendlers Sorority Row.

Er man med på spøgen og smider alle forventninger over bord allerede fra starten, er Sorority Row ganske underholdende, om end ikke særlig skræmmende. Undervejs pifter Hendler lidt op i sagerne og giver de ellers så uoriginale idéer og plots en lidt anden drejning end hvad, man ellers er vant til. Disse nye ting er med til at hæve filmen et godt stykke over alt det andet remake-affald, man bliver spist af med for tiden, men som tiden går, begynder det hele desværre at falde fra hinanden.

Tumpet afslutning

Uden at røbe morderens identitet kan jeg roligt sige, at det nok er én af de mest platte afsløringer og idéer, jeg har set i en slasherfilm. Det er ikke fordi, man ikke har set det komme, men mere fordi morderens motiv er så tumpet og fyldt med huller, at man til sidst sidder med en tom følelse af at Hendler og hans manuskriptforfattere løb tør for penge, da filmens klimaks skulle skrives.

Det er en skam, for jeg er overbevist om, at filmen ville kunne fungere ganske udmærket, hvis bare slutningen var skruet lidt bedre sammen. Derfor scorer Sorority Row ikke så højt på karakterskalaen, men placerer sig nogenlunde i midten, da den stadig har visse kvaliteter.

I skrivende stund har jeg ikke fået set originalen fra 1983, så jeg kan desværre ikke sammenligne Hendlers remake med originalen eller fortælle noget om, hvad der er at foretrække. Jeg vil gætte på, at originalen er bedre (som de jo normalt altid er), men remaket har sine kvaliteter, og jeg vil ikke tøve med at anbefale den til en sulten slasherfan, der ikke kan få nok.

Slutningen er noget bræk, men kan man se bort fra den, eller er man i godt selskab med sine venner og en stor portion popcorn, fungerer filmen ganske glimrende uden dog at være skræmmende.

Sorority Row er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010

Stikord: Remake, Slasher