Soldier

Soldier starter med en glimrende prolog: Vi er i 1996 og ser, hvorledes et hold babyer udvælges til et hemmeligt militært eksperiment.

I prologen følger vi så det kuld af børn fra de er helt små, til de bliver voksne. De trænes i fysisk kamp, i ikke at udvise følelser og i et være kolde som stål. De perfekte dræbermaskiner, de perfekte soldater, der ALTID adlyder ordrer. De er nærmest som robotter.

Todd er sej, men Caine er sejere!

Den sejeste af dem hedder Todd, og det er selveste Kurt Russell der spiller ham.

Så sker der noget. Vi er fremme i år 2036 ude på et rumskib. Der introduceres et nyt kuld af soldater, der er genetisk modificerede. Så de er ganske meget sejere end Todd og co.

Lederne vil gerne teste de nye soldater. Mod Todd. Todd løber alt, hvad han kan, men det nye kulds sejeste rekrut, Caine, løber hurtigere. Og da vi kommer frem til nærkamp, smadrer Caine Todd og to af de andre “gamle” soldater.

Man tror, at de er døde – og det er to af dem da også. Men Todd, der er som en anden Terminator, er ikke død. Men for at komme af med ligene, smider man dem af på affaldsplaneten Arcadia 234.

Her finder Todd frem til et lille samfund; en lille koloni, der nødlandede på planeten for flere år siden. Her er vi i klassisk postapokalyptisk frontier-land: Et fint lille samfund er kommet frem fra skraldet og ødelæggelsen.

Men Todd kan ikke falde til. Han er som slangen i paradis; en orkan af vold, der truer med at ødelægge ordenen. Ikke fordi Todd er ond, det er han langt fra, men fordi det er den måde, han er “programmeret” på. Han passer ikke ind det sukkersøde lille humanistiske samfund, så han bliver sendt væk.

Helten Todd

Men så viser det sig, at det nye kuld af soldater, som blev introduceret tidligere i filmen, lander på planeten for at øve sig på de lokale. Så nu er det op til Todd at redde dagen OG få hævn over dem, der kasserede ham. Op det lykkes vil jeg ikke røbe her, men vi kan konstatere, at der stadigvæk er brug for den gode gamle actionhelt.

Soldier er en fin lille actionfilm, faktisk en western i fremtidsland. Den tavse soldat/cowboy, som viser sig at være bygget af det stof, der skaber helte.

Filmens indledning er ganske fremragende. Så følger et kitschet og patetisk midterstykke (hvor vi dog kan nyde Connie Nielsen), før vi rammer ind i det herlige actionklimaks; et klimaks der er spækket med actionscener som man lavede dem i “de gode gamle dage”. Ja, en karakter som Rambo har bestemt ikke levet forgæves.

Købt på Statoil i en brandert…

Soldier er en film, jeg har set MANGE gange. Jeg købte den tilbage 1999 i en brandert i Aabenraa. Ja, det var dengang man købte franske hotdogs på vej hjem fra byen på Statoil, hvor de også solgte VHS-film, så jeg har købt en del film på den konto.

Det er ikke nogen fremragende film. Faktisk langt fra. Men den har alligevel altid fascineret mig med sit opkog af et utal af science fiction-film, actionfilm og westerns. Den åbenlyse huggen med arme og ben.

Blade Runner-forbindelsen

En lille sjov ting er koblingen til Blade Runner-universet. Manden der står bag manuskriptet til Soldier er selveste David Webb Peoples, der også var medforfatter til manuskriptet til netop Blade Runner (1982).

De to film foregår i samme univers. F.eks. deltager Todd ved slaget om Tannhäuser Gate. De to film skal på INGEN måder sammenlignes, men det er sjov detalje – man kan også se ting fra Blade Runner blandt skraldet på planeten.

Filmens instruktør er ingen ringere end den ofte ganske ringe Paul W.S. Anderson. Han er manden bag den fremragende Event Horizon (1997), men også manden bag et utal ganske svingende Resident Evil-film.

Med Soldier viser han både sine gode og dårlige sider. Han kan nemlig stå bag ganske fede actionsekvenser, men han kan også kamme over i patos og dårlige effekter.

Actionhelten

Det bedste ved Soldier er Kurt Russell. Han fremstår som en glimrende træactionmand. Da Soldier blev indspillet, var Russell 47 år gammel.

Russells fysik er imponerende i filmen, men man fornemmer også, at kroppen er ved at blive gammel. Det giver noget autenticitet til fortællingen, både visuelt og i forhold til temaet om “den unge mod den gamle soldat”.

Det er den gamle actionhelt, der slår igen. Ham man troede var væk og borte. Ja, vi er naturligvis inde i den helt klassiske del af actionheltemyten, skåret ud i pap. Men det fungerer ganske glimrende på grund af netop Kurt Russell. Den mand har mange evner, og hvis han havde villet, kunne han være blevet alle tiders største actionskuespiller.

Udover at Russells karakter er et levn fra fortiden, så er resten af filmen det på mange måder også. I 1998 var den type af actionfilm, som Soldier repræsenterer, noget der hørte fortiden til. Nærmere bestemt perioden fra 1982-1993, som var den amerikanske actionfilms guldalder. Efter 1993 kom der også glimrende actionfilm, men genren havde forandret sig. Ikke kun i form og indhold, men også i popularitet.

Det er nok også en af forklaringerne på, hvorfor jeg er så glad for Soldier, som jeg er: Den minder mig om en periode i filmhistorien, som er mig meget kær.

Kærlighed i soldatens retning

Alt i alt er Soldier en film, jeg har en ganske stor svaghed for. Det er en film, jeg kan se igen og igen på grund af starten, på grund af Kurt Russell og på grund af den fede slutning. Men også en film fyldt med kitschet dårligdom.

Anmeldt i nr. 181 | 13/11/2020