Planet Pulp

Her på Planet Pulp har vi tidligere anmeldt to af Jonas Wilmanns bøger: Den ujævne og underholdende postapokalyptiske actiongyser The end (2009), og den fremragende og underholdende zombiegyser Mutagen (2011). I kvalitet lægger Smukke Anna sig et sted midt i mellem de to.

Den rådne del af Prag

Vi befinder os i nutidens Prag. Anna lever en kummerlig tilværelse i en af byens fattige dele: ”Anna boede i Prag på den forkerte side af broen, der krydsede den store flod. Først gennem tågen og så ned ad skæve, brolagte gader, der blev smallere og smallere, mørkere og mørkere: Tiggernes Cihelna, de fordømtes rige, hvor rotterne sang i kor, og det vandrende folk hviskede på deres forbudte sprog.”

Anna er roma, bedre kendt som sigøjner, og bor sammen med sin far og andre familiemedlemmer.
Anna er en meget smuk pige, og det går ikke ubemærket hen. Men hendes far forsøger med alle midler at undgå, at Anna falder i kløerne på byens kriminelle. Wilmann formår at skabe troværdige karakterer, og som det uundgåelige nærmer sig, bliver vores sympati for Anna større og større. For naturligvis bliver det ikke ved med at gå godt. Anna bliver udset til at “arbejde” som luder og tages til fange.

Og efter 75 sider tager romanen så en voldsom drejning: Anna flygter og træder ind i en “anden verden”: ”Hendes saglige ro forsvandt, da tågen klarede lidt væk og bød hende synet af en gammel, udmagret mand, der sad i og mediterede ovenpå et lig.” Her møder Anna sit folks fortid og får muligheden for at finde ud af, hvem hun i virkeligheden er.

Blodige detaljer leveres fornemt af Wilmann

Da Anna kommer “tilbage” til Prag har hun kun ét mål: Hævn. I en meget blodig form. Hun allierer sig med den fordrukne og martrede eks-soldat Gregor. Og så begynder et blodigt amokløb, hvor der “klippes” frem og tilbage mellem de to verdener: ”Han holdt hånden op til næsen og blod piblede ud mellem fingrene. Det ramte gulvtæppet og forsvandt i det røde. Han gik foroverbøjet, forkrøblet. Gregor havde enten myrdet leveren eller pulveriseret hans skridt.”

Wilmann har fin sans for de blodige detaljer, som vi også har set i hans andre romaner. Men samtidig fungerer dialogen godt, og hans karakterbeskrivelser er korte og rammende. Der skal lyde stor ros til Wilmann for både hans skildring af Prag og romaerne. Den sidder lige i skabet. Wilmann fik idéen til romanen efter en tur til Prag, hvor også et besøg på et museum for torturredskaber i Prag spiller en vigtig og meget brutal rolle i romanen.

Smukke Anna er en modig bastard, og er som sådan svær at kategorisere. Ja, det er en gyser, men den er også meget andet. Vi får et velresearchet billede af Prags skyggesider og en realistisk fortælling om en ung pige, der ikke kan flygte fra sin sociale og genetiske arv. Alt dette er leveret i noget, man kunne betegne som en socialrealistisk form.

Et modigt projekt

Men så skifter romanen karakter og bliver til en psykologisk rejse ind i fortiden, og snart udviskes grænserne mellem virkeligheden og fantasien for den smukke Anna. Så min beskrivelse ville være noget lignende: “En socialrealistisk gyser med mytologiske overtoner”. Det er et modigt projekt, som dog ikke fungerer helt optimalt.

Til det er romanens omfang simpelthen for kort, og man ønsker sig, som det også var tilfældet med Mutagen, at Wilmann havde skrevet mere. For mig er det klart den socialrealistiske og blodige del af Smukke Anna, som fungerer bedst. Drømmesekvenserne, eller hvad man nu skal kalde dem uden at afsløre for meget, er velskrevne og stemningsfulde, men koblingen til den “virkelige” del af fortælling er ikke perfekt.

Men alt i alt er Smukke Anna en underholdende og modig roman, som blot forstærker min tro på, at Jonas Wilmann er én de lysende stjerner på den danske genrehimmel.

Smukke Anna er venligst stillet til rådighed af Forlaget KAOS.

Anmeldt i nr. 75 | 13/01/2012