Planet Pulp

I 2012 er England i økonomisk uføre, og på randen af statsbankerot. London er nedslidt og skummel, og generelt går tingene bare ikke særlig godt. For at gøre ondt værre er landet ude i en alvorlig oliekrise, der truer med at blive dråben, der får bægret til at flyde over. Det er i denne deprimerende verden, Smoke foregår, og det er her vi møder hovedpersonen, Rupert Cain, der er tidligere elitesoldat og som nu arbejder som snigmorder for regeringen.

Kompliceret handling

Handlingen i Smoke er ganske kompliceret, med mange tråde, som man i sidste ende opdager hænger sammen på den ene eller den anden måde. Ikke sådan at forstå, at alle handlingstråde bliver forklaret fuldstændigt, men det har tydeligvis heller ikke været forfatterens mening.

Baggrunden for handlingen ligger dels i den truende statsbankerot, og dels i Rupert Cains fortid. Efter sin sidste mission som elitesoldat, hvor meget få af soldaterne overlevede, udførte han en ikke nærmere forklaret handling, der tvang regeringen til at sørge ordentligt for de andre soldaters familier. I stedet for at fængsle Cain, besluttede regeringen at bruge ham som snigmorder.

Tidligt i albummet myrdes Cains tidligere kommanderende, og Cain kaster sig ud i en undersøgelse for at finde ud af, hvorfor hans gamle ven blev slået ihjel. Samtidig med dette er Vincente Morales, formanden for Opec, i London for at forhandle med regeringen angående den alvorlige oliekrise. Efter et møde med premierministeren kidnappes Morales af en terrorgruppe, der kalder sig Ret Til Skønhed-Brigaden.

Præcis hvordan alle disse ting hænger sammen, skal ikke afsløres her, men Cain finder hurtigt ud af, at han er på sporet af noget, da han bliver angrebet af en gruppe lejesoldater lige efter at han har iværksat sin undersøgelse. Da han opdager, at hans gamle kommanderende åbenbart havde kontakt til Vincente Morales, beslutter Cain sig for at få sig en snak med Opec-formanden. Der er dog det lille problem, at der lige er en terrorist-gruppe at håndtere først.

Filmisk fortalt

Faktisk er handlingen i Smoke temmelig svær at referere uden enten at gøre referatet temmelig forvirrende eller komme til at afsløre for meget. Plottet blander detektivarbejde, spionage og action på udmærket vis, og historien er fortalt på en meget filmisk måde, hvor handlingen konstant “krydsklipper” mellem de forskellige begivenheder, der finder sted samtidigt.

Det virker overraskende godt, men bidrager til at albummet af og til bliver en smule forvirrende, akkurat som en typisk spionfilm, hvor man må holde tungen lige i munden for at følge med.

Det er uden tvivl en tilsigtet effekt. Det er ikke meningen, at læseren skal føle sig 100 % forløst efter at have vendt sidste side, men netop dette er måske trods alt den væsentligste svaghed ved Smoke. Der er en hårfin balance mellem det punkt, hvor der er præcis nok forløsning til, at historien får ekstra kvalitet og så det punkt, hvor den manglende forløsning føles frustrerende. Desværre ender Smoke på den forkerte side af denne grænse, men det er i virkeligheden nok også den eneste væsentlige kritik, man kan komme med.

Atmosfærisk og underholdende

Der skal nemlig ikke herske nogen tvivl om, at Smoke er et både atmosfærisk og underholdende bekendtskab. Historien er skrevet af den relativt unge forfatter Alex de Campi (f. 1972), og her er det værd at bemærke, at Alex er en hun og ikke en han. De Campi fortæller med flair for den spændende historie, men heller ikke uden satire og humor. Her er terror-gruppen Ret Til Skønhed-brigaden et fremragende eksempel på begge dele.

Gruppens egentlige rolle i historien skal ikke fortælles her, men deres plan kan afsløres uden fare for at ødelægge noget. Den består af fede og grimme mennesker, hvis mål med at kidnappe Opec-formanden er at få et fly til Argentina og løsepenge nok til, at de kan få fedtsugninger og skønhedsoperationer!

Selv om det kan virke lattervækkende på skrift, fungerer det i historiens kontekst som en glimrende påmindelse om det groteske ved både global og lokal terrorisme. Hvis man kan brænde ambassader ned på grund af et par latterlige tegninger, er det så så underligt at man kan begå drab og bortførelser for at få et bedre selvværd gennem skønhedsoperationer?

Stilistisk tæt på cyberpunk

Historiens fremstilling af det det økonomisk trængte England med korrupte politikere og et nedslidt, voldeligt London, lægger sig stilistisk ret tæt på cyberpunk uden nogensinde at blive et rendyrket eksempel på stilen. Der er dog enkelte elementer, der er grebet direkte ud af klassisk cyberpunk. Eksempelvis den måde som den mystiske snigmorder No Face anvender computere på, nemlig ved at koble sig fysisk på computeren via et stik i sin arm. Cyberpunkstemningen er dog til enhver tid ganske let, hvilket er klogt, for det gør historien langt nemmere at relatere sig til.

De Campi er heller ikke bleg for at indsætte nogle ganske voldelige actionsekvenser i historien, og hele vejen igennem albummet fornemmer man en fin balance imellem genrerne og mellem humor og alvor. Det gør Smoke særdeles underholdende hele vejen igennem.

Historien er tegnet af den kroatiskfødte tegner Igor Kordey, der nu er bosiddende i Canada. Kordey har tidligere tegnet for både Dark Horse og Marvel, hvor han arbejdede på bl.a. Tarzan og X-Men.

Tegnestilen i Smoke er hverken gammeldags eller moderne, men rammer en lettere stiliseret pseudo-naturalisme, hvor især baggrundene er ganske naturalistiske mens personerne varierer fra det naturalistiske til næsten karikerede. Det fungerer rigtig godt, og det samme gælder for Kordeys anvendelser af billedrammer og -størrelser.

Mange sider er tegnet med en klassisk opdeling i rektangulære rammer, men meget af tiden anvender Kordey også smalle rammer, der accentuerer den filmagtige fortællerytme. De ganske få fuldsidepaneler virker i øvrigt meget mere virkningsfulde, fordi de er så sparsomt anvendt.

Stemningsfuld farvelægning

Også farvelægningen må fremhæves for sin betydning for albummets stemning. Den er udført af Len O’Grady, og her er især aften- og natsekvenserne effektfulde. Albummet er tekstet med Steffen P. Maarups udmærkede oversættelse, sat med en meget maskinel type. Her må jeg nok erkende, at jeg foretrækker en mere håndskriftslignende tekstning, men dette er ikke en større anke, selv om tekstningen ved første øjekast giver siderne et noget upersonligt præg.

Alt i alt er Smoke måske ikke noget fremragende album, men det er bundsolidt håndværk, og hvis man kan lide den genreblanding som Alex de Campi her lægger for dagen, burde Smoke gå rent ind. Underholdningsværdien er i hvert fald i top, og man sidder faktisk til sidst og håber lidt på en dag at kunne læse en fortsættelse.

Smoke er venligst stillet til rådighed af G. Floy Studio.

Anmeldt i nr. 9 | 13/07/2006

Stikord: Cyberpunk, Fremtiden, London, Satire