Planet Pulp

“Slither” er et engelsk oeomatopoietikon, der ikke med held kan oversættes til dansk. Ordet (som er et verbum, i filmtitlen anvendt i infinitiv) refererer til noget slimet, der ormer sig af sted, og vakse Harry Potter-fans vil naturligvis genkende ordet i navnet Slytherin.

Her er der dog hverken tale om magikere eller slanger, men om snegleagtige monstre fra det ydre rum, der slår sig løs i en science fiction-gyserkomedie med klare stilistiske forbilleder i (blandt mange andre) Tremors (1990) og ormegyseren Squirm (1976), men også eksempelvis Invasion of the Body Snatchers (1956).

Slither er både skrevet og instrueret af James Gunn, der i 2004 stod bag manuskriptet til Zack Snyders vellykkede remake af Dawn of the Dead, og man kan faktisk godt mærke, at Gunn tidligere har beskæftiget sig med zombier. Det vender jeg tilbage til lidt senere.

Det kom fra rummet

Filmens præmis er hamrende uoriginal, hvilket utvivlsomt er idéen: et meteor styrter ned ved den amerikanske lilleby Wheelsy, og meteoret har naturligvis noget med sig – en livsform fra det ydre rum. Der går ikke længe inden én af de lokale, Grant (Michael Rooker), er blevet inficeret – eller måske snarere indtaget – af den fremmede organisme.

Grant begynder hurtigt at opføre sig en anelse besynderligt. Dels får han en ustyrlig appetit på råt kød, og dels begynder der også at ske voldsomme fysiske ændringer med ham. Det huer ikke hans kone, Starla (Elizabeth Banks), som nok i øvrigt faktisk hellere ville være sammen med den lokale sheriff Bill Pardy (Nathan Fillion), men inden Starla kan nå at gøre noget, er den helt galt af sted med Grant.

Han er begyndt at mutere drastisk og flygter ud i skoven, hvor han gør livet surt for de lokale ved at slå deres kvæg ihjel på særdeles blodig vis. Inden det kommer så vidt med Grant, har han dog nået at lægge kimen til nogle helt andre problemer. Væsnet indeni ham befrugter nemlig én af de lokale kvinder for at bruge hende som rugemaskine for sit afkom.

Røde snegle i tusindvis

Da Grant bliver et problem for bønderne i Wheelsy, sammensætter sheriff Pardy et eftersøgningshold. Da det lykkes for dem at opspore Grant, lokker han dem imidlertid i en fælde og fører dem ned til en afsidesliggende, forladt lade, hvor rugemaskinen venter. Hun eksploderer (bogstavelig talt) og ud kommer tusindvis af store røde snegle, hvis eneste mål er at kravle ind gennem munden på de nærmeste mennesker og op i deres hjerner for at overtage dem.

Det lykkes nogle af eftersøgningsholdets medlemmer at flygte, herunder sheriffen og den utålelige borgmester Jack MacReady (Gregg Henry), men de røde snegle er overalt og når snart ind til byen, hvor de overtager Wheelsys befolkning.

Snart er sherif Pardy, Starla og high-school pigen Kylie (Tania Saulnier) de eneste normale, og da Grant vender tilbage efter sin kone, må Pardy og Kylie tage kampen op for at redde hende, byen og – fristes man til at tro – verden.

Masser af genrereferencer

Hvis ovenstående lyder bekendt, så er det fordi Slither følger en model, man har set før – mange gange i mange forskellige versioner. James Gunn har sat en ære i ikke at være original, men har i stedet lavet en gyserkomedie, der hylder sine mange forbilleder og genren generelt. Det flyder da også med referencer til ældre film. Ud over historiens ligheder med eksempelvis Invasion of the Body Snatchers, så er der direkte referencer til et utal af andre film.

Eksempelvis hedder byens gymnasium “Earl Bassett High School” (Earl Bassett var navnet på Fred Wards rolle i Tremors), den lokale begravelsesforretning hedder “R.J. MacReady” (navnet på Kurt Russells rolle i The Thing fra 1982) og byens våbenforretning hedder “Max Renn” (navnet på James Woods rolle i Cronenbergs Videodrome fra 1983). Og der er et hav af andre referencer, både til specifikke film og hele genrer.

Man kan som nævnt godt mærke, at Gunn tidligere har beskæftiget sig med zombier, for da de røde dræbersnegle dukker op og begynder at overtage byens indbyggere, opfører indbyggerne sig helt som klassiske filmzombier: de stavrer kejtet rundt og har en glubende appetit. De er naturligvis ikke ægte zombier, og er da også i stand til at gøre som de får besked på fra centralt hold, for de røde snegle er nemlig ikke individer som sådan, men bare en forlængelse af Grant-væsnets bevidsthed.

Veloplagt cast og pæne piger

Som det nok kan forstås, er Slither ikke en film, der tager sig selv alt for højtideligt, og man kan da heller ikke undgå at trække på smilebåndet adskillige gange undervejs når én af hovedpersonerne kommer med en smart kommentar.

Her er Nathan Fillion ganske velcastet i rollen som lillebyens sherif, der altid er god for en rask bemærkning. Fillion er kendt fra bl.a. komedieserien Two Guys, a Girl and a Pizza Place (1998-2001) og science fiction-serien Firefly (2002-2004), der blev til filmen Serenity i 2005.

I en del af filmen har Fillion veloplagt, om end overskruet, modspil af Gregg Henry som byens borgmester, og derudover har filmen en række ganske sjove biroller. Elizabeth Banks og Tania Saulnier er begge to rigtigt pæne at se på i rollerne som henholdsvis Starla og Kylie, men det er også deres primære funktion.

Høj gore-faktor

På trods af at Slither klart er en gyserkomedie, så er den faktisk påfaldende ulækker sine steder. Her er især Grant-monstret ganske klamt, men generelt er Gunn ikke bleg for at tage de mere grovkornede effekter i brug og filmen har faktisk en ganske høj gore-faktor. En af de bedre scener er da Grant-væsnet med kirurgisk præcision skærer én af mændene i Pardys eftersøgningshold igennem fra isse til skridt så indvoldene vælter ud!

Det er interessant at observere, at den gradvise ændring, der er sket inden for gysergenren i de seneste 4-5 år, og som går mod stadig mere blodige og rå effekter, også har vundet indpas i gyserkomedierne, der ellers sædvanligvis har været mere nedtonede. Sammenlignet med Slither er eksempelvis Tremors det rene vand.

Slither er dog aldrig rigtig modbydelig, og det er da også en gyserkomedie med eftertryk på “komedie”. Dermed ikke være sagt, at filmen ikke har sine spændende passager, men der er altid en kæk bemærkning til at tage trykket af kedlen.

Virker efter hensigten

Med en spilletid på 91 minutter trækker James Gunn heller ikke den noget tynde historie unødvendigt i langdrag, om end man må konstatere, at hovedparten af filmens handling finder sted i filmens sidste time. Den første halve time består mestendels af optakt, der måske stedvist kunne have været trimmet en smule, og det er påfaldende, at de røde snegle, der spiller så væsentlig en rolle i filmens trailer, først dukker op 46 minutter inde i filmen. Da først det sker, kører resten af filmen dog i hæsblæsende tempo.

Kombinationen af gys, gore og komedie virker helt efter hensigten, og Slither er dermed én film af den type, som på ingen måde kommer til at gå over i historien, men som er perfekt en doven søndag eftermiddag på sofaen.

Slither er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 14 | 13/12/2006

Stikord: Alien Invasion, Splat, Zombier