Planet Pulp

Ved albummets start finder vi Sláine, der hvor vi forlod ham i det forrige album, The King. Sláine er nu vendt tilbage til sin stamme, Sessair’erne, efter at have levet i landflygtighed med sin tjenende dværg Ukko – dette er beskrevet i albummene Time Killer og Warrior’s Dawn – og er nu blevet sin klans konge. Men hans ungdomskærlighed Niamh, med hvem Sláine har fået sønnen Kay, er blevet så vred på Sláine, at hun i trods har giftet sig med en af de andre irske klaners konger. Sláine ønsker brændende at få hende tilbage, samtidig med at han også har en ambition om at samle alle de fem irske klaner under sig, med sig selv som højkonge.

Monumental handling

Sláines ambitioner er dog ikke magt, men at samle de fem hellige våben, som er tilknyttet de fem klaner. Hans mål er at bruge disse våben til forsvar mod fomorianerne, den monsterrace fra havet, der er ved at invadere og overrende hele Irland og udslette alle klanerne og dermed gudindens folk. Samtidig konspirerer de mørke druners leder Lord Wierd Slough Feg mod Sláine, og lægger planer for, hvordan hans mørke maddikegud, ormen Crom Cruach, kan overtage og ødelægge verden. Dette ser han gerne sker ved først at udslette hans ærkemodstander Sláine, og til dette formål har han ladet den mørke Crom Cruach-præstinde Medb infiltrere Sláines hof i forklædning som den tidligere konges hustru. Medb har selv et regnskab at gøre op med Sláine, da han og Ukko (i Warrior’s Dawn-albummet) forhindrede hende i at blive Crom Cruachs dødebrud ved helt uforvarende at redde hende fra at blive ofret i en Wickerman.

Hele albummet bliver fortalt af Ukko, Sláines egoistiske og sleske dværgetjener, der er i gang med at skrive hans saga som aldrende dværg, efter at Sláine er “gået bort”. De tidligere bind har før insinueret, at det er Ukko, der fortæller hele Sláines historie ved at lade hans fortællende stemme dukke op i teksten en gang imellem. Men i The Horned God er dette skildret meget tydeligere. Her har vi hele vejen igennem “flashforwards” om man vil, hvor handlingen afbrydes, mens vi følger den aldrende Ukko, der under jamren og klagen er i gang med at nedfælde Sláines saga på skrift, mens druidepræstinden Nest hele tiden sørger for, at han får lavet noget. Sammen med det monumentale i albummet antyder dette selvsagt, at vi her får historien om Sláines endeligt.

Den ægte vare

Men, som enhver der kender lidt til Sláines udgivelseshistorie da også ved, så forsætter Sláine med at eksistere, også lang tid efter begivenhederne heri. Når det er sagt, så bliver halvfemserne ofte betragtet som en nedgangsperiode for Sláine-serien, indtil Pat Mills og Clint Langley finder sammen om at lave Books of Invasions, som Mills selv er meget glad for, men som vi sandt for dyden ikke har været så begejstrede for her på Planet Pulp.

Når man ser på disse nyere Sláine-udgivelser, de mildest talt middelmådige Books of Invasions, som Pat Mills har lavet efter årtusindskiftet sammen med kunstneren Clint Langley, så er det tydeligvis The Horned God og dens succes, som Langley og Mills prøver at efterligne. I begge er det én stor, episk fortælling, der kører gennem hele serien, med kæmpemæssige slag, drama, alvor og hovedkarakterer, der bliver dræbt og definitivt forsvinder ud af serien, samtidig med at man får fornemmelse af, at sagaen om Sláine afsluttes i dem begge.

Ved både The Horned God og Books of Invasions har Mills teamet op med en ny, ung, anderledes og fremadstormede kunstner, der prøver at flytte grænserne for, hvad mediet kan. Når det er sagt, så forbliver Books of Invasions en tam imitation af The Horned God, og hvis man vil have storladen og episk Sláine, med en masse muskler, så bør man i første omgang holde sig til den ægte vare, The Horned God, og så overveje, om man er Sláine-fan nok til at binde an med Books of Invasions.

Episk, steroidepumpet og selvhøjtidelig

Rent personligt er min favoritudgave af Sláine-figuren den fra firserne. Punket, senet, fanden-i-voldsk og i sort/hvid, og så naturligvis ikke helt så selvhøjtidelig. Ham bliver der sat punktum for med The Horned God, og jeg har derfor et ambivalent forhold til denne udgivelse, men det er ingen tvivl om, at hvis det skal være episk, steroidepumpet og selvhøjtidelig halvfemser-Sláine, så skal det være Bisleys. Hans stil og hans udformning af Sláine-universet er så epokegørende og stilskabende, at Bisley ikke er til at komme udenom. Bisleys illustrationer er bestemt også flotte og fangende.

Tegneren Simon Bisley er et af 2000 AD‘s up and coming hotshots på det tidspunkt, som materialet i dette album blev til på (altså 1989-90), og The Horned God er det, der helt klokkeklart og uforglemmeligt slår Bisleys navn fast. Efterfølgende illustrerede han den meget populære (og meget 2000 AD‘ske) serie Lobo for DC Comics, med John Wagner som forfatter, hvilket cementerede hans navn og popularitet.

Siden hen har Simon Bisley arbejdet på Batman, Doom Patrol, Eastman/Lairds Teenage Mutant Ninja Turtles, og covers til Heavy Metal-bladet – som Eastman købte rettighederne til for de penge, han tjente på Teenage Mutant Ninja Turtles, og hvis muskelpornostil falder helt i tråd med Bisleys.

Eminente billedkompositioner

Simon Bisley tegner faktisk ikke, han maler, og forskellen kan tydeligt ses. Hans teknik skulle være en kombineret brug af traditionel oliemaling og airbrush. Hans billedkompositioner er eminente, og er med til at skabe nogle illustrationer, som tydeligvis har rumsteret rundt i den store fælles nørd-underbevidsthed lige siden. For når man ser nogle af billederne, vil man kunne genkende flere af motiverne fra senere 25 mm fantasyfigurserier, som har ladet sig mere end voldsomt inspirere af Bisleys illustrationer. Dette gælder en del af figurerne fra firmaerne I-Kore/Iron Mammuts Celtos-serie, spanske Gamezones figurer, og dele af franske Rackhams Confrontation-serie. Men man plejer jo at sige, at den største form for hyldest er imitation, og Bisley har fortjent al mulig hyldest for sit arbejde på The Horned God. Bisleys stilskabende illustrationer er, for den tegneseriehistorisk interesserede, grund nok i sig selv til at læse denne album-serie – men bestemt ikke den eneste grund.

Som det eneste af Sláine-materialet fra 2000AD er The Horned God faktisk tidligere blevet oversat til dansk, og udgivet i fire bind af forlaget Arboris. Den danske udgave, der har fået titlen Den Hornede Gud, har vi tidligere anmeldt på Planet Pulp. Der er selvfølgelig nogle udgivelsesmæssige forskelle på den gamle danske fembindsudgave, og det nye samlede album fra Rebellion, og bemærk også, at der findes tidligere engelske udgaver fra forlagene Freeway og Titan Books. Disse udgaver skal jeg slet ikke gøre mig klog på her.

Guf for tegneserienørder

En af forskellene på den danske og engelske udgave er, at Rebellion-udgaven, som stort set altid ved Rebellions udgivelser, indeholder et rigtig godt forord, her af Pat Mills. Mills forklarer, hvordan The Horned God har været 2000 AD‘s ubetinget største succes, som den mest solgte og mest oversatte graphic novel – en succes, der ikke er blevet overgået siden. Ud over forordet har Pat Mills også en kommentar bagi albummet, hvor han kommenterer hvert enkelt afsnit, og forklarer, hvilke tanker og overvejelser, han og Bisley gjorde sig, mens de arbejdede på afsnittet. Meget, meget interessant læsning for os tegneserienørder, der også synes at selve skabelsesprocessen bag tegneserierne er spændende.

En anden og meget tydeligt forskel på den danske og den nye engelske udgave er, at The Horned God holder det format, som alle Rebellions 2000 AD-udgivelser har, hvor albummene måler 26 x 19 cm – tæt på det format, som f.eks. Dark Horse og DC/Vertigo også bruger, og som vi kender herhjemme fra G. Floy Studios udgivelser. Det er en del mindre, end Arboris’ format, der lagde sig op ad den store størrelse, de danske og europæiske tegneseriealbums plejer at have. Billederne i den nye The Horned God er altså mindre, end i Den Hornede Gud, men det synes jeg faktisk ikke gør så meget, så længe layoutet, farverne og grafikken generelt bare er sprød og skarp. Og det er de bestemt, som ved alle Rebellions udgivelser, også fordi albummet er tryk på blankt og glat papir, i modsætning til Arboris’ Den Hornede Gud, der igen fulgte dansk standard ved at være trykt på mat, karton-agtigt papir.

Som sagt var Arboris-udgaven delt i fem bind, og det gør så også, at man får fem flotte Bisley-forsider, men ellers vil jeg generelt foretrække den nye Rebellion-udgave. Men hvis man kun læser tegneserier på dansk (og Ole Steen Hansens oversættelse af Den Hornede Gud er bestemt fremragende), og vil man gerne have Sláine i et format, der passer til ens andre, danske albums, ja så er Arboris-version da også en mulighed, og bestemt ikke en dårlig én.

Ellers vil jeg anbefale, at man køber den nye Rebellion-udgave, også fordi man som ægte Sláine-fan naturligvis har de tre foregående bind, Warrior’s Dawn, Time Killer og The King, der for første gang samler alle historierne fra firserne, da Sláine-serien efter min mening var på sit højeste.

Sláine: The Horned God er venligst stillet til rådighed af Rebellion.

Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008

Stikord: 2000 AD, Barbarer, Irland, Okkultisme