Planet Pulp

Skyline fik en virkelig hård medfart af kritikerne, da den havde premiere i vinter. Skyline er da vitterligt heller ingen særlig god film. Om den fortjener den rene stribe af enstjerne-anmeldelser, den fik i alle større danske medier, kan imidlertid diskuteres, for dele af filmen er faktisk ganske underholdende.

Jarrod (Eric Balfour) og hans kæreste Elaine (Scottie Thompson) ankommer ved filmens begyndelse til Los Angeles, hvor de skal besøge Jarrods barndomsven Terry (Donald Faison), der er blevet en stor kanon i Hollywood. Efter en større abefest, vågner de alle ud på de små timer, da der uden for persiennerne pludselig kommer et kraftigt blåt lys.

En af de andre festdeltagere kigger direkte ind i lyset, hvorefter der sker noget med ham: Hans ansigt forandrer sig og han drages af lyset og går derfor ud på terrassen, hvor han forsvinder ud i det blå. Ret hurtigt finder de andre ud af, at der er invasion fra rummet, og de enorme rumskibe, der hænger over Los Angeles suger mennesker til sig.

Nu begynder så kampen for overlevelse. Skal den lille gruppe på i alt fem (foruden Jarrod, Elaine og Terry er det Terrys kæreste og hans kvindelige assistent) blive i lejligheden eller forsøge at komme væk? De forsøger sidstnævnte, men finder hurtigt ud af, at det er en dårlig idé: Ikke alene er der små rumvæsner over alt, men der huserer også kolossale rummonstre i gaderne.

Uhyggeligt uselvstændig

Den videre handling skal jeg ikke sige noget om her. Jeg kan dog godt sige, at det er slutningen, der gør Skyline markant ringere end den kunne have været, for slutningen er virkelig en værre omgang lort. Det er ikke fordi filmen generelt er noget mesterværk, men langt hen ad vejen er den egentlig o.k. underholdning, selv om den er uhyggeligt uselvstændig og uoriginal.

Mens hovedpersonerne er belejret i lejligheden besøges de f.eks. af små rumvæsner i et par scener, der er helt uhyggeligt inspireret af kælderscenen i War of the Worlds (2005) – og naturligvis også af den tilsvarende scene i den første filmatisering af H.G. Wells’ klassiske roman. Da hovedpersonerne vover sig uden for, jages de af kæmperumvæsnerne, der giver kraftige mindelser om de tilsvarende megamonstre i The Mist (2007). Og nogle af rumvæsnerne er designmæssigt stærkt inspireret af Sentinel-robotterne i Matrix-filmene (1999, 2003, 2003).

Det er ikke fordi, der er noget i vejen med at lade sig inspirere af andre. Men hele vejen igennem Skyline har man fornemmelsen af, at man ser udvalgte elementer fra andre film. Det kan man så kombinere med, at hovedpersonerne langt hen ad vejen tilbringer filmen i lejligheden med samme belejringsstemning, som der hersker i mange zombiefilm.

Alligevel er det hele egentlig nogenlunde underholdende på en metervareagtig facon, indtil filmens klimaks, hvor det hele kammer over i det rent latterlige. Her er vi i øvrigt tilbage ved Spielbergs War of the Worlds, da Jarrod og Elaine suges op i én af rumskibene. Slutningen lægger i øvrigt direkte op til en efterfølger, som instruktørerne da også har truet med.

CGI frem for historie

Problemet med Skyline er, at den lader til at være lavet mere for at fremvise en masse CGI-effekter end den er lavet for at fortælle en historie. Det er næppe overraskende al den stund, at filmen er instrueret af brødrene Greg og Colin Strause (krediteret som Brothers Strause), der primært er kendt som effektmænd og stiftere af effektfirmaet Hydraulx samt for at have instrueret den rodede, men ret underholdende AVPR: Aliens vs Predator: Requiem (2007).

Alligevel skal al skytset ikke rettes mod instruktørerne. En stor del af skylden for både den uopfindsomme historie og den rædsomme slutning må lægges på skuldrene af manuskriptforfatterne Joshua Cordes og Liam O’Donnell, der også primært er – surprise – effektmænd. Hvis nu de to brødre havde hyret en rigtig manuskriptforfatter, kan det være, at Skyline havde været en ret fed film, for effekterne fejler bestemt ingenting. Tværtimod er de ganske, ganske imponerende – selv om det selvfølgelig er ren CGI det hele.

Ringere end metervare

Det er ikke skuespillet, der bærer Skyline; så meget står nok klart for de fleste. Men de medvirkende gør det nu egentlig ganske godt med det materiale, de har til rådighed. Eric Balfour, kendt fra 24 (2001-2010), er den bedste af de medvirkende, mens Donald Faison (fra komedieserien Scrubs, 2001-2010) mest spiller op til klichéerne om en rig afroamerikaner med en fed crib. Pigerne er der ikke så meget at sige om: De er pæne at kigge på, men ingen af dem leverer imponerende præstationer.

Men som sagt er det jo heller ikke skuespillet, der bærer Skyline. Det er effekterne, der gør det, og det er de færreste film, der kan bæres af effekter alene. Det kan Skyline heller ikke, og derfor ender det som en fesen oplevelse. Den nogenlunde underholdende første halvdel falder fra hinanden i bulder, brag og den sublimt pinlige slutning.

Derfor ender Skyline ikke som metervareunderholdning, men som noget lidt ringere – men til gengæld også noget lidt bedre end det makværk, de fleste anmeldere har udråbt den som.

Skyline er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 67 | 13/05/2011

Stikord: Alien Invasion, Rumskibe, Rumvæsner