Planet Pulp

Danske anmeldere, og danskere generelt, har en tendens til at falde på halen, når dansk film imiterer Hollywoods klassiske genreformler. Vi så det med Kongekabale (2004), som ”bare” en en John Grisham-fortælling, og vi så det også med Nattevagten (1994), som ”bare” er klassisk slasher med danske klæder.

At lave genrefilm er ikke noget, vi er vant til i Danmark, så derfor er det da også ekstra spændende, når nogen går ud på det dybe vand. Thomas Borch Nielsen har vovet skindet med Skyggen, som er noget så sjældent som en dansk science fiction-film. Desværre er resultatet et miskmask af genreklichéer og åbenlyse plagiater, tilsat et tåbeligt plot. Filmen starter fint ud, men er i sidste ende en ganske rædderlig film.

Plottet drukner i Stoiss og Barbie

Vi befinder os i et unavngivet tidspunkt i fremtidens København, som er blevet en dyster metropol, som vi kender det fra sci-fi-genren. Der er mørkt, og de enkelte individer lever afsondret fra hinanden og finder fællesskabet gennem cyberspace eller stoffer. Her møder vi filmens hovedperson JB, som er programmør.

Tilfældigvis overværer JB et mord sammen med sin bekendte, den kvindelige dusørjæger Miauv. Ja, du læste rigtigt, Miauv. JB vikles ind i et kompliceret webspind af løgne, og den fascistiske skurk Stoiss implanterer et mekanisk hjerte på JB, som vil dræbe JB om 35 timer, hvis han ikke løser opgaven. Ind i historien gør filmens Femme Fatale Barbie sin entre, og jeg vil ellers ikke røbe mere af handlingen her, men blot konstatere, at den løber af sporet efter ca. 20 minutter. Og lige en bemærkning: JB, Miauv, Barbie og Stoiss. Er det cool fremtidsnavne, eller trænger de til en tur hos numerologen?

Oldschool CGI

Nogle gange er der en anelse pinligt, når danske filmskabere forsøger at efterligne Hollywood. Skyggen er et sådant tilfælde, og det er ærgerligt, da filmen faktisk starter ganske fint. Et troværdigt miljø etableres, og effekterne er udmærkede, om end de ligner noget fra Hollywoods overskudslager i den afdeling, hvor The Lawnmover Man (1992) og Johnny Mnemonic (1995) ligger og samler støv. Det er klassisk 90’er-CGI, som man i dag godt kan trække lidt på smilebåndet over. Men effekterne er ikke filmens problem, som derimod skal findes i den ganske forfærdelige handling.

Den bevidste kopi og de andre klichéer

”Ja. Det kommer nok ikke bag på nogen, at titelsekvensen er inspireret af Seven,” siges der på kommentarsporet til Skyggen. Og nej. Det kommer ikke som nogen overraskelse. Men selvom det er en tydelig kopi, så fungerer sekvensen rigtig godt og giver et fint motiv for psykopaten, som så desværre lades i stikken af manuskriptet. Og naturligvis er skurken en pilleslugende fascist. Og ja. Der er en voice over, så hvis jeg siger Rick Deckard, hvad siger du så?

Voice over kan fungere fint. Nogle gange helt fantastisk. Men ofte er det et tegn på, at filmskaberne har forsøgt at lappe hullerne i manuskriptet eller at de har været bange for, at publikum ikke helt forstår, hvad der sker. I Skyggen tales der ned til publikum, og forsøget på at skabe en noir-helt fungerer ikke. Lars Bom er god i sin fysiske fremtoning, men de ringe replikker lader ham i stikken både i voice over-delen og i filmens ”rigtige” univers:

”Hvis jeg skulle lukke hullet, havde jeg desperat brug for mit cyber-ego. Hvis jeg nu talte til Stoiss’ fornuft.” JB er i problemer. Tiden er ved at løbe fra ham, og det ved vi som tilskuere godt. Vi ved også godt, at han har brug for sit cyber-ego. Så da han ser Stoiss dræbe en pusher, løber disse ord over skærmen. Ikke nok med at det tales ned til sit publikum, så ødelægger det også den ganske brutale stemning i scenen. Skyggen er på mange måder et eksempel på hvordan voice over ikke skal bruges i film.

Spændingsfilm elsker deadline-strategien. Vores helt arbejder under pres, og et ur, der tæller ned, fortæller, hvor lang tid han har tilbage. I Commando (1985) fungerer det perfekt på den kiksede måde. Og det fungerer også glimrende i Escape from New York (1981), hvor Skyggen nok har hentet en del af sin inspiration fra. I Skyggen fungerer det på den kedelige måde.

Det skaber ikke spænding og trækker desværre blot plottet i langdrag i stedet for at sætte tempoet op. Det skyldes to ting: For det første er man helt ligeglad med, om JB klarer opgaven, og for det andet mister man helt fornemmelsen for tiden, der snegler sig frem, og derfor bliver uret en ligegyldig plotkonstruktion.

Fremtiden og Skyggen er lige til rotterne

Hvorfor skal fremtidsfilm næsten altid foregår i grimme kulisser, hvor en nedlagt fabrik, dårlig belysning, masser af lædertøj og dårlig makeup (var der nogen der sagde technofester i midten af 90’erne?) gør det ud for fremtiden? Det siger også lidt om dansk film, at Skyggen kunne vinde en Robert for bedste production design. Vorherre til hest! Har juryen set den samme film, som jeg har? Og for rygerne er det da også helt skidt, da en person i Skyggen på et tidspunkt bemærker, at der kun er en halv million smøger tilbage i verden.

Som sagt er de første 20 minutter gode, og det skyldes, at man her kløgtigt har gået efter stemning. Men da selve det forvrøvlede plot tager fart, mister Skyggen mig ude i køkkenet på jagt efter kaffe og Panodil. Og det bliver desværre ikke bedre, da jeg vender tilbage. Hør blot her:

”Så de var tvunget til at se mig skrælle huden af dem, stykke for stykke,” siger skurken Stoiss og puha, hvor er han da ond. Ordlyden af replikken har måske set meget cool ud i manuskriptform, men i Skyggen virker det ufrivilligt komisk. Og her ligger ét af filmens store problemer: Den er simpelthen for prætentiøs, og i forsøget på at tage sig selv seriøst ender den som en klovneforestilling i cyberspace. Og så er det, at vi også lige skal have en psykopat og et klassisk noir-trekantsdrama ind i mixet. Og det fungerer slet ikke.

Dybest set ligger der en fin lille kortfilm gemt i Skyggen. Der er fine effekter, OK skuespil og et simpelt plot, som desværre tilsættes en masse lort, en frygtelig voice over, pinagtig dialog og rodede plotelementer, der ikke forløses. Skyggen er et lille makværk, hvis bagmænd dog, trods alt, skal have ros for at turde at lave en sci-fi-film på dansk grund og for filmens fine første 20 minutter. Det er desværre ikke nok, når filmen slæber sig frem mod den samlede spilletid på små to timer.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Danmark, Femme Fatale, Fremtiden, Seriemordere