Planet Pulp

Lige som filmen er en antologifilm, så er scoret til Sin City også et antologi-score; det er nemlig komponeret af tre forskellige komponister. Robert Rodriguez er en instruktør, der er meget opmærksom på filmmusikken, og har i sine senere film i stadigt stigende grad taget hånd om denne side af produktionen.

Tre komponister

Indledningsvist var det også hans plan selv at komponere al musikken til Sin City, men som projektet skred frem, kunne Rodriguez godt se, at han ville komme i tidsnød. Derfor valgte han at kontakte ikke én, men to komponister, han tidligere havde arbejdet sammen med: Graeme Revell, som komponerede musikken til From Dusk Till Dawn (1996), og John Debney, der stod bag musikken til de to Spy Kids-film (2001, 2002). Rodriguez satte så de to komponister på hver deres segment af filmen, mens han selv håndterede det tredje.

Han havde dog allerede komponeret filmens hovedtema, og det gav han til Revell og Debney sammen med instruktioner om, hvordan han ville have dem til at bruge det, og hvordan han ville have de andre segmenter orkestreret. Her bestemte Rodriguez bl.a. at Revells segment (baseret på A Hard Goodbye) skulle komponeres udelukkende for synthesizede elementer, mens Debneys segment (baseret på Det Store Fede Opgør) skulle have en mere traditionel symfonisk orkestrering – dog er det symfoniske ensemble vel at mærke, uden træblæsere.

Det var med andre ord nogle detaljerede instruktioner, Rodriguez gav de to komponister, men Revell og Debney var åbenbart helt på bølgelængde med deres instruktør og med-komponist, for Rodriguez’ idéer er fulgt til dørs på overbevisende manér.

Rodriguez som komponist

Rodriguez’ hovedtema, som han selv kalder “Descent”, introduceres i “Sin City”, CD’ens første skæring. Det er et enkelt, men effektivt tema, der består af faldende strygerbevægelser, suppleret af elektronisk forvrænget saxofon samt synthesizede beats, og kulminerer med et motiv på fire noder, der kommer til at fremstå som scorets væsentligste røde tråd.

Motivet binder musikkens forskellige dele sammen, i øvrigt suppleret af en anden væsentlig fællesnævner: saxofonerne. Der anvendes både tenor-, alt- og bas-saxofon på scoret, og desuden bruges der også trompet – sidstnævnte især i Debneys del. Solopiano anvendes ligeledes generelt i en relativt stor udstrækning i alle tre dele.

Rodriguez’ del af scoret, som består af i alt otte numre er måske ikke helt så musikalsk komplekst som Revells og Debneys, men taget i betragtning, at Rodriguez’ ikke har nogen formel musikalsk skoling, er det et overbevisende stykke arbejde han har gjort. I øvrigt kan det her nævnes, at Debney har dirigeret orkestret på Rodriguez’ numre, som primært er symfoniske. Det sidste nummer, “Sin City End Titlen” (nr. 24), er dog orkestreret som en blanding af et rocknummer og symfonisk score.

Barsk lytteoplevelse fra Revell

Revells del af scoret, nr. 2-9, er som nævnt komponeret for synthesizede elementer, og er af den grund stedvist en barsk lytteoplevelse. Ud over at anvende synthesizede strygere, anvender Revell nemlig også et bredt udvalg af elektronisk percussion og effekter, som han bruger til at opbygge et råt soundscape. Det kombineres med saxofon, piano og kvindevokal, der ikke blot er med til at give scoret den ovennævnte grad af sammenhæng, men som ligeledes gør Revells bidrag stedvist meget imponerende.

Selv om også Debneys del af scoret er melankolsk, så er det Revells numre, der bedst formidler Sin Citys nådesløse og voldelige side. Her må man dog ikke tro, at alle Revells numre er hårde ved ørerne – i “Goldie’s Dead” (nr. 3) og “Her Name Is Goldie” (nr. 9) giver han os bl.a. et smukt og spøgelsesagtigt motiv for Goldie, baseret på hovedtemaet, og fremført af både piano og kvindevokal, og i den alt for korte “Old Town Girls” (nr. 6) introducerer han et glimrende tema for Sin Citys gamle bydel med en ufattelig sleazy saxofonlyd.

“Marv” (nr. 4) er nok scorets mest cool nummer med sin basgang, saxofon og rå beat i kombination med synth-strygere. Revells suverænt bedste nummer er dog “The Hard Goodbye” (nr. 7), hvis primære bestanddel er et aldeles uforsonligt strygermotiv, der bare stiger og stiger i lydstyrke, kombineret med bl.a. kvindevokal, sax og elektroniske effekter. De mere krævende numre gør Revells del af scoret uegnet til baggrundslytning, men hvis man gør sig den ulejlighed at nærlytte disse numre, så vil man opdage hvor omhyggeligt tilrettelagt de er.

Flot noirlyd fra John Debney

John Debney er en næsten kriminelt underkendt komponist, hvis aldeles fremragende score til Renny Harlins pirat-flop Cutthroat Island fra 1995 burde have givet ham langt flere gode opgaver. Desværre er Debney stadig i høj grad typecast som komponist til børnefilm og lette komedier, men på projekter som bl.a. Dragonfly (2002) og The Passion of the Christ (2004) har han haft lejlighed til at demonstrere, hvor dygtig og seriøs en komponist han i virkeligheden er.

Debneys del af Sin City-scoret er da også musikalsk set den mest imponerende, og fra Debneys indgangsvinkel til musikken går der en lige linje tilbage til neoklassikere inden for noir-genren som f.eks. Goldsmiths L.A. Confidential (1997) og Chinatown (1974). Debney står for syv af scorets numre, og han bruger primært det symfoniske ensemble, men kombinerer det i ny og næ med nogle lette synth-beats. Endvidere bruger han både solotrompet og piano i vid udstrækning.

I flere numre, bl.a. “Old Town” (nr. 11) og “Jackie Boy’s Head” (nr. 15) anvender han jazzede orkestreringer med akustisk bas, trommer og congas, hvilket yderligere er med til at forankre scoret i noir-traditionen og give musikken et udpræget storby-feel. “The Big Fat Kill” (nr. 16) er måske scorets mest rendyrkede noir-musik, hvor Debney virkelig spiller med musklerne og giver os en overdådig variation på hovedtemaet med sax og strygere så de små hår rejser sig på armene af lytteren.

Mindre karakterfuld musik fra Rodriguez

Efter Debneys del af scoret kommer hoveddelen af Rodriguez’ egen. Her bliver musikken måske en anelse mindre karakterfuld og mister lidt af sit noir-feel, men det er stadig fin underscore, og der er faktisk nogle ganske gode numre i Rodriguez’ segment. Bl.a. “Prison Cell” (nr. 18), der begynder med et blidt harpemotiv, kombineret med strygere, inden Rodriguez bringer hovedtemaet i spil med en dyster, stedvist næsten Bernard Herrmannsk lyd.

Rodriguez’ del af scoret er desværre brudt op af to numre: Fluke-nummeret “Absurd” (nr. 19) og så den mexikanske komponist Silvestre Revueltas’ koncert-stykke “Sensemaya” (23), som Rodriguez anvendte i Det Gule Svin-segmentet. “Sensemaya” er imponerende og flot symfonisk orkestermusik, der tilmed er ekstremt stemningsfuldt. Desværre falder det stilmæssigt noget ved siden af resten af scoret, og burde sammen med det ellers udmærkede Fluke-nummer have ligget allersidst på CD’en.

I sidste ende er det imponerede, at et score, der er så sammensat som Sin City overordnet set flyder så godt sammen som det gør. Selv om det er tydeligt, at der er forskelle i orkestrering mellem især Revells del og de andre, så formår alle tre komponister at ramme den samme stil, hvilket betyder at lytteoplevelsen har et stærkt helhedspræg.

Kvaliteten i Debneys del taget i betragtning, kan man ikke helt lade være med at ærgre sig lidt over, at Rodriguez ikke bare gav hele opgaven til ham, men omvendt er Revells numre også så atmosfæriske, at man faktisk nødigt ville være dem foruden. Musikken bidrager med rigtigt meget til filmens overordnede udtryk, og hvis man er indstillet på at musikken stedvist kan være lidt hård ved øregangene, så bør alle noir-fans gøre sig selv den tjeneste at kigge nærmere på Sin City-scoret.

Nummerliste:
1. Sin City (Rodriguez) (1:55)
2. One Hour To Go (Rodriguez) (2:12)
3. Goldie’s Dead (Revell) (2:15)
4. Marv (Revell/Rodriguez) (2:10)
5. Bury The Hatchet (Revell) (2:40)
6. Old Town Girls (Revell/Rodriguez) (0:44)
7. The Hard Goodbye (Revell) (4:32)
8. Cardinal Sin (Revell Rodriguez) (2:14)
9. Her Name Is Goldie (Revell) (1:00)
10. Dwight (Debney) (2:11)
11. Old Town (Debney/Rodriguez) (3:16)
12. Deadly Little Miho (Debney/Rodriguez) (2:58)
13. Warrior Woman (Debney) (2:19)
14. Tar Pit (Debney) (2:11)
15. Jackie Boy’s Head (Debney) (0:36)
16. The Big Fat Kill (Debney) (3:16)
17. Nancy (Rodriguez) (1:34)
18. Prison Cell (Rodriguez) (1:48)
19. Absurd (Fluke) (3:40)
20. Kiss Of Death (Rodriguez) (1:58)
21. That Yellow Bastard (Rodriguez) (1:36)
22. Hartigan (Rodriguez) (1:43)
23. Sensemaya (Silvestre Revueltas) (5:59)
24. Sin City End Titles (Rodriguez) (3:16)

Total spilletid: 58:14

Anmeldt i nr. 6 | 13/04/2006