Planet Pulp

Seriemordere – USA’s Uhyggeligste Forbrydere er én af de få faktuelle bøger om seriemordere, der er udkommet på dansk og en af de meget få, der tilmed er skrevet af en dansker. Bogen udkom på Gyldendal i maj 2007 og er skrevet af psykologen Henriette Sørensen. Umiddelbart lyder alt dette jo meget godt, især det faktum at bogen er skrevet af en psykolog, men desværre er bogen en meget blandet fornøjelse.

Seriemordere – USA’s Uhyggeligste Forbrydere er, efter en kort introduktion, inddelt i 14 kapitler. I introduktionen redegør Henriette Sørensen for bogens baggrund – hendes egen fascination af seriemordere og et ønske om at aflive nogle af de mange myter, der er opstået omkring morderne bl.a. på grund af film og TV.

Efter indledningen følger først det relativt korte kapitel “Seriemordere”, hvori forfatteren først foretager den vigtige sondring mellem massemorder og seriemorder og fortsætter med at forklare lidt om fænomenet, inklusive dets historiske baggrund og udbredelse samt forskellige termer, der anvendes i klassificeringen af seriemordere og deres metoder. Det er i sig selv ganske glimrende, og er – sammen med de to afsluttende kapitler – blandt bogens mest interessante og vellykkede.

Pseudovidenskabelig

Det samme kan man desværre ikke sige om den store midterste del af bogen, der består af en række “case studies” af forskellige seriemordere. Disse kapitler varierer kraftigt i både længde og kvalitet. Man må umiddelbart gå ud fra, at Henriette Sørensen har haft en idé med udvælgelsen af de mordere, hun inddrager, og til en vis grad formår hun da også at illustrere bredden inden for fænomenet. Men de enkelte kapitler er ikke hængt særligt godt op på det teoretiske fundament, hun forsøgte at etablere i bogens indledning, bl.a. med henvisning til klassificeringen af de forskellige typer seriemordere.

Hendes cases omfatter ganske vist de forskellige typer og deres metoder, der blev berørt i indledningen, men man savner i høj grad en argumentation for, hvorfor det netop er disse bestemte mordere, der er udvalgt til nærmere behandling og ikke andre. Hvad gør netop denne mand specielt egnet til at eksemplificere typerne, frem for andre osv.

De fleste af kapitlerne forsøger at redegøre for morderens opvækst, mord og pågribelse, hvilket som sådan er fint nok, men de enkelte kapitler varierer meget, rent kvalitativt. For det første er der ikke nogen fast struktur for hvert enkelt case, hvilket ville hjælpe gevaldigt til med at understrege forfatterens pointer, og Henriette Sørensen har desuden valgt at fylde bogen med direkte (dog oversatte) citater fra en række amerikanske bøger om seriemordere, typisk efter følgende formular: “Som [navn] skriver i [bogens titel]”.

Det er ærlig talt trættende at læse en bog, der er så smækfyldt af direkte citater, og det giver bogen et mærkeligt pseudovidenskabeligt præg. “Pseudo-” fordi forfatteren er så afhængig af andres meninger og konklusioner. Det havde været mere overbevisende, om hun havde formuleret tingene selv og lavet regulære litteraturhenvisninger. Hvis der alligevel bruges så mange citater, hvorfor kunne Gyldendal så ikke have bestilt en oversættelse af ét af de citerede værker i stedet?

Afsnittet om Henry Lee Lucas brillerer ved at være det mest spekulative, fordi der er så mange ting om Lucas’ virke, man ikke ved noget om, og i kapitlet om Charles Manson savner man i høj grad en metodisk/teoretisk forklaring på, hvordan Manson og hans disciple passer ind i seriemorderbegrebet – det er nemlig højst uklart.

Rædselskabinet i pseudovidenskabelig indpakning

Det der dog for alvor er problematisk ved de forskellige cases er dog især, at Henriette Sørensen ikke formår at binde de forskellige seriemordertyper og -metoder op på en central teori. På trods af bogens forsøg på en videnskabelig og sober tilgang til emnet mangler den en hovedtese, som de forskellige cases kan illustrere, og bogen mangler også en konklusion. Resultatet af dette er, at bogen ender med at virke lidt for meget som et rædselskabinet med en sproglig indpakning, der skal retfærdiggøre det hele som seriøs videnskab.

Som rædselskabinet fungerer de enkelte cases sådan set fint nok – især er afsnittet om Jeffrey Dahmer chokerende læsning – men hvis det egentlige mål havde været at skrive en saftig bog om seriemordere, kommer bogen alligevel også til kort. Det er ikke fordi, jeg havde forventet gerningsstedsfotografier, men jeg havde dog regnet med nogle flere illustrationer, og i det mindste kunne man have fundet en række ordentlige fotografier af de enkelte mordere. Der er ganske vist billeder i bogen, men ikke mange, og nogle af dem er ungdomssfotografier, mens andre er taget efter, at vedkommende er blevet pågrebet. Billedmaterialet virker tilfældigt udvalgt.

Dårligt disponeret

Kapitel 12 hedder “Seriemordere i Danmark” og bogens titel taget i betragtning, kan man undre sig over, hvorfor dette kapitel skulle inkluderes – især når Henriette Sørensen ikke kan præsentere os for en “ægte” dansk seriemorder (og Gud ske tak og lov for det), men kun spekulationer om, at der kan have været en eller flere på spil. Men hvorfor have et kapitel om noget, der er så usikkert, og som går ud over bogens rammer?

De sidste par kapitler er lidt mere interessante, og burde have været placeret før de enkelte cases. Kapitel 13 hedder “Psykologisk gerningsmandsprofilering” og omhandler de metoder, efterforskere anvender til at opspore seriemordere. Det sidste kapitel har den noget indlysende titel “Seriemordere er psykopater”, hvor Henriette Sørensen forklarer lidt om, hvad en psykopat egentlig er for en størrelse, og hvordan de skabes. Som sagt burde disse to kapitler have været placeret i bogens indledning, og de enkelte cases burde i langt højere grad have været bundet op på de idéer, der introduceres her. Det kunne have hjulpet læseren til at forstå den mulige baggrund for, at de enkelte mordere udviklede sig til at blive dræbere, men kapitlet kommer som en blindtarm til sidst, og det virker ærlig talt en smule planløst.

Sprogligt sjusket

Sproget i bogen er hele vejen igennem meget svingende i kvalitet – der er mange undersættelser fra engelsk til dansk, og en del engelske begreber bruges uoversat. Er der f.eks. nogen dybereliggende grund til, at modus operandi ikke bare oversættes til fremgangsmåde? Og selv om “The Clairemont Killer” uden tvivl blev kaldt “The Clairemont Killer” i USA, er der så nogen grund til, at Henriette Sørensen ikke kan kalde ham Clairemontmorderen? De mange direkte citater er allerede nævnt, men kritikken af deres anvendelse må gentages, da det også bryder sproget og giver bogen et overordnet indtryk af uselvstændighed.

Bogen kunne under alle omstændigheder godt have brugt en hård redaktionel gennemlæsning og en rød pen. På et helt personligt fluekneppende niveau finder jeg det også irriterende, at de enkelte kapiteltitler ofte ikke stemmer overens med de titler, der angives i indholdsfortegnelsen. Noget mange måske vil være ligeglade med, men det handler om helhedsindtrykket!

Og nu vi er ved helhedsindtrykket, så forstår jeg ikke Gyldendals disposition med hensyn til bogens format. Den ligner simpelthen en skønlitterær bog, og ser man bogen ligge på afstand hos en boghandler, er der intet, der signalerer, at man faktisk har at gøre med noget, der med lidt god vilje burde betegnes faglitteratur. Også når man åbner bogen, ligner den i store træk et stykke fiktion – både papirkvalitet og sats er noget, man forbinder mere med skønlitterære værker. Forsiden er i øvrigt heller ikke noget mesterværk, og de to krydslagte lårben virker efter min mening en anelse for sensationspræget.

Mellem to stole

Som læser må man ikke forvente noget godt overblik over emnet, og man skal heller ikke regne med et overblik over en række af de mest berygtede amerikanske seriemordere. Ed Gein glimrer ved sit fravær og det samme gør John Wayne Gacy, David “Son of Sam” Berkowitz og Albert DeSalvo (Bostonkvæleren). Flere af disse omtales en passant, men en del af dem kunne have udgjort interessante cases. Det samme gælder en af de meget få kvindelige seriemordere, Aileen Wuornos, der alene på grund af at hun var kvinde kunne have været meget interessant at læse mere om.

Det virker lidt som om Henriette Sørensen i udvalget af sine seriemordere har sat sig lidt mellem to stole – hun vil tydeligvis gerne undgå at være for sensationsliderlig, og derfor har hun udvalgt flere af de mindre kendte amerikanske mordere, men på den anden side er bogen så mangelfuld på det teoretiske område, at de enkelte cases alligevel kommer til at virke primært som spektakulære beskrivelser af mordernes ugerninger. Hvorfor ikke bare gå linen ud og skrive en rendyrket saftig og sensationsliderlig bog om de mest kendte seriemordere – det havde der da i det mindste været stil over!

Ikke anbefalelsesværdig

Alt i alt er Seriemordere – USA’s Uhyggeligste Forbrydere ingen anbefalelsesværdig bog. Man får et ikke særligt god begrebsapparat til som lægmand at forstå disse syge individer, og man opnår heller ikke noget godt overblik over emnet og morderne inden for USA’s grænser. Primært får man en række ganske levende beskrivelser af nogle få mordere og deres ugerninger, og det er jo fint nok for gorehounds. Elegant er det under ingen omstændigheder. Spring denne her over, og investér i stedet i ét af de mange amerikanske værker, forfatteren citerer.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Non-fiction, Seriemordere