Planet Pulp

Sjældent har man set en så veloplagt lille gyserkomedie, der bruger genren og det intertekstuelle metaplot på så fin vis. Filmen lægger sig i kølvandet på Wes Cravens New Nightmare (1994), en metagyser om Freddy-serien, men i Seed of Chucky er der mere fokus på humoren frem for gyset.

Morderdukken er tilbage!

Det er den femte film i den noget brugte serie om morderdukken Chucky, men Seed of Chucky formår at give nyt blod til konceptet. Det begyndte med den deciderede gyser Child’s Play (Barneleg, 1988), som havde det twist, at det var en dukke, der var morderen i den ellers helt klassiske slasher-gyser.

Denne idé blev der kogt suppe på i de to efterfølgere; Child’s Play 2 (Barneleg 2, 1990) og Child’s Play 3 (Barneleg 3, 1991), før serien fik et ansigtsløft med den groteske gyserkomedie Bride of Chucky (1998), hvor Chucky får sig bruden Tiffany.

Seed of Chucky starter ud med en velafviklet gysersekvens. En pige får en gave af sine forældre, og gaven viser sig at være en dukke. Vi følger vel at mærke hele scenen fra dukkens POV. Dukken dræber forældrene og pigen, hvorefter den ser sig selv i spejlet, og vi opdager, at det er en meget grim dukke. Men det viser sig, at det hele er en drøm, og dukken vågner op ved at den har tisset i bukserne.

For det er, overraskende nok, et levende og deprimeret dukkebarn der drømte, og som bliver holdt fanget af en bugtaler i England. Men i fjernsynet ser dukken det, der må være dens forældre: En udsendelse fra Hollywood beskriver en ny gyserfilm med to dræberdukker i hovedrollerne – Chucky og Tiffany. I et nærbillede af dukkerne ser man, at der står “MADE IN JAPAN” på Chuckys arm, og dukken i England ser ned ad sin egen arm, hvor der står det samme.

Dukken flygter nu fra England til Hollywood for her at blive genforenet med sine forældre, men hvad den ikke ved er, at dukkerne er døde og bliver styret af dukkeførere. Den finder dem i et filmstudies rekvisitrum, og igennem et gammelt voodooritual, får dukken dem genoplivet, og så er der gang i løjerne. Alt imens dette sker, følger vi Jennifer Tilly, som spiller sig selv, og hendes anstrengelser for at få gang i sin filmkarriere.

Androgyn dukke med sexforvirring

Da Chucky vågner op, går han i en blodrus og dræber en special effects-mand på studiet. Han ser også det grimme dukkebarn, og håner det. Men sammen med Tiffany går det op for Chucky, at det er deres barn. Problemet er bare, at hverken Chucky, Tiffany eller barnet selv ved, om det er en dreng eller pige. Altså en androgyn dukke med seksuel forvirring. Chucky kalder ham Glen og Tiffany kalder hende Glenda. Dette er en klar reference til Ed Woods makværk Glen or Glenda (1953).

Det viser sig at Glen/Glenda er en skrøbelig sjæl, der ikke tåler vold og død. Så Chucky og Tiffany lover barnet, at de vil lægge volden på hylden. Det sker naturligvis ikke. Chucky har en drøm om at få en menneskekrop til sig selv, sin brud og barnet.

Så da de overrasker Jennifer Tilly i studiet, begynder der at tegne sig en plan i Chuckys syge dukkehjerne. Dukkerne flytter ind hos Tilly, tager hende til fange og kidnapper en mand. Det er så planen, at Chuckys sæd skal sprøjtes ind i Tilly, så hun kan føde et barn, som kan give en krop til Glen/Glenda.

Man spiller da pik til Fangoria!

Så Chucky går ellers i privaten og finder nogle blade frem, som han kan onanere til. Valget falder naturligvis på gysermagasinet Fangoria! Så efter kort tid præsenterer han stolt en lille beholder fyldt med dukkesæd. Tiffany sprøjter det op i Tilly, og så skal de ellers bare vente.

Det viser sig, at Chucky bruger magi, så Tilly allerede den efterfølgende dag er højgravid. Ventetiden bruger Chucky og Tiffany på at styre deres trang til at dræbe, hvilket naturligvis ikke lykkes. Så huset bliver langsomt fyldt op med lig af uheldige tjeneste- og filmfolk.

Tilly føder naturligvis tvillinger, en dreng og en pige, hvilket passer fint med Glen/Glendas to køn. Slutningen er forrygende, fyldt med vold, og endelig træder Glen/Glenda i karakter, hvilket giver filmen et helt absurd twist. Om Chuckys plan lykkes skal ikke afsløres her, men filmen slutter på en sådan måde, at der fint kan komme endnu en opfølger.

Filmen er skrevet og instrueret af Don Mancini, og Seed of Chucky er hans spillefilmsdebut som instruktør. Men hverken genren eller serien er ny for ham. Det er nemlig Mancini, der i sin tid skrev manuskriptet til Child’s Play. Han ved altså, hvad det handler om, og det skinner tydeligt igennem, at han er glad for serien, og at han har noget på hjerte.

Stramt fortalt og overbevisende effekter

Filmen er stramt fortalt, ekstremt underholdende og alle medvirkende meget veloplagte. Specielt Jennifer Tilly i rollen som sig selv besidder god timing og afvæbnende selvironi. Hele filmen er en satire over Hollywood, samtidig med at den er en fin gyserkomedie med overbevisende effekter og dukkeførerarbejdet er i top. Dukkerne Chucky, Tiffany og Glen/Glenda besidder alle sjæl, og stemmerne er meget levende og sjove.

Brad Dourif som Chucky er tilpas diabolsk, og Jennifer Tilly som Tiffany oser af sex. Det er en sjov detalje, at hun både lægger stemme til en dukke og spiller sig selv. Og Billy Boyd, kendt som Pippin fra Ringenes Herre-trilogien (2001-03), tilfører med sin skrøbelige stemme et nyt lag til Glen/Glenda-dukken.

Ooops, I did it again

Det er yderst morsomt at følge Chucky og Tiffanys forsøg på at skjule deres morderiske lyster, hvilket specielt understreges i en scene, hvor Tiffany ringer til en afvænningshotline. Her siger den flinke hjælper, der ikke aner, at han taler med en dukke, der prøver at undertrykke sine morderiske behov, at Rom jo heller ikke blev bygget på én dag. Efter den besked kan Tiffany godt myrde en eller to med god samvittighed.

Filmen er fyldt med referencer til et utal af andre film, og da Chucky slår en økse igennem en dør og stikker sit fjæs igennem hullet, kan man ikke lade være med at grine. En klar hyldest til Kubricks mesterlige The Shining (Ondskabens hotel, 1980). Helt forrygende er det dog, da Chucky påkører Britney Spears’ bil, der springer i luften, hvorefter han siger “Oops, I did it again.”

Alt i alt en rigtig fin film, som er uforskammet underholdende og samtidig ganske interessant med sit fine metaplot og sin groteske handling.

Seed of Chucky er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: 5’er, Dukker, Fortsættelse, Intertekstualitet, Voodoo