Se7en

Lad det være sagt med det samme, Se7en (1995) er et mesterværk på alle tænkelige leder og kanter. Den er moderne hovedværk indenfor krimigenren og en af de bedste seriemorderfilm nogensinde. Desuden er den rent stilistisk en perle, og manuskriptet er intet mindre en mesterligt. I min bog er den en af de bedste film fra 1990’erne, hvor min top fem over 90’er-film tæller Pulp Fiction (1994), Total Recall (1990), Twelve Monkeys (1995), Eyes Wide Shut (1999) og så Se7en.

Storbyen som et mareridt

I 1976 lavede Martin Scorsese Taxi Driver, hvor han viste os et storbyhelvede i forfald, hvor taxachaufføren Travis besluttede sig for at rydde op. Det er ikke fordi jeg som sådan vil sammenligne Taxi Driver med Se7en, men de har begge det til fælles, at storbyen bliver skildret som et mareridt. De store huse græder og menneskerne lever som egoistiske eksistenser uden sympati for hinanden.

I den første scene i Se7en ser vi detektiven Somerset ankomme til et gerningssted. En mand har myrdet sin kone, og da Somerset spørger en anden betjent om barnet så det, svarer betjenten koldt, at han er træt af Somersets spørgsmål. Hvorfor kan Somerset ikke bare holde sin kæft og være ligeglad? Somerset har valgt at stoppe som kriminalassistent om syv dage, da han simpelthen har fået nok af storbyen og al den død og ulykke som findes der. Desværre er der en også en anden person der har fået nok, og han har aktivt tænkt sig at gøre noget ved det.

Efter en uhyggelig titelsekvens, hvor vi ser ting, der har med morderen at gøre, toner et billede af storbyen frem, og man ser teksten “Mandag”. Vi ved, at det er Somersets sidste uge, og kort efter møder han Mills. Mills er arketypen på en klassisk actionhelt, der gerne handler, før han tænker. Derfor passer han også perfekt sammen med den mere eftertænksomme og erfarne Somerset. Deres første opgave sammen bliver et lig af en tyk mand, der øjensynligt har spist så meget spaghetti, at han døde af det.

De syv Dødssynder

Somerset vil ikke have sagen, men han tvinges af sin overordnede til at tage den. Det er som om, Somerset kan mærke, at der noget grusomt på vej, men naturligvis er der ingen, der tror på ham. Dagen efter dukker det næste lig op. En forsvarsadvokat findes død på sit kontor, hvor man ser, at han er blevet tvunget til at skære et pund kød af sig selv, hvorefter han er forblødt. På gulvtæppet er der malet teksten “Greed” med blod.

Mills overtager sagen, mens Somerset arbejder videre med det tykke offer. Men da Somerset hører om “Greed”-teksten, tager han tilbage til det første gerningssted, hvor han bag køleskabet finder teksten “Gluttony”. Så kan det ellers være, at Somersets hardcore kriminalistiske hjerne kommer på overarbejde. Han ved naturligvis, at de to tekster henviser til to af De syv Dødssynder. Så han tager en tur på biblioteket, hvor han læser tekster om netop dødssynderne.

Officielt er han ikke på den “nye” gren af sagen, så han videregiver informationerne til Mills, der dog har meget svært ved at kapere “Fucking Dante”, som han udtrykker det. Men snart slår de to betjente pjalterne sammen og begynder at optrevle sagen i et håb om, at de kan stoppe morderen, før han fuldfører sit værk.

Pludselig tager sagen en drejning, da morderen overgiver sig selv. Han har på dette tidspunkt officielt “kun” slået fem ihjel, men vil komme med en komplet tilståelse og vise Mills og Somerset ligene af de to resterende ofre, hvis de tager på en køretur med ham. I bilen får vi et indblik i morderen John Does syge hjerne, og vi erfarer, at han ser sig selv som Guds instrument i et forsøg på at råbe menneskeheden op. Denne del af filmen er ganske modbydelig, specielt på grund af den overbevisning Kevin Spacey leverer replikkerne med. Og så nærmer vi os hastigt filmens nedslående klimaks, som jeg ikke vil røbe mere af her.

Mesterligt manuskript

“Se7en deadly sins. Se7en ways to die”. Sådan lyder en tagline til filmen, og man kan nemt forestille sig, at det netop var noget lignende, der inspirerede manuskriptforfatteren Andrew Kevin Walker til at gå i gang med manuskriptet til Se7en. Efter manuskriptet til Se7en blev Walker udråbt til en mand, man skulle holde øje med i fremtiden, men desværre er det som om, han ikke helt kunne følge op på sin egen succes.

Godt nok skrev han et solidt manuskript til thrilleren 8MM (1999) og et veloplagt manuskript til Sleepy Hollow (1999), men siden hen har vi ikke hørt så meget fra ham. Men til næste år kan han måske gøre et comeback med varulvefilmen The Wolf Man (2008), som har store navne som Anthony Hopkins og Benicio Del Toro på rollelisten – filmen er for øvrigt en genindspilning af den legendariske The Wolf Man fra 1941.

Men uanset om han kommer tilbage eller ej, så vil manuskriptet til Se7en stå tilbage som et mesterværk. Walker formår at tilføje den klassiske krimihistorie menneskelige aspekter hensat i et urbant helvede. Historien tager konstant nye drejninger, karaktererne er velskrevne, dialogen lige i øjet, og så er slutningen nok en af de mest overraskende og modbydelige i filmhistorien.

Fantastiske præstationer

Morgan Freeman er som Somerset ikke mindre end et vidunder af timing og troværdighed. Og troværdighed er om noget det, der kendetegner Morgan Freeman. Han giver den desillusionerede kriminalassistent dybde, og han er tilskuerens faste holdepunkt i den ellers modbydelige film.

Brad Pitt er perfekt castet som den unge kriminalassistent, der lader sig styre af passionen frem for fornuften. Rollen som Mills er i mine øjne en af Pitts bedste, måske kun overgået af hans præstation i Twelve Monkeys. Som Mills’ kone Tracy giver Gwyneth Paltrow filmen et tiltrængt element af kærlighed.

Altid seværdige R. Lee Ermey er bundsolid som vores hovedpersoners chef, men det det er Kevin Spacey, der i filmens sidste del stjæler opmærksomheden. Spacey ligner ikke nogen klassisk skuespiller eller stjerne, men mere en helt almindelig mand. Netop derfor passer han så godt i rollen som morderen, der nemlig ikke ligner en klassisk morder, men mere manden, man går forbi i Netto uden at lægge mærke til ham. En kvalitet Spacey også spandt guld på i hans rolle i American Beauty (1999).

Visuel friskhed

Så da David Fincher gik i gang med filmen, var det både med et fremragende manuskript og et hold af skuespillere, som ville give de fleste instruktører våde drømme. Men Fincher har også formået at tilføje filmen sit eget personlige touch med sin legen med de visuelle virkemidler – derudover viser han sig faktisk også som en mester til at opbygge suspense og uhygge.

Langt hen ad vejen ligner Se7en en klassisk Hollywoodfilm med et enkelt og smukt formsprog. Men i jagtscenen – der hvor Mills hovedkulds forfølger John Doe – brydes der med det klassiske filmlook. Vi ser subjektivt kamera, skæve vinkler og andre finurligheder, som giver filmen en visuel friskhed, der arbejder perfekt sammen med de “pæne” billeder, som der er flest af i Se7en.

Samtidig har Fincher og hans hold af tekniske medarbejdere fået det optimale ud af storbyen som setting og vejret som stemningsskaber. Da filmen begynder, er det solskin, men fra det første mord begynder det at regne. Det gør det helt frem til slutningen, hvor solen ganske tvetydigt skinner ned fra en klar himmel.

En af de bedste krimifilm nogensinde

Alt i alt er Se7en en nydelse af de helt store – selvom den faktisk er ganske hård at se. Men det hele er så godt lavet, historien er sublim og skuespillerne i deres livs form. Så se eller gense filmen, som er en af de bedste krimifilm nogensinde og samtidig et uhyggeligt indblik i en morders tanker og et grumt billede af den moderne storby.

Derudover er det befriende at se en mainstream Hollywoodfilm være så ond og dyster bag det på overfladen pæne, visuelle udtryk – og så kan du passende se Resurrection (1999) bagefter for at se, hvordan en Se7en-kopi ser ud.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Seriemordere