Scream

Den seneste og femte Scream-film (der bare bærer titlen Scream) kommer 11 år efter den fine firer, men selvom filmen byder på gensyn med Neve Campbell, Courtney Cox og David Arquette, er der et par væsentlige figurer bag kameraet, der ikke gør comeback.

En af dem er naturligvis Wes Craven, der instruerede alle de foregående film, men som døde i 2015. En anden er komponist Marco Beltrami, der for alvor slog igennem i Hollywood med sin musik til Scream (1996), og som også leverede musikken til de tre fortsættelser, Craven stod bag.

Ny mand på posten

Denne gang er det Brian Tyler, der står for scoret; nok fordi han tidligere har arbejdet sammen med den nye films instruktører Matt Bettinelli-Olpin og Tyler Gillett på Ready or Not (2019).

Brian Tyler er en kvalitativt noget vekslende komponist, der dog sjældent leverer noget, der kan betegnes som ringere end solidt håndværk, og det er præcis den betegnelse, man kan bruge om hans score til Scream (hans seneste score, til dramaet Redeeming Love, er til gengæld decideret mesterligt).

Kun strygerne er ægte

At dømme ud fra CD’ens sleeve er det kun strygerne, der faktisk er optaget med et rigtigt orkester; resten er synthesizet. Lige præcis det er Tyler dog sluppet temmelig heldigt om ved, særligt når det kommer til den stedvise brug af kvindelig solovokal og træblæsere.

Der er dog ingen tvivl om, at synthesizerne spiller en væsentlig rolle i scoret, ikke bare i form af de emulerede instrumenter; også som instrument(er) i egen ret.

Holder sig indenfor konventionerne

Scream er bestemt ikke noget dårligt score, men det er heller ikke et horror-score, der på nogen måder udfordrer genrens konventioner.
Tværtimod holder det sig stilistisk solidt indenfor alt det, man forventer af et horrorscore fra Hollywood: Masser af truende, rumlende utematisk underscore (med store mængder synth sammen med strygerne), masser af dissonans, en pæn dosis stingers, myrekrybende pizzicato-strygere (knipsede strygere) og alt det andet, der hører til.

Tyler genbruger ikke tematisk materiale fra Beltramis score, selvom dele af scoret kan siges at bebo det samme lydlige rum, som Beltramis; særligt de cues, der inkluderer kvindelig vokal, som f.eks. “New Horizons” (nr. 1) eller “History Repeats” (nr. 7).

Her hører man klart stilistiske ekkoer af Beltramis tema for Neve Campbells rolle Sidney (“Sidney’s Lament” på den originale udgivelse af musik fra Scream og Scream 2).

Eget hovedtema

Tyler bidrager med sit eget hovedtema, der dukker op i “New Horizons” og som høres i flere andre cues, bl.a. “Rules to Survive” (nr. 2), “Apparitions” (nr. 5) og “Not My Story” (nr. 16). Det er et ganske habilt hovedtema, men ikke et, der sidder fast i længere tid.

Den eneste direkte overførsel af tematisk materiale fra de tidligere film er temaet for David Arquettes rolle Dewey. Guitartemaet – som i øvrigt er komponeret af Hans Zimmer til Broken Arrow (1996) og blev tracket ind i Scream 2 – høres en enkelt gang, i “Sacrifice” (nr. 15).

Derudover er der et par andre tematiske småidéer i scoret, bl.a. det suspensemotiv, der høres mod slutningen af “Amends” (nr. 6).

Vekselvirkning

Store dele af Tylers score består ikke overraskende af en vekselvirkning mellem regulær horrormusik og uhyggelig, mere afdæmpet underscore. Dertil kommer enkelte cues, der slår en mere tragisk tone an, men som i høj grad fremstår som fyld.

Det er særligt, når Tyler slipper bremserne og virkelig slår sig løs, at scoret for alvor lever. Det sker f.eks. i cues som “Suspects, Rules, and Requels” (nr. 8), “Hospital Visitor” (nr. 14), “Welcome to Act Three” (nr. 20) og “Passing the Torch” (nr. 23) – men i øvrigt naturligvis løbende gennem scoret.

De mere afdæmpede passager med creepy underscore er knapt så interessante, selvom de sikkert fungerer fint nok i filmen, og “problemet”, hvis man kan kalde det det, er naturligvis, at de to typer af musik i de fleste cues veksler med hinanden.

Man bliver altså nødt til at affinde sig med den mere jævne og stedvist temmelig uinteressante underscore, hvis man vil høre de mere interessante passager med rendyrket horrormusik.

Det mest interessante cue er i øvrigt noget helt for sig selv, sammenlignet med resten af scoret, for det er uden tvivl det rent synthesizede “Chromeface” (nr. 18), der slår en nærmest John Carpentersk tone an.

Solidt håndværk

Scream er et habilt horrorscore, der som sagt lider lidt under, at Tyler så meget af tiden betræder velkendt territorium, og som album under, at det er for langt – 79 minutter. Der ligger et noget bedre album med en spilletid på omkring 50 minutter gemt her, men det må man selv gå på opdagelse i.

Brian Tylers Scream-score er solidt håndværk; hverken mere eller mindre.

Nummerliste:
1. New Horizons (3:49)
2. Rules to Survive (3:13)
3. Ring Ring (2:41)
4. Would You Like to Play a Game (6:20)
5. Apparitions (4:10)
6. Amends (3:05)
7. History Repeats (2:28)
8. Suspects, Rules, and Requels (4:53)
9. Cold Refreshments (1:55)
10. In Hot Water (4:16)
11. Pain in the Neck (2:19)
12. Diversions (2:00)
13. Lights Out (3:12)
14. Hospital Visitor (4:58)
15. Sacrifice (5:01)
16. Not My Story (2:10)
17. I Started All This (1:55)
18. Chromeface (2:22)
19. The Expert (1:17)
20. Welcome to Act Three (3:08)
21. Where It All Began (2:21)
22. True Fans (4:10)
23. Passing the Torch (3:57)
24. Ghostface (3:41)

Total spilletid: 79:21

Anmeldt i nr. 196 | 13/02/2022