Saw

Saw-serien er én af disse års mest succesfulde horrorfilm-franchises, i hvert fald når man taler indtjening. Dette kan nemmest illustreres ved at konstatere, at den første film kom for blot tre år siden, i 2004, mens Saw IV har premiere senere i 2007. Kritisk har serien dog ikke klaret sig så godt, på nær den første, der faktisk fik temmelig gode anmeldelser.

Saw er da også en habil thriller, så længe man er i stand til at kapere filmens stærkt konstruerede natur og klare visuelle inspiration fra David Finchers langt, langt overlegne Se7en (1995).

To mænd på et lokum

Saw begynder, da to mænd vågner op på et stærkt nedslidt toilet, lænket ved deres fod til et jernrør i hver deres side af rummet. De har ingen erindring om, hvordan de er havnet i rummet, og ingen af dem ved, hvorfor de befinder sig der. Midt i lokalet ligger en død mand i en stor blodpøl, dræbt af et selvpåført revolverskud i hovedet.

De to mænd er henholdsvis lægen Lawrence Gordon (Cary Elwes) og fotografen Adam (Leigh Whanell, der også har skrevet filmens manus). Efter at de er kommet til sig selv, finder begge mænd et kassettebånd i deres lomme, og meget heldigt ligger der en diktafon ved den døde mand i midten af rummet. De afspiller båndene og finder således ud af, hvad meningen er. Adam formanes af den forvrængede stemme på båndet om, at det er på tide, at han gør noget aktivt, hvis han ønsker at leve i stedet for blot at kigge på andre. Dr. Gordon informeres derimod om, at det er hans job at slå Adam ihjel før klokken seks, hvis han ønsker, at hans kone og datter skal overleve.

Og så kan filmens særdeles konstruerede handling ellers tage sin begyndelse. Det sker som en blanding af flashbacks, scener på toilettet og en række scener, der finder sted i filmens nutid, men uden for toilettet – bl.a. i Dr. Gordons hus, hvor morderen tilsyneladende holder doktorens kone og datter fanget. Også en tidligere politibetjent (Danny Glover), der er besat af at fange filmens morder, spiller en rolle for handlingen.

Den ubehagelige Jigsaw-morder

For naturligvis er der tale om en gal morder. Det indser Dr. Gordon, efter at de to mænd har hørt deres bånd, for Gordon var nemlig selv mistænkt i sagen omkring et halvt år tidligere. Sagen drejer sig om den gale Jigsaw-morder, der teknisk set ikke selv er morder, da han ikke selv tager sine ofre af dage. Han sørger på forskellige udspekulerede faconer for, at ofrene slår sig selv eller andre ihjel for at overleve. Dette indvies vi bl.a. i gennem en række flashbacks, hvor Dr. Gordon tænker tilbage på det, han kender til sagen.

Der var f.eks. manden, der blev placeret nøgen midt i et rum fyldt med barberbladsskarp pigtråd og fik at vide, at rummet ville blive forseglet efter tre timer og dermed blive hans grav. Manden slog sig selv ihjel ved at forsøge at kravle igennem pigtråden. Eller kvinden Amanda (Shawnee Smith), der vågnede, og fandt sig selv i et rum med et mærkeligt apparat spændt fast omkring hovedet. En videooptagelse informerede hende om, at apparatet ville rive hendes kæbe af, med mindre hun fik fat på en nøgle, så hun kunne fjerne anordningen. Optagelsen fortalte hende endvidere, at nøglen befandt sig i maven på en bevidstløs mand, der lå i rummet sammen med hende, og ved siden af manden lå en skalpel. You get the idea..

Med andre ord er Jigsaw ingen behagelig fætter, og politiets tidligere jagt på ham endte tragisk. I filmens nutid følger vi således den pensionerede detektiv Tapp (Danny Glover), der er blevet besat af at opklare sagen og fange Jigsaw.

Ekstremt konstrueret

At kalde Saw konstrueret er næsten en underdrivelse. Filmen er fortalt på en særdeles selvbevidst facon, der leger med publikums forventninger til, hvem morderen er. Og hvem det er, skal jeg bestemt ikke afsløre her, men blot sige, at det vitterligt kommer som en overraskelse!

I den anmeldte udgave af filmen – den unratede version til trods for at coveret siger noget andet – er Saw en forholdsvis grafisk film uden dog at være rigtig slem. Faktisk ser man kun relativt få virkelig blodige scener – om end disse da også er ganske grafiske. I scenen med Amanda og den bevidstløse mand med nøglen i maven, ser vi bl.a. Amanda rode igennem mandens tarme for at finde maven, og én af politibetjentene går på et tidspunkt i en fælde og får pløkket hovedet af med et haglgevær. De virkeligt grafiske scener er dog relativt få, og resten af filmens effekt opnår bagmændene primært ved antydningens kunst, bl.a. hjulpet på vej af gerningsstedsfotografier meget lig dem, vi så i Se7en.

Hvorvidt man vil kunne lide Saw kommer som nævnt i høj grad an på, hvordan man har det med meget konstruerede film, men også om man er typen, der godt kan lide twist-slutninger. Personligt finder jeg filmen moderat underholdende, men også i længden noget belastende, og den er i alle tilfælde langt fra så uhyggelig, som mange anmeldere gjorde den til.

Fin scenografi, men horribelt skuespil

Det bedste man kan sige om Saw er næsten i forhold til filmens scenografi, klart centreret omkring toilettet, hvor de to hovedpersoner befinder sig. Det er ekstremt enkelt, men det nedslidte lokum formidler en beskidt, depressiv atmosfære, der tilføjer en hel del stemning. Derudover er der de forskellige sadistiske idéer, der ligger bag Jigsaw-morderens drab. De er vanvittigt udtænkt (og en del af filmens ekstremt konstruerede natur), men især dingenoten omkring Amandas hoved er ganske skræmmende udført. Knap så uhyggelig er den papmachédukke, der agerer stand-in for Jigsaw, når morderen taler til sine ofre.

Skuespillet er til gengæld absolut intet at råbe hurra for. Især Cary Elwes er ganske fæl og alt andet end overbevisende, mens Leigh Whanell gør det en hel del bedre. Til gengæld er stakkels Danny Glover nok så typecastet som det kan lade sig gøre i rollen som “sort betjent der jager grum seriemorder”, og hans portrættering af eksdetektiven Tapp virker mest af alt som en blanding af Roger “I’m too old for this shit” Murtaugh fra Lethal Weapon-serien og Morgan Freemans Alex Cross fra Kiss the Girls (1997) såvel som Along Came a Spider (2001).

I en birolle, men en vigtig én af slagsen, ses i øvrigt Michael Emerson, der senere er blevet betydeligt bedre kendt som Ben Linus i hit-TV-serien Lost (2004-). Emerson har ikke meget at arbejde med i sin rolle, men hans særprægede og ganske uhyggelige ansigt gør en stor del af jobbet for ham.

Sleeper-hit

Saw blev et vaskeægte lille sleeperhit. Oprindelig var det meningen, at filmen skulle være gået direkte til DVD, men da et testpublikum reagerede særdeles positivt på den, besluttede Lions Gate sig for at lade filmen få biografpremiere. Det har selskabet næppe efterfølgende fortrudt. Saw blev indspillet på et yderst begrænset budget, anslået til ca. 1,2 millioner dollars, og indtjente alene i USA 55 millioner dollars. Det er naturligvis denne uventede succes, der har banet vejen for de indtil videre tre fortsættelser.

Uanset hvordan man vender og drejer det, er Saw blevet den mest populære franchise indenfor horrorfilmgenren i nyere tid. Det er bestemt ikke alle, der bryder sig om filmene, men hvis man er genrefilmfan, er Saw-serien et fænomen, der ikke er til at komme uden om. Det kan da heller ikke benægtes, at den første film formår at underholde på sine egne præmisser, så hvis man vil kunne tale med om det nyeste hotte, ja så må man jo hellere få set Saw. Man skal bare ikke forvente et mesterværk.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: Seriemordere