Planet Pulp

Santa Claus Conquers the Martians er en drabelig film fra 1964, hvor en flok marsboere rejser til Jorden, kidnapper to uskyldige børn og Julemanden og bruger deres strålepistoler på julemandens nisser samt Fru Julemand. Bestemt ikke for børn – eller hvad?

Jo, når alt kommer alt, må man indrømme, at Santa Claus Conquers the Martians bestemt er for hele familien – det vil altså sige, hvis forældrene i disse Playstation- og X-Box-tider kan få deres poder til at se en helt igennem naiv og lalleglad film fra 1960’erne. Og det er nok i virkeligheden ikke så ligetil.

Mission: Bortfør Julemanden!

Handlingen i Santa Claus Conquers the Martians er helt enkelt den, at tingene står rigtig skidt til på Mars. Børnene deroppe er simpelthen blevet deprimerede, efter at de har set jule-TV fra Jorden. Det huer ikke marsboernes leder Kimar (Leonard Hicks), så han sammenkalder det øverste råd, herunder den skurkagtige Voldar (Vincent Beck), og sammen tager de hen for at tale med den 800 år gamle vismand Chochem (Carl Don).

Vismanden kan fortælle, at grunden til at marsbørnene ikke er glade, er at de slet ikke har noget at grine af. De får simpelthen ikke lov til at være børn! Så snart de bliver født, får de læringsaggregater sat på hovedet, så de kan få stoppet lærdom i knolden. Så selv om de måske nok har kroppe som børn, så har de sind som voksne.

Der fik vi lige en af filmens moraler serveret på et sølvfad, om end det dér med “sind som voksne” nok skal tages med en gran salt. Men hvorom alting er: Der er ingen legetøj, ingen leg og spas og ingen latter på Mars, og det er jo noget værre noget.

Løsningen er at hente Julemanden til Mars, så han kan sætte gang i sagerne. Som Kimar siger, så har Jorden haft Julemanden længe nok! Nu er det Mars’ tur. Så Kimar og resten af rådet hopper i deres rumraket og rejser til Jorden for at opspore Julemanden. Det hele sker i øvrigt meget mod den onde Voldars vilje, for han synes det hele er noget pjat, og så hellere Mars igen være krigens planet!

En plan med problemer

Vel ankommet til Jorden møder marsboerne først to børn, Billy og Betty (Victor Stiles og Donna Conforti), der kan fortælle dem, at Julemanden bor på Nordpolen (ja, det tror amerikanerne jo, at han gør – vi ved bedre). Væsentlig information for marsboernes mission, må man sige, da de faktisk var tæt på at udvælge en tilfældig julemand fra New Yorks gader!

For at ungerne ikke kan sladre til myndighederne om marsboernes planer, beslutter de udenjordiske ballademagere sig for at tage ungerne med sig. Det skulle de selvfølgelig aldrig have gjort, for Billy og Betty er ærkeamerikanske børn, der nok ved, hvordan man skal lave ballade.

På Nordpolen lykkes det efter lidt roden rundt at finde frem til Julemandens værksted, hvor marsmændene også bortfører Julemanden efter midlertidigt at have forstenet Julemandens nisser (to dværge) og Fru Julemand med deres strålepistoler. Det er en ubetalelig scene, hvor man tydeligt kan se de to dværge bevæge sig, mens de forsøger at stå HELT stille. Ubetalelig er også marsboernes robot Torg, der hovedsageligt består af en mand med en grå papkasse omkring brystet og en spand over hovedet.

Det eneste problem er, at marsboernes logik er gået fløjten. De burde jo også have bortført nisserne og Fru Julemand, hvis de gerne ville have, at deres mission skulle være en hemmelighed, for i hvert fald viser Fru Julemand sig snart at være lidt af en sladrehank, der straks kontakter de amerikanske myndigheder.

Amerikanerne sætter alt ind på at få Julemanden tilbage, så de fremskynder deres rumprogram (!) og sætter efter marsboernes raket. I øvrigt giver denne del af handlingen lejlighed til at indsætte stock footage af rumraketter, der bliver affyret, og tidligere har vi da også set masser af anden stock footage med væbnede styrker, der bliver sat i alarmberedskab, efter at marsboernes raket er blevet opdaget.

Hele redningsmissionen kommer der dog ikke noget ud af, nok mest fordi manuskriptforfatteren glemte at redegøre for den del af plottet, da først marsboerne igen var velankommet til Mars. Undervejs på turen tilbage til Mars er der dog lidt bøvl med Voldar, der forsøger at skylle ungerne og Julemanden ud gennem luftslusen. Det lykkes naturligvis ikke, men Voldar undslipper for at lægge flere fæle planer mod Julemanden.

I mellemtiden får Kimar etableret Julemanden på Mars i et splinternyt værksted, hvor alt er automatiseret. Morale nummer to: Tingene var meget bedre, dengang legetøj blev lavet med hånden.

Naturligvis gør Julemanden stor glæde på Mars, hvor børnene nu begynder at le (hvad de aldrig har gjort før), men hvordan med de to Jord-børn og Julemanden selv? Når de hjem til Jorden før jul? Vil Voldar lykkes med sine skumle planer? Og er Mars i virkeligheden en kulisse i New York?

Håbløst lavet

Svaret på dette og flere spørgsmål får I kun, hvis I sætter Santa Claus Conquers the Martians i DVD-afspilleren. Jeg må sgu’ indrømme, at jeg blev lidt charmet af Santa Claus Conquers the Martians. Tag ikke fejl: Det er en film, der er så ringe, at man skulle tro, det var løgn, men den har helt klart hjertet på rette sted og er så bundhamrende naiv, at man et eller andet sted ikke kan undgå at lide den.

Den er ikke andet end det, den oprindelig var tænkt som: juleunderholdning for børn. At den på grund af skiftende tider nok i dag primært vil blive set af voksne, er så en anden sag. Personligt ser jeg i øvrigt ikke nogen grund til at tolke filmen som en koldkrigsmetafor, hvilket andre anmeldere har gjort, men det er måske bare mig.

Filmen er så håbløst lavet, at det i sig selv er grund nok til at se den. Kulisserne ser langt hen ad vejen ud som noget en femteklasse kunne have lavet i sløjd – især “The Radar Box” inde i marsboernes raket er fornøjelig. Det er ganske enkelt en malet trækasse med lidt elektronik sat i låget. Tilmed er radarkassen tom, så filmens komiske sidekick, marsboen Dropo (Bill McCutcheon), kan gemme sig i den, og komme med til Jorden som blind passager!

Mars ligner på mange måder Jorden, og det gør marsboerne også. Det er mennesker med mørkegrøn sminke i ansigtet iført trikot og med en mærkelig hjelm (med antenner, naturligvis) på hovedet. Dragterne og hjelmene er i øvrigt også mørkegrønne. De er jo marsboere, ikke?

Vildt og voldsomt overspil

Rent kulturelt må man også sige, at Mars virkelig er meget som Jorden. Godt nok spiser de mad på pilleform, men det er ikke desto mindre med smag af røde bøffer og chokoladeis. Og marsbørnene ønsker sig dukker, bamser og baseballbats i julegave. Jojo, Mars er såmænd ikke så dårligt et sted at være – og da især ikke, da Julemanden først er ankommet og spreder smil og latter.

Og nu vi er ved latteren, så må Santa Claus Conquers the Martians helt klart være den film, jeg har set, der har den største mængde falske latter. Der grines meget i filmen, og det er så uhyrlig falsk og utroværdigt, at man ikke kan lade være med at grine (rigtigt) af det. Det hele har åbenbart været en tand for hjerteligt, selv for skuespillerne.

Skuespilpræstationerne er generelt helt horrible, hvilket vel kun var forventeligt. Især den onde, onde Voldar overspiller vildt, men overspil er allestedsnærværende.

Folkene bag filmene er hovedsageligt ukendte. Manuskriptforfatteren Glen Mareth har aldrig lavet andet, og det samme kan siges om manden bag historien, Paul L. Jacobson. Instruktøren Nicholas Webster var en del mere produktiv og lavede især en del TV i USA i fra begyndelsen af 1960’erne og til omkring 1980.

Heller ikke de medvirkende er i de fleste tilfælde nogen, man har hørt om. Mange af dem har dog været aktive i amerikansk film og TV, men ikke rigtig noget vi danskere kender. Som et kuriosum kan dog nævnes, at den lidt bedre kendte skuespiller og sanger Pia Zadora medvirker i filmen som en af Kimars børn.

Julestemning

Santa Claus Conquers the Martians er ikke ligefrem en actionpakket film, men man må erkende, at handlingen faktisk på intet tidspunkt er stillestående. Hvis man har tålmodighed til at se en film af denne type, går de cirka 80 minutter derfor ganske tjept.

Det kræver altså blot, at man også kan nyde en film for dens dårligdomme. Og som sagt: Dårlig produktion og skuespil til trods, så hænger der en naiv charme over Santa Claus Conquers the Martians, der gør, at man faktisk ikke kan undgå at komme lidt i julestemning over den – selv her i januar.

Santa Claus Conquers the Martians er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Jul, Julemanden, Mars, Rummet, Rumskibe, So Bad It’s Good