Rune

Som navnet måske antyder, så handler dette rollespil om folk, der historisk set brugte runer, altså vikinger. Men det er bestemt ikke et stramt historisk vikingerollespil, og specielt ikke i forhold til hvad vi, som skandinaver, ville forvente af et historisk vikingerollespil. Men det gør Rune-regelbogen også med det samme klart.

De “vikinger” der er på spil her, og som er spillernes karakterer og historiernes hovedpersoner, er vilde, blodtørstige, hærgende, mjødhungrende (og alkoholhungrende helt generelt) vikinger, der dræber og plyndrer alt på deres vej, og hvis hovedformål i livet er at søge ære eller døden i kamp. Det er målet med deres konstante færden rundt på eventyr.

Derfor er dette rollespil også blevet taget med i og anmeldt under Planet Pulps barbar-tema. Runes “vikinge”-helte kunne man lige så godt udskifte med “barbarer” i den klassiske forstand, hvis man fjerner den fernis af vikingekarakteristika, de har, såsom at de hedder Einar Bloodbeard og sværger ved Odin og Thor. Skulle man have lyst, kunne man lige så godt spille Rune med cimmerianske barbarer, der sværger til Crom i Howards præ-historiske Hyboria-verden.

Fra computerspil til rollespil

Når man ser på coveret til bogen, og dvæler lidt ved titlen, vil der for de mere computerspilsnørdede nok ringe en klokke, og de kommer så i tanke om computerspillet Rune, lavet af Human Head Games i 2000. Dette er/var, for de der ikke kender spillet, et 3rd person-kampspil baseret på enginen fra datidens store 1st person-multiplayerspil Unreal Tournament.

I computerspillet Rune påtager man sig rollen som den unge viking Ragnar, der som udvalgt kriger for Odin må kæmpe sig gennem vikinger, dværge, gobliner, zombier og andre monstre for at forhindre Lokes skumle planer om at udløse Ragnarok. Alt sammen meget standard for et fantasycomputerspil med lidt vikinge-flavour strøet oveni for at få det til at smage lidt anderledes.

Det er altså her, at Rune-rollespillet får sin kitsch-vikingetilgang, for det er faktisk bestillingsarbejde, lavet på bestilling fra Human Head Studios, der gerne ville have et matchende rollespil til deres computerspil. Det kunne godt få det til at lyde som om, Rune-rollespillet kunne være det værst tænkelig crap – som f.eks. EverQuest D20 – men lad mig på forhånd sige, at det er det ikke. Tværtimod.

En af grundene til dette er nok, at det ikke var et hvilket som helst spilfirma, de hyrede til opgaven, men derimod det lille, men meget stilskabende, grænseafprøvende og kvalitetsbevidste bræt- og rollespilsfirma Atlas Games – der så omvendt heller ikke hyrede hr. Hvem-som-helst til at designe spillet.

Human Head Studios har da også siden hen flirtet voldsomt med bræt- og rollespilsmarkedet. Så meget at de faktisk har lavet en underdivision, der kun tager sig af at lave den slags sager, og som nu bliver ledet af Jason L. Blair, der er kendt for børne-horrorrollespilet Little Fears fra 2001, udgivet af hans eget selskab 20 Keys Publishing, der nu er storleverandør og distributør af diverse indie-rollespil.

For den almindelige rollespiller lyder et sådan hyrearbejde voldsomt, men når man tænker på, hvor meget det koster at udvikle og udgive et computerspil i dag, i forhold til et rollespil, så er det at købe sig til at nogen laver et rollespil jo peanuts.

Lidt om forfatteren

Rollespillet Rune udkom i 2001, og er skrevet af den efterhånden ret så feterede rollespilsdesignerstjerne Robin D. Laws. Han er nok mest kendt for følgende rollespil: Feng Shui fra 1996 (kitch kung-fu på den gode måde, også udgivet af Atlas Games for øvrigt), HeroWars (Laws’ gendesign og revitalisering af den klassiske og ret så originale fantasy-rollespilsverden Glorantha fra RuneQuest) og Dying Earth (lavet over Jack Vances sci-fi/fantasy-crossover kultbøger).

Derudover er han også kendt for sit arbejde med rollespillene Over The Edge -rollespilsdesigns-meisteren Jonathan Tweets eksperimenterende, minimalistiske og trendsættende modern-bizarro-rollespil, der for øvrigt også er udgivet af Atlas Games – samt Over The Edges pæne og lidt mere traditionelle lillebror Unknown Armies.

Også gode, gamle Earthdawn, fra dengang det også var ungt og vildt, var Laws involveret i. Vi har her på Planet Pulp tidligere anmeldt Laws’ bidrag til Hogshead Publishings New Style-serie, Pantheon and Other Roleplaying Games og hans mindre vellykkede debutroman, Pierced Heart, der foregår i Over The Edges udgave af en moderne og samtidig helt overkogt, nutidig virkelighed.

Hele Laws’ karriere er karakteriseret ved, at han er eksperimenterende, mens han på samme tid også altid arbejder med og inkorporerer meget klassiske og traditionelle elementer. Det samme gør sig gældende for Rune. For Rune er et sammendrag af meget eksperimenterede rollespil, og har samtidig elementer af noget, mange nok vil anse som meget old school i forhold til den måde, de spiller rollespil på i dag.

Også i Rune kombinerer Laws nyt og eksperimenterende med gammelt og velkendt arvegods fra rollespillets oprindelse, og der er blandt idéerne gengangere fra og videreudvikling af, hvad vi blandt andet har set i hans Pantheon and Other Roleplaying Games.

Baseret på Ars Magica-reglerne

Som allerede ganske kort nævnt, går Rune ud på, at man spiller en gruppe heltemodige og hærgende vikinger. I klassisk stil starter Rune-bogen da også med en indledning om, hvordan man laver sin vikingekarakter, og her forklares også de grundlæggende spilmekanikker for færdigheder, kamp og deslige.

Disse er faktisk baseret på systemet fra Ars Magica – det efterhånden klassiske rollespil om middelalderlige magikere, som Atlas Games overtog udgivelsen af fra Wizards of the Coast i 1996. Alt i Rune afvikles derfor med 10-sidede terninger ligesom i Ars Magica, og spillerkarakterernes “Characteristics” – der sådan nogenlunde svarer til, hvad andre rollespil kalder for “attributes” eller “abilities” – er også de samme, og måles på samme måde.

For dem der ikke lige kan huske Ars Magica-reglerne, eller måske ikke kender dem, så lad mig kort skitsere dem. Der er otte Characteristics: “Strength”, “Stamina”, “Dexterity”, “Quickness”, “Intelligence”, “Perception”, “Presence” og “Communication”, der alle i karakterskabelsen kan have en værdi fra -3 over 0 til 3. Her er et positivt tal naturligvis godt, negativt dårligt og nul bare neutralt.

Man bruger point til at skabe sin karakter med – ingen terninger her – og det koster derfor points at købe en positiv værdi i en Characteristic, mens man får point for at give sin karakter en negativ Characteristic. Rune tager her helt konsekvensen af at være et kampfokuseret rollespil, for de mere kamprelaterede Characteristics som Strenght og Dexterity koster mere at købe sig op i og giver mere at sælge sig ned i end andre ikke så kamprelaterede Characteristics såsom Intelligence og Presence.

Evner

Derefter udstyrer man sin spillerkarakter med det, Rune og Ars Magica kalder “Abilities”, og som lægger sig op af, hvad andre spil kalder “Skills”. Her, igen til forskel fra Ars Magica, er Rune klart fokuseret på kamp og udforskning, fordi Abilities er delt op i “Fighting Abilities”, såsom “Brawling”, “Chain Weapon” eller “Great Weapon”, “Exploring Abilities”, såsom “Climb”, “Ride” eller “Stealth” og “Interaction Abilities”, såsom “Bargain”, “Gamble” eller “Sing”.

Det skal lige nævnes, at også Ars Magicas Abilities er underopdelt, bare ikke på samme måde. Hvor Characteristics er meget brede og almene, er Abilities mere snævre og specifikke, og i modsætning til Characteristics kan værdien af en Ability altid kun være positiv, ikke negativ. Derfor koster det betydeligt mindre per point at købe sig op i en Ability i forhold til selv de billigste blandt Characteristics.

Abilities er dog igen underinddelt i “Primary” og “Secondary” Abilities, når man skal købe dem, hvor Primary er dobbelt så dyre, fordi de bliver brugt så ofte i spillet. Alt sammen igen et udtryk for Runes, og dermed designer Robin D. Laws’, meget praktiske og pragmatiske tilgang til det hele.

Reglerne i brug

Ligeledes kan man også bruge sine point til at købe andre ting, der falder lidt uden for fællesbenævnelserne. F.eks. kan man øge sit antal af hit points, der ellers er helt afgjort af kombinationsscoren af ens Strength og Stamina. Alle “ratings” i Rune-systemet bliver generelt lavet ved, at man lægger den relevante Characteristic sammen med en eventuel relevant Ability og hvad der måtte være af modifikationer ved de genstande, man bruger, til at få en talværdi, altså en rating.

Sådan fungerer det også, når man skal teste noget, altså rulle nogle terninger. Så finder man også den relevante Characteristic, lægger dertil værdien i en mulig tilhørende Ability alt efter, hvad man prøver på at gøre, samt plusser eller minusser afhængig af situationen. Hertil lægger man så resultatet af et kast med en 10-sidet terning. Så gælder det om at komme op over eller lig med det “Target Number”, altså den sværhedsgrad, testen har. Ens Target Number kan tit blive afgjort af en andens rul plus Characteristics, evt. Abilities samt andre plusser/minusser – dvs. hvor to egentlig konkurrerer om at få den højeste værdi.

Det er også efter samme overordnede principper, at kampsystemet kører. Man har en “Initiative Score” for hvem, der handler hurtigst, en “Attack Score” og “Defense Score”, der bestemmer testene for, hvor let man rammer/hvor let man er at ramme, alt afhængig af våben samt parternes valgte angrebs- og forsvarsform.

Derudover er der “Damage Score” og “Soak”, der hver især bestemmer, hvor meget skade, man kan dele ud henholdsvis tage imod, når det kommer så vidt, at en karakter bliver ramt. Ydermere er der selvfølgelig en masse modifikationer og diverse ekstraregler, for, som de fleste nok allerede har bemærket, så er det kamp og action, som Rune drejer sig om, og det helt uforbeholdent og usminket.

Bevidst om hvad det er og vil

Hvad reglerne angår, er alt dette for så vidt meget standard, som man kender fra mange andre steder, og er ret nemt at gå til. Måske er der ikke så meget nyt under solen her for de fleste erfarne rollespillere, men det skal dog bemærkes, at spilmekanikken i Rune lader til at være så gennemtænkt og godt designet, at de fleste andre regelbøger kommer til kort. Her er der virkelig noget at lære for mange andre systemer og deres designere.

Men alligevel vil de fleste sikkert mene, at dette jo tydeligvis allerede er udforsket og betrådt grund. Måske er det endda et område, der i nogles øjne, er blevet misbrugt i en sådan grad i rollespillets første årtier, at det bestemt ikke kan være interessant mere. Til det må man sige, at der sikkert er nogle, der har et eller andet mellem en uforklarlig fascination og en fetich hvad angår store krigere i vild dungeonkamp med monstre og deslige; sikkert flere end der vil indrømme det i al offentlighed og overfor sig selv.

I den del af introduktionen, der er rettet til erfarne rollespillere, lægger Robin D. Laws selv op til, at der naturligvis er mange former for rollespil, men “a whole lot of players just like to tromp through mazes filled with dangerous creatures and hack down anything that moves”. Måske ikke hele tiden, men i hvert fald en gang imellem, når det kommer over dem, fordi “it can provide a fun change of pace in between more story-oriented games. After all, most current members of the others [af rollespilstyper] started out as enthusiastic goblin-slayers”. Som allerede bemærket er Rune et rollespil, der fra designerens hånd er sig yderst bevidst om, hvad det er og vil.

Derudover skiller Rune sig ud fra fordums mængder af fantasy-middelalder-hack ‘n slash-D&D-kloner på grund af et centralt element, jeg endnu ikke er kommet ind på. Et element, der nok vil dele størstedelen af publikum i to lejre: Dem der synes, at dette er et skrækkeligt tilbageskridt til de allerværste sider af de klassiske D&D-dungeon-hack-tider, og dem der synes, at dette er en charmerede lille genistreg – og jeg kan med det samme afsløre overfor læserne, at jeres anmelder hører til den sidste lejr.

Skiftes til at være spilleder

Dette centrale element ved Rune er, at alle medlemmerne af rollespilgruppen skiftes til at være spilleder og køre samt designe de små encounters, som scenarierne i Rune er stykket sammen af. Dette i en sådan grad, at det ikke bare er tanken at et par medlemmer af gruppen skiftes til tjansen. Nej, det er tydeligt, at Laws’ hovedtanke er, at alle – ALLE – der spiller med, på et eller andet tidspunkt er “runner”, som det hedder i Rune-vokabularet, og at jobbet som runner skifter i en sådan grad, at der er flere forskellige runners/spilledere i løbet af en “session”, hvilket vil sige spilaften.

Dette kan lade sig gøre uden de store problemer, man normalt ville regne med i den forbindelse, på grund af et sindrigt og dog stadigvæk forholdsvis enkelt system, der samtidig har den, for en del rollespillere nok nærmest kætterske, effekt, at én spiller faktisk kan vinde i Rune i forhold til de andre spillere. Hvordan det? Jo, på deres eventyr, eller hærgen om man vil, akkumulerer spillernes vikinger hver især de såkaldte “Victory Points”, som de får ved at gøre forskellige vikingeagtige ting.

En måde er at samle skatte/plyndringsgods – det skal for god ordens skyld siges, at man først får Victory Points for sine skatte, når man afleverer dem til sin hjemlandsby, og derfor ikke kan bruge dem som værdier mere. En anden er ved at dræbe fjender eller bare give dem drøje hug, eller ved at klare, undgå og overvinde fælder og lignende forhindringer på ens heroiske færd. Når man så har færdiggjort en kampagne, eller i hvert fald en serie af eventyr, ja så er den, der har skrabet flest Victory Points sammen naturligvis vinderen.

Det er også dette Victory Points-system, der er med til at sørge for, at de skiftende runners udfører deres hverv forholdsvist fornuftigt. For de får nemlig negative point, hvis de under deres tjans som runner kommer til at dræbe en af de andre spilleres helte, samtidig med at de tjener Victory Points jo mere og hårdere, de får såret og bragt heltene i knæ uden at dræbe dem helt.

XP

Derudover er Victory Points også runnerens garant for, at den spiller, der bliver sat til at kontrollere runnerens helt, mens han er runner, også tager sig godt af ham, fordi det kan den anden spiller tjene ekstra Victory Points ved. Victory Points bruges naturligvis også som erfaringspoints – eller XP for de mere D&D-mindede – i den forstand, at man med dem kan købe ting, som gør ens helt bedre.

Dette kan naturligvis være nye abilities eller at man bliver bedre til dem, man har, men man kan også bruge dem på “Divine Gifts”. Det vil sige gaver fra de forskellige vikingeguder, der gør én i stand til at gøre forskellige helteagtige ting. Disse kan man købe for ubrugte Victory Points, når som helst. Det vil f.eks. sige, at en helt midt under en kamp godt kan få en meget belejlig gave – man beholder disse gifts/evner permanent, når man én gang har købt dem – med forklaringen, at det først er da, at han opdager, at guden har velsignet ham. Hvilket egentlig virker overraskende logisk.

Som kort nævnt før er hver gave knyttet til en bestemt gud: Thor, Odin Heimdal, Loke, Frej osv., og alt efter hvem man har flest gaver fra, er det ens hovedgud, som man har tættest forbindelse med. Dette er dog ikke ubetinget en god ting, for jo mere, man er knyttet til en bestemt gud, jo mere styrer denne også, hvad man kan og specielt ikke kan gøre. Det kommer til udtryk ved, at en runner får flere muligheder for at lægge forhindringer og lignende i vejen for en specifik karakter i sit design af encounters.

Ydermere bruges Victory Points, i form af den totale værdi af hele gruppens samlede antal Victory Points, som et udtryk for, hvor stærk gruppen er, og dette sætter standarden for, hvor vilde encounters den enkelte runner må designe – dvs. hvor mange point han må købe modstandere, udfordringer og fælder for.

Selve encounter design-delen er nemlig også delt op således, at hvert encounter er underopdelt i forskellige events, og der er tabeller og pointskalaer for, hvordan runneren kan designe de enkelte events, hvilke muligheder der er osv. Det sikrer de enkelte spillere, at en af de andre ikke går helt grassat, når det er hans tur til at være runner. Som runner skal man skrive sit designede encounter ned i grundtræk og derefter vise det til de andre spillere, når de har gennemspillet encounteren.

Målgruppen

Men hvem sigter Rune mod som målgruppe? Hvem er det, spillet vil henvende sig til, hvem bejler det til? Er det computerspillerne, der oprindeligt syntes, at Rune var et rigtig fedt spil og nu ville tjekke det der bordrollespilsnoget ud? Er det de hårdkogte dungeon-nørder, der op gennem halvfemserne levede en mere og mere skrantende tilværelse, eftersom TSR og co. begyndte at glide fra hinanden og det hele blev dark, live og artsy-fartsy – og i sidste ende powergaming med vampyrer i stedet for Paladins?

En tredje mulighed er, at det faktisk er de eksperimenterende rollespillere, som de sigter efter. Dem der gerne vil udforske, hvad rollespil er, og hvad man kan med det. Altså den gruppe af rollespillere, der senere har bundfældet sig omkring The Forge-miljøet og indie-rollespil.

I indledningen til Rune har Robin D. Laws delt det op således, at der er en introduktion for dem, der kommer fra computerrollespil, så som Rune, og ikke kender noget som helst til almindelige bordrollespil, og en introduktion til erfarne rollespillere, eller i hvert fald dem, der ved hvad bordrollespil er, og har prøvet det før.

I introduktionen til dem, der kommer fra computerspillene, får de i grove træk fortalt, hvordan de to former for rollespil har udviklet sig fra samme grundlag engang i halvfjerdserne, og siden er vokset fra hinanden, samt en fremragende introduktion til, hvad bordrollespil egentlig er for noget. Så på det sigte henvender Rune sig altså til folk, der aldrig har spillet rollespil før.

I introduktionen til folk, der ved hvad rollespil er, er det omvendt tydeligt, at Rune, det vil sige Robin D. Laws, går ud fra, at den generelle, erfarne rollespiller ikke bare har spillet et enkelt eller to forskellige typer rollespil, men mange. Som man også kan se i nogle af tekstcitaterne ovenover, der netop er fra dette afsnit, så går Laws ud fra, at folk spiller forskellige typer rollespil på forskellige tidspunkter: Lidt efter smag og behag, hvad folk nu har lyst til på det tidspunkt, og derfor kan det da heller ikke være så underligt, at folk lige pludseligt skulle have lyst til at spille et enkelt spil viking-hack ‘n slash. Om ikke for andet, så for afvekslingens skyld.

Laws foreslår selv, at man måske tager et spil Rune, hvis man sidder og skal spille ens ugentlige kampagne eller lignende, og der så er én eller flere af spillerne, der ikke kan komme. Så kan man lige pille Rune ned fra hylden og snuppe et par hurtige spil uden alt for meget forberedelsestid.

D&D as it should have been

Rune skulle altså være et spil, der både skulle kunne glæde den helt spæde begynder og have underholdningsværdi for selv de mest hærdede veteraner, der i egen selvforståelse har bevæget sig langt i forhold til den form for rollespil, de startede med. Det er egentlig ganske ambitiøst at turde favne så bredt.

Hvis jeg skulle anbefale noget til en flok 14-årige knægte, der gerne vil prøve at spille noget af “det der rollespil”, med vilde krigere, monstre og underjordiske huler, ville jeg sige, at Rune var et godt sted at starte. Også fordi systemet er så godt struktureret til at hjælpe en runner, der aldrig har prøvet det før, med at komme i gang ved at give dem nogle faste rammer og strukturer. Der er langt mere hjælp at hente her, end der var i Dungeons & Dragons Basic-sættet, da jeg selv startede ud med det.

Alene sproget i bogen er klart, letlæseligt og særdeles underholdende, og selve Rune-bogens strukturering er gennemtænkt og let at finde rundt i, inklusiv et godt stikordsregister til allersidst. Så på den måde er Rune “D&D as it should have been”. At alle får lov til at være spilleder/runner tror jeg personligt er endnu en fordel, for i min erfaring er dem, der bliver i hobbyen, ofte dem, der startede som spilledere, måske fordi de i højere grad ser et potentiale, hvor de kan være kreative.

Enkelte udvidelser

Senere har Atlas Games i 2003 udgivet udvidelsen Last Hero in Scandinavia til Rune, der ud over en række andre nye ting også indeholder crossover-regler til D20. Således kan Rune-spillerem, der vil udvide deres horisont, let komme videre til D20, eller naturligvis Ars Magica, som Rune-systemet som nævnt er bygget på.

Samtidig kan jeg fint se mig selv tage Rune ned fra hylden og tage et spil en aften sammen med nogle gamle og garvede rollespillere. Måske på en lidt anden måde end novicerne ville gribe det an – for eksempel ved at tilpasse det, så man spiller i f.eks. Robert E. Howards og Conans Hyboria eller noget tilsvarende, hvilket systemet ville passe perfekt til. Og hvis det kørte godt, kunne jeg fint se mig selv gøre dette mange gange, for selve oplægget og bogen er inspirerende og charmerende på en måde, der ikke er til at stå for.

Rune er nu et rollespil med en vis alder, seks år for at være nøjagtig, og selv om et lille spilfirma som Atlas Games aldrig holder op med at understøtte deres produkter, så er det dog et stykke tid siden, der sidst er kommet noget nyt til Rune eller at det bare er blevet nævnt i en nyhedsmail fra Atlas Games. Last Hero in Scandinavia udkom som det nyeste supplement i 2003, og ud over det er der kun udkommet minisupplementet Crouching Wizard, Smashing Hammer på 32 halve A4 sider – ja, den har et ret spøjst format! – fra 2001 og Enter the Viking på 80 sider fra 2002. Ja, de har et eller andet med Hong Kong-film til deres titler.

Overset perle

Når jeg tidligere rent retorisk spurgte, hvem Rune egentlig henvendte sig til, så var det også fordi, Rune-rollespillet enten ikke har bidt sig fast ved dem, det henvender sig til, eller slet ikke er nået igennem til dem. Selv om det er en skam, så er det nærmest en usandsynlig opgave at Rune, publiceret af et lille forlag uden noget stort distributionsnetværk i ryggen, skulle være nået ud i butikkerne – altså ikke bare de deciderede rollespilsbutikker – til de helt grønne spillere.

Der er måske enkelte fans af computerspillet Rune – de mest ihærdige – som har opsøgt det, men nok ikke mange, hvis man skal være realistisk. Samtidig kom Rune lige før bølgen af D20-ting, som nok fuldstændigt har overhalet Rune indenom i forhold til dets publikum.

Den ældre og mere eksperimenterende del af rollespillerne lader til at være blevet helt afskrækket. For det første af den klare hack ‘n slash-tilgang og for det andet af, at dette var en computerspilslicens. Det kan godt være, man egentlig ikke skal dømme en bog på dens cover, men det er nu bare, hvad der som oftest sker. End ikke Robin D. Laws’ gode navn har formået at tiltrække megen opmærksomhed fra den front.

Dette er en skam, for Rune er en underholdende og overset lille perle. Den er både velskrevet og veldesignet, og et spil, som de fleste rollespilsgrupper nok vil kunne få meget glæde ud af. Herfra skal der lyde de varmeste anbefalinger. Absolut et besøg værd, når du kan mærke, at din indre barbar begynder at trænge sig på.

Anmeldt i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: Barbarer, Vikinger