Noget tid senere kom den brasilianske filmmager José Padilha på banen. Hollywood var i forvejen interesseret i ham på grund af hans to succesfulde actionfilm Tropa de Elite (2007) og Tropa de Elite 2: O Inimigo Agora E Outro (2010), som gjorde indtryk på alverdens filmfestivaler med deres semidokumentiske filmsprog, samfundskritik og den talentfulde Wagner Moura i hovedrollen. Med de elementer i sine tidligere film, virkede Padilha pludselig som en oplagt instruktørkandidat til RoboCop.
RoboCop foregår i en nær fremtid, hvor robotteknologi bliver brugt i krige mod terrorisme. Alle lande benytter sig af robotter til bekæmpelse af kriminalitet lige på nær USA på grund af en særlig lov, der forbyder robotter i landet. Alt dette får man at vide fra filmens fiktive politiske tv-vært Pat Novak (Samuel L. Jackson), der efterfølgende spørger sine seere:
“Why is America so robofobic?”
Senere møder man den idealistiske politimand Alex Murphy (Joel Kinnamann), der er på jagt efter en våbenhandler, der samarbejder med Murphys korrupte kollegaer. Idet han blander sig mere i sagen, koster det ham dyrt. En bilbombe totalskader ham for altid, og robotfirmaet Omnicorp ser deres snit til at gøre ham til Amerikas fremtid på lov og retfærdighed: RoboCop.
Den nye RoboCop er heldigvis ikke en total kopi af Verhoevens film. Det havde heller ikke givet mening, idet Padilhas film skulle stå på egne ben, også selvom den bruger de kendte plotelementer.
Da det kom ud, at den nye films rating var PG-13 (dvs. mere børnevenlig end originalens R-rating), var de gamle RoboCop-fans ude med riven med det samme. Det nye RoboCop-design kunne de heller ikke lide og ja, selv jeg må indrømme, at den minder om Batmans dragt fra Christopher Nolans Batman-trilogi. Men selvom der er mangel på ultravold og grotesk satire og Rob Bottins oprindelige design, så der er stadigvæk interessante ting at finde i RoboCop anno 2014.
Den ser på én af tidens omdiskuterede problemstillinger, nemlig brugen af droneteknologi, hvilket filmens første scene handler meget om. Filmen foregår ca. 15 år ude i fremtiden, og det er nok ikke utænkeligt, at droneteknologien kan udvikles med tiden. De centrale emner fra Verhoevens originale film om menneskelighed kombineret med teknologi er også stadig med – bare set i et nutidigt lys.
Den svensk-amerikanske Joel Kinnaman gør det faktisk rigtigt godt som Alex Murphy/RoboCop og formår at gøre rollen til sin egen, ligesom Peter Weller gjorde det i originalen. Weller vil for mange stadigvæk stå som den bedste RoboCop, men jeg synes nu Kinnaman får vist nogle andre sider af Murphy, som man ikke fik i den gamle film.
I den nye film er der en scene, hvor Murphy ser, hvad der er tilbage af ham selv, og det er ret uhyggeligt. Han kommer i den grad i en personlighedskrise, der skaber afstand til hans smukke kone (fint spillet af Abbie Cornish) og hans søn David. Familiedramaet mellem dem er filmens hovedhistorie.
Den altid seværdige Gary Oldman er glimrende som Dr. Norton – skaberen af RoboCop. Det er sjovt at se den tidligere Dracula give den som en Dr. Frankenstein-figur. Oldman formår med nemhed at skildre figurens dobbelthed med manér. Samuel L. Jackson har ind imellem hang til overspil, men hans rolle som Pat Novak passer perfekt til hans vilde skuespil. Den rablende tv-vært er en glimrende parodi på Bill O’Reilly, en af de kontroversielle værter fra den republikanske tv-kanal Fox News. Novak er omtrent ligeså ekstrem som ham.
Gode gamle Michael Keaton gør det fint med den forholdsvis tyndt skrevne rolle som Omnicorps griske direktør Raymond Sellers. Det er især sjovt se ham i samspil med Oldman, når man som inkarneret filmnørd kender deres relationer til Batman-filmene.
Remakes af klassiske film er ofte noget værre lort, men man kan blive overrasket ind imellem. F.eks. lavede David Cronenberg en fremragende remake af den gamle The Fly (1958) (dansk: Fluen) og Zack Snyder formåede at lave en rigtig uhyggelig 2004-nyfortolkning af George Romero’s Dawn of the Dead (1978).
Padilha er sluppet ret godt afsted med sin opdatering af RoboCop. Den overrasker positiv på mange måder, men den seje politirobot trænger seriøst til nogle mere hårdkogte skurke at slås med. Måske kunne der komme en spændende forsættelse til denne her RoboCop, der forhåbentlig kan slette minderne om de oprindelige forsættelser efter Verhoevens film – i særdeleshed den latterlige treer!
Anmeldt i nr. 102 | 13/04/2014
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…