Hvis man flyver ind i flodbredderne, broerne eller fjenderne, eller hvis man bliver ramt af kugler fra den type fjender, der skyder (kampvogne og visse typer helikoptere), dør man.
Man har ubegrænset ammunition, men ikke brændstof, så man er nødt til jævnligt at tanke op ved at flyve over et brændstofdepot, tydeligt markeret med ordet “FUEL”.
Så enkelt er River Raid, men decideret let er det ingenlunde; i hvert fald ikke når man kommer lidt ind i spillet.
For selvom fjenderne – der indledningsvist er skibe og helikoptere – lægger ud med at være stationære, begynder de snart at bevæge sig fra side til side, ligesom også andre typer af fjender kommer til, herunder hurtigtflyvende hvide fly, spærreballoner, tanks, der står på bredden og skyder mod én og brune helikoptere, der også skyder.
Derudover bliver floden også mere udfordrende at navigere igennem, med mange smalle slugter, hvor man skal holde tungen lige i munden for ikke at flyve ind i bredden og dø.
Skærmen scroller kontinuerligt, og det lille blå fly, man styrer, ligger konstant i bunden af skærmen. Man kan kun flytte det til højre og venstre, men ikke frem og tilbage på skærmen.
Til gengæld kan man kontrollere hastigheden. Lader man joysticket stå i neutral position og kun drejer det til siderne, flyver man med middel hastighed. Skubber man joysticket frem, flyver man hurtigere, mens man naturligvis flyver langsommere ved at hive tilbage i joysticket.
Det får man løbende behov for; både for at undgå diverse fjender, som man kan forsøge at flyve foran eller blive bagved, og for at navigere sikkert gennem flodens smalle passager.
Styringen er altså minimal, men det er særdeles velfungerende.
River Raid blev oprindeligt udgivet til Atari 2600 i 1982, og hører dermed til første generation af spil til hjemmecomputermarkedet. Commodore 64-porten udkom i 1984, og foruden 64’eren blev spillet også lanceret til en stribe andre maskiner.
Derudover er River Raid væsentlig ved, at det var ét af de første spil, der blev designet og programmeret af en kvinde – Carol Shaw (f. 1955). Shaw arbejdede for Atari fra 1978-80, hvor hun designede en håndfuld spil, bl.a. Super Breakout (1981).
Fra 1982 arbejdede Shaw for Activision, hvor hun bl.a. designede River Raid, inden hun forlod industrien i 1984 og siden trak sig tilbage i 1990 – en tidlig pension, der angiveligt bl.a. lod sig gøre på grund af River Raids succes!
Grafisk er River Raid ekstremt enkelt, og det samme gælder lydsiden, der er begrænset til lyden af ens flyvemaskine, en pew-pew-lyd, når man skyder, og lyden af eksploderende fjender.
At kalde River Raid “grimt” vil selvfølgelig være unfair i forhold til den tid, spillet er fra, og hverken på grafik- eller lydsiden er spillet meget værre end så mange andre spil, der kom i denne tidlige periode af Commodore 64’erens historie.
Alle, der har ejet en Commodore 64, ved, at maskinen på både grafik- og lydsiden er i stand til langt mere, end det, River Raid demonstrerer.
Men selvom River Raid på den måde bestemt ikke er kønt at se på – eller lytte til – så er det et virkeligt underholdende lille spil, hvis ekstremt enkle gameplay altid indbyder til, at man lige skal forsøge at slå sin egen hi-score.
Man kan også konkurrere med en kammerat, for selvom man ikke kan spille to på én gang, så har spillet en 2-spiller-modus, hvor man spiller på skift: Når spiller 1 dør første gang, er det spiller 2’s tur. Eneste forskel er, at spiller 2’s fly er gult.
River Raid solgte ekstremt godt dengang, og det er velfortjent, for det er et velprogrammeret lille spil: Let at gå til og hurtigt at lære, men udfordrende i længden og med den vigtige kvalitet, at man, når man har mistet alle sine fire liv, lige skal prøve igen – bare én gang til.
Anmeldt i nr. 202 | 13/08/2022
I denne måneds leder skriver Jacob Krogsøe om... en julekalender?
Edgar Wrights overnaturlige thriller om den unge kvinde Ellie, der på sit værelse i Soho…
Alfred Hitchcocks thriller om reklamemanden Thornhill, der uforvarende bliver viklet ind i en kompliceret og…
Demi Moore og Margaret Qualley er fantastiske i den groteske og absurde The Substance, der…
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…