Planet Pulp

Denne fine dokumentarfilm kommer man ikke uden om, hvad enten man elsker Tolkiens univers eller fortællinger om fans generelt. Man griner, måber, undres, men mest af alt underholdes man bravt. Dominic Monaghan, skotten der spiller Merry i Lord of the Rings-trilogien er en fantastisk fortæller, og han leder tilskueren igennem fan-universet.

Tænk hvis Forrest J. Ackerman havde lavet Lord of the Rings-filmatiseringen

Som en klassisk dokumentar indledes filmen med en montage, der viser guf fra fankulturen. Der er musik, sjove optrin og fortællerstemmen åbner ballet. Jeg var fanget ind med det samme. Og så går filmen historisk til værks: I en Monty Python/Michael Moore-lignende klippe-klistre-stil fortælles historien om tilblivelsen af bøgerne. Og for genrefans er det en fornøjelse, at det første interview er med den nu afdøde Forrest J. Ackerman, der så romanens potentiale, da den udkom i 50’erne – og det viser sig, at Ackerman allerede dengang forsøgte at få romanen filmatiseret!

Og så fortsætter filmen ellers som en fin vekselvirkning mellen historiske facts og historier fra fankulturen. Og dette mix er ret godt, da filmen aldrig går i stå. Et af filmens centrale virkemidler, som introduceres i indledningen, er at der stilles et kamera op i et lille rum, hvor fans så udtaler sig om filmen. Det er effektfuldt og giver følelsen af helhed. Desværre ”glemmes” denne gimmick i filmens midterdel, men kommer tilbage med fuld styrke i afslutningen – og i den sammenhæng bør man se filmens end credits.

Mange stemmer høres… blandt andet Lemmys!

Filmen er spækket, og jeg mener spækket, med fine interviews og detaljer, som gør, at man faktisk bør se filmen to gange for at få det hele med. Der er skuespillere fra filmene, skuespillere fra andre film, fans, forfattere, litteraturkritikere, ja, you name it, og selv Lemmy fra Motörhead dukker op!

Men det vigtige i den sammenhæng er, at filmen også giver plads til at høre stemmerne fra helt ”almindelige” fans, der kan sige lige så meget klogt om The Lord of the Rings som anerkendte eksperter. Og det er her, filmen for alvor bekender kulør: Det er en film, lavet af fans til fans.

En af mine favoritepisoder er, da en fan sidder ved det opsatte kamera og fortæller, hvem der er hans yndlingsperson fra The Lord of the Rings. Manden vælger Pippin, og fortæller hvorfor, og så er det, at Andy Serkis dukker op – skuespilleren der spiller Gollum – og den gode fan må hurtigt ændre mening: Hans yndlingsfigur er naturligvis Gollum!

Man sidder tilbage med følelsen af, at have set en film, som er uhyggeligt godt researchet. Bag humoren skinner grundigheden igennem. Når filmen slutter, går det op for én, hvor stort et impact Tolkien har haft på vores kultur. Både dengang, da filmene kom og i fremtiden – og da Ringers: Lord of the Fans var slut, begyndte jeg med det samme at genlæse romanen og se filmene. Og se, det er et fix, som man ikke finder andre steder.

Kill your darlings!

Min største anke mod filmen er dog også knyttet til, at den er lavet af fans. I passager bliver filmen en anelse ufokuseret, og tager sig lidt for lang tid til visse ting. Dramaturgisk er specielt de første og sidste 20 minutter forrygende, mens der i midterstykket er nogle svipsere. Filmen vil for meget og vil omkring et for omfattende emne på for kort tid. Jeg siger bare: Kill your darlings!

Som fan er det IKKE er minus, da det jo bare er flere detaljer, man kan sluge. Men som en formidlende film er det noget, der trækker ned. Men man kan jo ikke både få i pose og sæk, og hvis du er hardcorefan, kan du bare glemme det, jeg lige har kritiseret og smide to ekstra stjerner op i Mount Doom. Og for at holde sig i Peter Jackson-ånden, så ved Ringers: Lord of the Fans heller ikke, hvordan den skal slutte.

Anmeldt i nr. 62 | 13/12/2010

Stikord: Dokumentar, Fankultur, J.R.R. Tolkien