Planet Pulp

I sidste måned anmeldte vi Apokalypsens segl, som var første del i en todelt fortælling om Ridder Goodwill. Det syvende segl afslutter denne dommedagsfortælling.

Da vi forlod Goodwill i slutningen af Apokalypsens segl, så det mildest talt skidt ud. Den sorte ridder var godt i gang med at bryde De syv segl, og i hans jagt på den onde ridder blev Goodwill fanget af de nederdrægtige Gorgoner i en underlig paralleldimension.

Heldigvis slipper Goodwill væk, godt hjulpet af den tåbelige Totenfels, og han kan fortsætte sin jagt på ridderen og Vogterens tårn. Men i den “virkelige” verden er Apokalypsens ryttere blevet sluppet løs, og de går i gang med at indfange de mægtigste magikere, som skal bruges i et ritual, når Det syvende segl skal brydes. Så gode råd er dyre, og da Goodwill endelig finder frem til Vogterens tårn, bliver han konfronteret med en mægtig fjende fra fortiden. Og nu er Goodwill den eneste, som kan stoppe Dommedag, men hans odds er ikke gode. Hvad det hele ender med skal naturligvis ikke røbes her.

Styrker og svagheder

Det syvende segl har to trumfkort og nogle markante svagheder. For det første er tegningerne helt i top, og det vender jeg tilbage til senere. Det fede ved selve historien er den måde, som den alternative virkelighed er beskrevet. Væk er den almene forståelse af kausalitet, og Goodwill bliver den afgørende spiller i et perverst univers.

Det er som at træde ind i et mareridt, og denne del af fortællingen har forfatteren Léturgie et ganske godt greb om. Så langt hen ad vejen er Det syvende segl et dejligt dystert fantasyalbum, hvor tingene vendes på hovedet. Men som historien skrider frem, træder albummets svagheder frem.

Tempoet er simpelthen for højt, og for mange ting skal forklares på for lidt plads. Så godt nok er man fortrinligt underholdt, men man sidder tilbage med en følelse af, at man mangler et eller andet. Den store apokalypsefortælling bliver simpelthen afviklet for hurtigt, og Det syvende segl er klart svagere end det foregående bind, hvor der langsomt blev bygget op.

I Det syvende segl går det over stok og sten, og i forbifarten mister albummet en del. Det er naturligvis et generelt problem, når store fortællinger skal afrundes, og jeg ville ønske, at Léturgie havde ladet sin dommedagsfortælling strække sig over flere bind. For der er mange fede detaljer i albummet, men det fortaber sig i det overdrive, som historien leveres i.

Svulstigt

Luguys tegninger veksler mellem det smukke, det dystre og det karikerede, og denne blanding fungerer ganske optimalt. Samtidig fanger han med sine gengivelser af Goodwills ansigtsudtryk ganske godt den afmagt, som den rødhårede ridder føler – og denne alvor i karakteren er noget, der klæder den ellers lidt for kække og karikerede Goodwill.

Generelt er albummet svulstigt i både indhold og illustration, men det er klart tegningerne der gør, at historiens svagheder er til at overse. Og for dem der ikke kan få nok af Goodwill, kan jeg da også røbe at Det syvende segl ikke er det sidste bind i serien, selvom det er apokalypsen, der står for døren. Bind 13 skulle gerne snart udkomme.

Det syvende segl er venligst stillet til rådighed af Donovan Comics.

Anmeldt i nr. 27 | 13/01/2008

Stikord: Fantasy