Men hans kærlighed til en jødisk kvinde, som Gestapo har sendt til dødslejrene, og krigens endeløse gru, har drevet ham til en form for frontkulret vanvid. Heinrich har udviklet sig til et vaskeægte monster. Efter sin død vågner han i Helvede. Og her begynder sagaen om Requiem, vampyrridderen.
Alt ved denne serie er kontroversielt. Fra valget af en moralsk pseudo-nazist som hovedperson, til de ret eksplicitte BDSM-scener og den mildt sagt infernalske setting: Jordens onde spejlbillede, helvedesdimensionen Ressurection.
På Ressurection er der vendt om på Jordens kontinenter og oceaner – sidstnævnte er fulde af blod. Atmosfæren er en evig brand. Tiden går baglæns, og de forbandede sjæle der genopstår i døde kroppe, ældes baglæns – hvilket dog ikke forhindrer mange af dem i at rådne.
Dette inferno er styret af en elite af vampyrer, og i øvrigt befolket af allehånde ligædere, zombier, varulve og andre monstre, der alle er genopstandne mennesker, med forskellige synder bag sig.
Heinrich/Requiem genopstår som en vampyr, men han mangler den sadistiske dedikation til undertrykkende grusomhed, som holder sammen på resten af hans artsfæller. Dette ser ud til at blive omdrejningspunktet for hans personlige udvikling fremover.
Requiem Vampire Knight er skabt af to af de allerstørste kunstnere indenfor tegneserieverdenen.
Idémanden og forfatteren, den britiske Pat Mills, der er medstifter af 2000 AD, og har skrevet for Judge Dredd, ABC Warriors, Sláine og Torquemada, for blot at nævne de bedste, fik ideen til omvendt-verdenen allerede som barn.
Han glemte den aldrig, og videreudviklede den sammen med den franske tegner Olivier Ledroit, der illustrerede de første fem bind i den fænomenale serie Den Sorte Månes Krønike. Grundlæggende set har jeg lige nævnt alle mine yndlingstegneserier, og mine forventninger var derfor kolossale, da jeg åbnede første bog i de engelsksprogede trade paperback-udgaver.
Her er det måske på sin plads at tilføje, at jeg anmelder den seneste udgave, der er udkommet i engelsk oversættelse. Seriens udgivelseshistorie er lidt tåget.
Oprindeligt var historien i elleve dele, på fransk. Ti af disse blev oversat, og udkom gennem det hæderkronede amerikanske magasin Heavy Metal. Den udgave, jeg har adgang til, er britiske Panini Books’ trade paperbacks, hvor hvert bind indeholder to af de oprindelige historier.
Der er indtil videre udkommet fem – altså ti af de oprindelige historier – og selvom skaberne lovede en tolvte og sågar en trettende historie tilbage i 2016, har vi endnu til gode at se dem på tryk. Panini Books afventer åbenbart den tolvte del, før de vil udgive det sjette bind i deres serie.
Tilbage til mine enorme forventninger. Blev de opfyldt? Vurderet på åbningseposset, Resurrection, og karakterudvikleren, Dance Macabre, der er samlet i første bind, så ja, i allerhøjeste grad.
Historien forekommer måske lidt gumpetungt overforklaret, men der er også gevaldigt meget at holde styr på, både for den nyligt genopstandne Requiem og for læseren, der nådesløst rives ind i en vanvittig verden, hvor godheden ikke findes, der er kun forskellige grader af ondskab.
Intriger rulles ud, persongalleriet opbygges med groteske væsener som den udødelige vampyrbaby Cryptos, der lever af smerte, den yndefulde, ultramasochistiske skurkinde Claudia, den grumt faderlige vampyrridder Otto von Todt, en flok rablende gale, faldne nonner, der nu er udøde luftpirater og mange andre.
Dance Macabre er i direkte forlængelse af Resurrection, og tempoet er konstant højt. Det er ganske godt fortalt.
Det er på billedsiden, at Requiem Vampire Knight bliver noget helt særligt. Med en form for manisk horror vacui har Ledroit skabt væg-til-væg-kunstværker i alle nuancer af rød og sort. Der foregår ustyrligt meget.
Intet er for stort, for satanisk, for ambitiøst til, at Ledroit kan tegne det i perverse detaljer. Gotiske metropoler befolket af monstre, flåder af gigantiske luftskibe, en futuristisk storby, der teleporteres ind i Helvede af lyssky anti-guddomme. Det hele er over the top på den bedst tænkelige måde.
Egentlig er det eneste rigtig irriterende ved Requiem Vampire Knight indtil videre den lidt for slående lighed med Warhammer 40,000-universet.
De overvældende størrelsesforhold og den gotiske stil, der for eksempel er udtalt i Rogue Trader-rollespillet, er kun en lille del af denne lidt bekymrende tendens.
Resurrection ligner Imperiet enormt meget. Begge verdener er ledet af dekadente, udødelige autokrater (i Resurrections tilfælde Dracula, naturligvis). Samfundet er kontrolleret af tungt bevæbnede elitetropper – space marines/vampyrrriddere – og der hersker en udbredt teknofobi.
Teknologi fra gamle dage/Jorden er med få undtagelser ildeset. I Resurrection er en hel hær af uhellige “arkæologer” altid på jagt efter forbudte artefakter fra Jorden, som det er deres job at begrave (!).
Dertil kommer en konstant vilje til at “udrense” det, man betragter som forkert, tvangstanker om at man er heltene i en verden uden helte, brugen af motorsavssværd og andre våben, der synes malplacerede (på den gode måde) i en verden af beredne krigere i pladerustning, der dog også byder på rigelige mængder af moderne skydevåben.
Alle disse sammenfald med Warhammer-verdenen ville ikke være så påfaldende, hvis ikke tegnestilen bakkede det op.
Jeg håber, at de næste fire bøger vil bevæge sig bort fra Warhammer-lighederne og dybere ind i det unikke univers, Mills har fundet på. For det er virkelig et modbydeligt smukt sted, som jeg glæder mig til at udforske.
Anmeldt i nr. 153 | 13/07/2018
Det er blevet oktober, og her på Planet Pulp har vi en virkelig god idé…
Den første film, der lader de to ikoniske monstre fra Alien- og Predator-filmserierne mødes, er…
Det længe ventede gensyn med Beetlejuice og det bizarre efterliv er heldigvis en fornøjelig oplevelse.…
"Nej. Tingesten kunne måske nok spille et nummer på gehør efter en enkelt gang, men…
Hvis man er genrefan og samtidig er med på beatet i denne weekend, så er…
Tim Burtons anden film hører stadig til blandt hans mest seværdige, med dens unikke blanding…
