Allerede året efter Conan the Destroyer (1984), kastede instruktøren Richard Fleischer sig over endnu en Robert E. Howard-filmatisering med Arnold Schwarnezegger i en væsentlig rolle. Denne gang handlede det dog ikke om Conan, men i stedet den kvindelige barbar Red Sonja, og Arnie spillede her krigeren Kalidor mens hovedrollen som Sonja blev spillet af vor egen Brigitte Nielsen.
En væsentlig forskel mellem de to Conan-film og Red Sonja var musikken. Basil Poledouris havde komponeret musikken til John Milius’ Conan the Barbarian (1982) og Fleischers Conan the Destroyer (1984), men til filmen om Red Sonja valgte producenterne den italienske veteran Ennio Morricone.
Enorm respekt
Allerede i 1985 var Morrione en legende inden for filmmusikken, selv om han blandt vestlige filmgængere dengang primært var kendt for sin musik til Sergio Leones italienske westerns (Morricone hader selv udtrykket “spaghettiwesterns”).
Frem til midten af 1980’erne havde han primært arbejdet på italienske film, hvilket han da også fortsat gør, men især fra midtfirserne og frem har han haft en del jobs på store Hollywood-film hvor han bl.a. har arbejdet sammen med instruktører som Brian De Palma (bl.a. The Untouchables fra 1987), Wolfgang Petersen (In the Line of Fire fra 1993) og Oliver Stone (U-Turn fra 1997).
Der står enorm respekt omkring Ennio Morricone, hvilket man så udmærket forstår. Ikke alene er den snart 80-årige italiener utroligt produktiv, men hans musik er sjældent mindre end glimrende, og han har igennem sin lange karriere bevæget sig problemfrit inden for mange genrer. I 1985 kom barbargenren altså også på hans imponerende CV med musikken til Red Sonja.
Bootleg
Den anmeldte version af scoret er en MP3-bootleg, idet scoret ikke længere fås i handlen. Musikken udkom oprindelig hos Varèse Sarabande på LP i 1985, men blev genudgivet på CD i 1990. Også CD’en er umulig at opdrive i dag, dels fordi Varèse udgav den i et særdeles begrænset oplag på kun 1000 eksemplarer, dels fordi CD-versionen efterhånden har over 15 år på bagen.
På CD’en fra 1990 præsenteredes musikken sammen med et andet Morricone-score (Audrey Hepburn-filmen Bloodline fra 1979), men var ellers identisk med den musik, der lå på LP-versionen. En væsentlig ulempe ved CD-versionen var dog, at Varèse simpelthen valgte at lægge LP’ens to sider ned på skiven som to lange “suiter”, der altså ikke er opdelt i enkelte numre.
I den anmeldte MP3-version er der tale om 19 numre, der til sammen har en spilletid på lige over 36 minutter (hvilket skulle svare til LP’ens samlede spilletid), men da jeg ikke har kunnet få verificeret den originale trackliste fra LP’en, hersker der en smule usikkerhed om, hvorvidt tracklisten er helt korrekt.
Lydkvaliteten af de MP3-filer, jeg er i besiddelse af, er forholdsvis god, og der synes i hvert fald ikke at kunne være tale om en overførsel fra LP. Musikken er snarere rippet fra CD-versionen og derefter opdelt i enkelte numre. Alt dette er dog i sagens natur noget rod, og man kan kun håbe på, at Varèse (eller et andet selskab) tager sig sammen og snart får genudgivet scoret, hvilket det klart fortjener.
Der er nemlig tale om et rigtigt fint score, som alle Morricone-fans bestemt vil kunne lide. Det hører ikke hjemme blandt Morricones bedste, men nu forholder det sig jo også således, at Morricone, selv når han ikke trækker alle stopklodser ud, er virkelig dygtig.
Umiskendeligt Morricone
Scoret fra Red Sonja er umiskendeligt Morricone – hvis man kender hans stil, efterlades man ikke et øjeblik i tvivl om, hvem der har komponeret musikken. Anvendelsen af strygere og horn (ofte med trompet i en fremtrædende rolle) samt den karakteristiske anvendelse af træblæsere er med til at identificere komponisten med det samme. Stilmæssigt er der derfor ingen tvivl om, at Red Sonja markerer et væsentligt brud med det musikalske univers fra de to Conan-film, hvor Basil Poledouris satte sit markante præg.
I udgangspunktet er Conan-musikken og Red Sonja dog beslægtet, idet også Morricone gik den symfoniske vej – scoret er altså komponeret for symfoniorkester og kor. Men derudover er der kun få fællestræk i musikken, hvilket måske også var godt nok. Hvis Poledouris også havde komponeret musikken til Red Sonja havde publikum nok haft svært ved at se forskel på den og Conan-filmene.
Musikken er tematisk anlagt med en række forskellige temaer og motiver, Morricone anvender til forskellige formål. Hovedtemaet er samtidig kærlighedstemaet, der første gang høres fuldt udviklet i “Varna’s Death” (nr. 6). Det kunne for så vidt være taget ud af en western, og er på vanlig Morricone-manér et vanvittigt smukt tema, der bliver rørende uden nogensinde at ty til de store Hollywood-armbevægelser.
Kærlighedstemaet går igen på mange af scorets numre, men høres i sin nok smukkeste version i “Kalidor and Sonja” (nr. 15). Det afsluttende nummer, “Love Theme – End Credits”, præsenterer temaet i en poppet-version med anvendelse af elektrisk bas og trommer, hvilket også er ganske karakteristisk for Morricone. Elbas figurerer prominent på hans tre år senere score til Frantic (1988), og især i senfirserne var han glad for at anvende trommesæt. Her kan som eksempel peges på hans effektive musik til De Palmas The Untouchables (1987).
Lidt fjollet tema for Arnie
Et andet men knap så væsentligt tema på scoret er temaet for Arnold Schwarzeneggers karakter Kalidor. Det er utvivlsomt dette tema de fleste, der har set filmen, kan huske, for der er vitterligt tale om et ørehængende lille stykke musik. Det høres første gang i “Kalidor’s Theme” (nr. 2), og der er tale om et fint tema, der imidlertid ikke kan sige sig helt fri for også at være en smule komisk. Her kan man sagtens få den mistanke, at Morricone ikke har kunnet tage hele affæren alt for alvorligt, men det passer dårligt med resten af scoret, som faktisk er dybt seriøst gennemført.
De gange Kalidors tema optræder, står det tydeligt frem fra resten af musikken, og passer på mange måder slet ikke særlig godt sammen med det øvrige. Det er en smule besynderligt uden dog at være noget decideret problem, fordi temaet optræder så relativt sparsomt som det gør. Netop derfor er det også lidt ærgerligt, at det uden tvivl er dette tema, folk husker fra filmen, for resten af Morricones score fortjener faktisk bedre.
Action, suspense og musik som fra Hollywoods guldalder
I “Temple Raid” (nr. 4) introducerer Morricone scorets primære actionmotiv, der dukker op igen senere. Det er et ret enkelt og bombastisk blæserdomineret motiv, som Morricone udnytter til dets fulde potentiale ved at gentage det igen og igen med anvendelse af rigelige mængder slagtøj, der dog er mixet temmelig langt ned i lydbilledet. Desværre lider lige præcis nummer 4 af et stort problem – her kan man tydeligt høre, at nummeret i virkeligheden blot udgør en del af et meget længere cue, som er ret brutalt fadet ud. Motivet anvendes igen i “Fighting the Soldiers” (nr. 9), hvor Morricone i øvrigt skruer endnu mere op for dramatikken ved at anvende koret.
Foruden de tematisk orienterede numre er der også en række cues, der ikke er baseret på tilbagevendende motiver eller tematisk materiale. “Sonja Vs. Brytag” (nr. 8) er et action/suspense-cue, der i den grad har “Morricone” skrevet over det hele. Her er det især træblæserne, der er det bærende element, og Morricone anvender her blæsere og strygere til rytmiske anslag – et klassisk stiltræk, der genkalder mange af komponistens andre scores.
“The Chamber of Lights” (nr. 10) er et af scorets smukkeste cues, der anvender koret til at fremmane en smuk, æterisk stemning, og hvor punktvise blæseranslag og træblæserne tilføjer en let suspenseagtig atmosfære. “Treasure in the Cavern” (nr. 14) er et andet af scorets højdepunkter, hvor Morricone, uden at miste sine egne stiltræk, pludselig fremmaner en lyd, der mest af alt minder om noget fra Hollywoods guldalder – det er både smukt og storslået.
“Entering the Castle” (nr. 17) er scorets mest rendyrkede suspense-cue, selv om der også er en vis del actionmateriale i nummeret. Det er også det mest konsekvent atonale nummer, og det er gennemført med en alvor, der fint modsvarer den, der også findes i de blide og romantiske numre.
Seriøs kunstner
Med undtagelse af det let komiske tema for Kalidor, er det generelt karakteristisk for scoret, at Morricone synes at have taget materialet seriøst. Der er i hvert fald ingen kække “over-the-top”-numre, hvilket materialet ellers sagtens kunne have inviteret til. Det fortæller naturligvis noget om Morricones seriøsitet som kunstner, men det siger også noget om, hvor heldige De Laurentiis-folkene var med at få to dybt engagerede komponister ansat på deres tre Robert E. Howard-inspirerede produktioner.
På nær Milius’ fantastiske Conan the Barbarian, kunne både Conan the Destroyer og Red Sonja have endt med frygtelig musik, hvis projekterne var havnet i de forkerte hænder. Men Red Sonja viser, at Morricone gik til projektet med den samme alvor, som Basil Poledouris gik til Conan-filmene.
Selv om Red Sonja, som nævnt i indledningen, ikke er blandt Morricones bedste scores, så er det en forbandet fin komposition til en film af denne type, og det er derfor tilsvarende ærgerligt, at det ikke er til at købe i dag. Selv om lydkvaliteten er udmærket, er den heller ikke i top, og ud over en del forvrængning på enkelte af numrene, ærgres man især over de ret brutale redigeringer og fades, der findes hist og her. Man kan derfor kun krydse fingre for, at Varèse Sarabande eller et andet selskab snart tager sig sammen til at genudgive scoret i en remastered udgave, og gerne med mere materiale.
Værd at tjekke ud
For fans af Morricone, er Red Sonja helt klart værd at tjekke ud, hvis man har mod på at finde det på nettet. For de der kun er bekendt med Morricones westernscores, er der andre steder, der er bedre at gå hen for at få et indtryk af hans evner inden for andre genrer, men det hverken kan eller skal skjules, at Red Sonja faktisk er et rigtigt godt score.
Nummerliste:
1. Prologue – The Vision (1:27)
2. Main Title – Kalidor’s Theme (2:24)
3. The Talisman (1:12)
4. Temple Raid (1:39)
5. Sonja and the Sword Master (1:54)
6. Varna’s Death (2:04)
7. The Gate of Brytag (1:50)
8. Sonja Vs. Brytag (1:18)
9. Fighting the Soldiers (3:37)
10. The Chamber of Lights (2:02)
11. Sorcery (0:49)
12. Highness (1:04)
13. Sonja Teaching Tarn (1:36)
14. Treasure in the Cavern (2:09)
15. Kalidor and Sonja (1:47)
16. A Fair Fight (1:54)
17. Entering the Castle (2:11)
18. Sonja Defeats the Queen (1:35)
19. Love Theme – End Credits (3:46)
Total spilletid: 36:26
Komponeret af: Ennio Morricone
Dirigeret af: Ennio Morricone
Produceret af: Ennio Morricone
Komponeret: 1985
Udgivet: 1985
Label: Varèse Sarabande
Anmeldelsen er baseret på en MP3-version af scoret, fundet på nettet. Musikken er ude af handlen og har været det siden 1990, hvor Varèse Sarabandes CD-version i 1000 eksemplarer blev udsolgt næsten med det samme. Man kan af og til støde på LP-versionen til salg på eBay for en mindre formue (sidst set til $100). CD-versionen har jeg aldrig set til salg nogle steder, men dens estimerede værdi er $150 (kilde: SoundtrackNet).
Anmeldt i nr. 17 | 13/03/2007
Stikord: Barbarer
