Red Dragon

Red Dragon er den formodentlig sidste Hannibal Lecter-film med Anthony Hopkins i den ikoniske rolle som den menneskeædende psykiater. Med et moderne ord er Red Dragon en prequel til The Silence of the Lambs (1991), og dermed også til Hannibal (2001). Filmen udkom i 2002, året efter Hannibal havde premiere.

Filmen er en nyfilmatisering af Thomas Harris’ bog af samme navn, som Michael Mann havde filmatiseret i 1986 under navnet Manhunter. Lige som Manhunter var en ret tro filmatisering af bogforlægget, så er Red Dragon det samme, og heri ligger måske også filmens eneste rigtige problem. For hvis man har set Manhunter, er der ikke mange overraskelser at hente i Red Dragon.

Velproduceret, veldrejet thriller

Red Dragon er som sådan en velproduceret, veldrejet thriller. Det kan måske overraske lidt, da instruktørstolen tilfaldt den stærkt ujævne Brett Ratner, der frem til Red Dragon primært var kendt for de to Rush Hour-film (en tredje er på vej og kommer her i 2007). Det må dog også nævnes, at Ratner med succes stod for den tredje X-Men-film (2006), efter at Bryan Singer havde forladt projektet til fordel for den langt mindre interessante Superman Returns (2006).

Der er ingen tvivl om, at denne nyfilmatisering af Red Dragon blev lavet for at vride de sidste dråber ud af Anthony Hopkins’ portrættering af Lecter. Men nu kan Hopkins så til gengæld også sige, at han har medvirket i alle de filmatiseringer af Harris’ bøger, hvori Lecter medvirker som den midaldrende herre, vi bedst kender ham som.

Red Dragon foregår før begivenhederne i The Silence of the Lambs, om end filmens handling i forhold til romanens er flyttet længere op i tid. Romanen foregik i begyndelsen af 1980’erne, men i den lidt unødvendige slutscene i Red Dragon afsløres det, at filmen foregår umiddelbart før The Silence of the Lambs. Hovedpersonen er Will Graham (Edward Norton), en ung, tidligere FBI-agent, der har trukket sig tilbage, efter at det lykkes ham at fange Hannibal Lecter. I romanen fortælles det aldrig helt eksplicit, hvorledes Graham fik ram på Lecter – der er forskellige hints rundt omkring – men Red Dragon indledes af en lille, fin prolog, der viser Hannibal Lecter mens han endnu var på fri fod i Baltimore i begyndelsen af 1980’erne.

Heri fortælles det også, hvordan Graham – der på det tidspunkt konsulterede Lecter som retspsykiater for at få råd om netop Lecter-sagen! – pludselig indser, at det er Lecter, han er ude efter. Det lykkes Lecter at såre Graham hårdt, men Graham får alligevel ram på Lecter. Begge overlever, men Graham ikke uden ar på både krop og sjæl.

Mord ved fuldmåne

Efter filmens main credits skifter scenen til “Mange år senere”, som man altså ud fra filmens afslutningsscene kan udlede, enten må være 1988 eller 1991 (hvor The Silence of the Lambs udkom som henholdsvis roman og film). Hvorfor manuskriptforfatteren ikke bare har taget konsekvensen og valgt ét af de to årstal, kan virke en smule mærkværdigt, men måske har producenterne nødigt ville binde sig til et bestemt årstal i et håb om, at folk ikke tænker nærmere om, hvornår The Silence of the Lambs egentlig foregik. Dette vender jeg tilbage til lidt senere, for man kan godt komme med en lille kritik af filmens tidsbillede.

Efter at Graham kom ud fra hospitalet har han trukket sig tilbage og bor nu i Florida sammen med sin kone Molly og sønnen Josh. Her opsøges Graham af sektionschefen for FBI’s afdeling for adfærdsforskning, Jack Crawford (Harvey Keitel). Crawford beder om Grahams hjælp i en verserende sag om en seriemorder, der har myrdet to hele familier under de seneste to fuldmåner. Crawford og Graham ved, at næste fuldmåne vil betyde endnu en slagtet familie, og Graham finder det umuligt at sige nej til at hjælpe – om end han understreger, at han vil holde sig i baggrunden og nærmest bare fungere som rådgiver.

Men sådan skal det naturligvis ikke blive. Graham indleder efterforskningsarbejdet, og man finder ud af, at grunden til at han er så dygtig til sit arbejde er, at han har en fantastisk indfølingsevne, der gør ham i stand til at sætte sig ind i, hvordan en morder tænker. Ret beset er dette aspekt af Grahams karakter bedre udforsket i bogen, men da Graham på et tidspunkt bliver nødt til at opsøge Hannibal Lecter for igen at søge råd hos ham, får Lecter sagt det, så alle kan forstå det.

Den Store Røde Drage

Samtidig med at vi følger Grahams og Crawfords efterforskningsarbejde, følger vi – ganske som i romanen – også den sindssyge seriemorder, som de er på sporet af. Det er Francis Dolarhyde (Ralph Fiennes), hvis sindssygdom har ledt ham til at tro, at han er inkarnationen af Den Store Røde Drage fra William Blakes malerier. Spændingen højnes på denne måde, for da én af Dolarhydes kolleger, den blinde Reba (Emily Watson) falder for Dolarhyde, bliver man meget nervøs for, hvad der mon sker med hende.

I første omgang lykkes det faktisk for Reba at så tvivl i Dolarhydes sind – hun er tydeligvis den eneste kvinde, der nogensinde har vist rigtig interesse for Dolarhyde – og han forsøger faktisk at stoppe sine myrderier. Dette sker ved, at han i en herligt grotesk scene tager til New York og faktisk æder det originale Blake-maleri af Den Store Røde Drage.

Men lige lidt hjælper det – da Dolarhyde vender tilbage, ser han Reba i selskab med en anden mand, og hans indsats for at fjerne Dragen fra sit sind mislykkes. Her er vi nær filmens klimaks, og mere skal jeg ikke sige om denne del af filmen.

Lidt mere Lecter

Hannibal Lecter spiller ret beset en ganske lille rolle i Red Dragon, akkurat som det var tilfældet i bogen. Væsentligst for plottet er det, at Dolarhyde på et tidspunkt sætter sig i kontakt med Lecter, som derfor sætter Dolarhyde på sporet af Graham og hans familie med instrukser om, at Dolarhyde skal myrde dem alle sammen. Og derudover præsenteres vi for nogle scener, der i høj grad minder om de lignende scener fra The Silence of the Lambs, hvor Clarice Starling kommer for at spørge Lecter om råd i efterforskningen af Buffalo Bill-sagen. Lecter er en lille anelse mere med i filmversionen af Red Dragon end han er i bogen, men der er tale om så lidt, at man aldrig føler, at filmen er utro over for romanforlægget.

Det hele kulminerer, da Graham og Crawford langt om længe finder forbindelsen mellem de to myrdede familier og dermed har en nøgle til at finde ud af, hvem Dragen er. Det er samtidig her, at det viser sig, at Dolarhydes forsøg på at holde op med at myrde er slået fejl, og så er det et spørgsmål om, hvorvidt Graham og co. når frem til Dolarhydes hus, inden det er for sent for den stakkels Reba.

Efter bogen

Hvis man ser på Red Dragon og forsøger at tænke Manhunter væk, så er Red Dragon faktisk en virkelig solid thriller. Den er tro over for bogen, velspillet og ekstremt spændende. Det er kun, hvis man har set Manhunter, at Red Dragon kan føles noget hul, fordi Manhunter også var meget tro over for romanforlægget.

Alt fungerer helt efter bogen i Red Dragon, hvilket måske også skyldes endnu et fint manuskript af Ted Tally, som også var manden bag manuset til The Silence of the Lambs. Det var klogt af producenterne at bringe Tally tilbage efter de mange problemer med manuskriptet til Hannibal. Her må det dog bemærkes, at Tally faktisk var blevet spurgt, om han ville skrive manuskriptet til Hannibal, men afslog af de samme årsager som flere af de andre folk bag The Silence of the Lambs gjorde – nemlig Hannibals overdrevne natur.

I alle tilfælde blev Tally lokket tilbage, da Red Dragon skulle laves, og det er nok også en af grundene til, at filmen på mange områder minder meget om The Silence of the Lambs. Derfor og så selvfølgelig fordi romanen The Silence of the Lambs faktisk mindede meget om romanen Red Dragon. Ikke desto mindre må man erkende, at det fungerer helt efter hensigten.

Gode skuespillere

Skuespilmæssigt er der intet at sætte en finger på. Edward Norton er måske en anelse ung til at spille den garvede FBI-agent Graham, men han gør det glimrende i rollen, og Anthony Hopkins kunne på dette tidspunkt spillet Hannibal Lecter i søvne. For Hopkins gjorde det modsatte problem sig dog gældende – idet Red Dragon er en prequel til The Silence of the Lambs må man som seer lade være med at tænke alt for meget over, at Hopkins tydeligvis ser en del ældre ud – ja faktisk 12 år ældre end sin rolle.

Ralph Fiennes gør det også glimrende i rollen som morderen Francis Dolarhyde, om end han langt fra er så uhyggelig som Tom Noonan var i Michael Manns Manhunter. Faktisk er det forbløffende nemt at få sympati for den martrede Dolarhyde, ja nok faktisk lidt for nemt. Tit har man svært ved at tro på, at Dolarhyde i Fiennes skikkelse i virkeligheden er så vanvittig, som karakteren faktisk er, og det er én af de få fejlgreb i castingen. Fiennes fungerer dog fantastisk i enkelte scener – bl.a. den hvor Dolarhyde har bortført tabloidjournalisten Freddy Lounds (spillet til slesk UG af Philip Seymour Hoffman).

Filmen gør ikke helt så meget ud af, at forklare Dolarhydes sindssyge som Harris gør i bogen – der er f.eks. ingen flashbacks til Dolarhydes barndom, men han hører dog sin strenge bedstemors stemme i hovedet, når han betragter hendes maleri. Det kunne måske have været godt for Dolarhyde som karakter, hvis der var gjort lidt mere ud af at forklare, hvorfor han blev en sindssyg morder, men omvendt ville disse sekvenser måske have gjort filmen en del langsommere end godt var. I virkeligheden er problemet nok mest det faktum, at Fiennes ofte fremstår lidt for sympatisk i rollen, simpelthen fordi han vitterligt gør Dolarhyde til en ynkelig, ødelagt figur.

Birollerne fyldes ud af kompetente folk. Som lederen af sindssygehospitalet, hvor Lecter
er indespærret, ser vi igen Anthony Heald, der gentager sin rolle fra The Silence of the Lambs, og Frankie Faison spiller igen vagten Barney, hvilket i øvrigt gør Faison til den eneste skuespiller, der har været med i samtlige Lecter-film, inklusiv Manhunter, hvor han dog ikke spillede den samme rolle, som han har gjort i alle de tre Lecter-film med Anthony Hopkins.

Harvey Keitel gør det fint som Jack Crawford, men det er ærgerligt, at producenterne ikke kunne få lokket Scott Glenn tilbage i rollen som Jack Crawford, for så havde fornemmelsen af kontinuitet mellem Red Dragon og The Silence of the Lambs været næsten perfekt.

Fin fornemmelse af kontinuitet

For overgangen mellem de to film er vitterligt næsten perfekt. Kulisserne på sindssygehospitalet med Lecters celle er således duplikeret til perfektion (eller i hvert fald så godt, at man ikke umiddelbart kan se forskel), og generelt er der en fantastisk fornemmelse af sammenhæng mellem de to film. Det skal da også siges, at Kristi Zea vendte tilbage som production designer, som hun havde været på The Silence of the Lambs, og det samme gjorde Karen O’Hara som set decorator.

Fornemmelsen af sammenhæng gælder dog ikke helt stemningen, der er betydelig mere dyster i The Silence of the Lambs, bl.a. pga. af lyssætningen, der er langt fra så skummel og efterårsagtig i Red Dragon, som den var i Silence, hvilket formentlig skyldes, at det er en anden fotograf, der står for Red Dragon.

Endelig kan nævnes, at heller ikke Howard Shore, hvis musik havde en stor del af æren for den trykkende og nervepirrende stemning i The Silence of the Lambs, vendte tilbage. For musikken står i stedet Danny Elfman, der har produceret et udmærket score, der dog ikke på nogen måde kan måle sig med Shores. Og nu vi er ved musikken, så læg i øvrigt mærke til den legendariske filmkomponist Lalo Schifrin (Mission: Impossible-temaet, Dirty Harry-filmene) som dirigent ved koncerten i filmens prolog.

Som en sidste lille kritik skal nævnes filmens tidsbillede. The Silence of the Lambs kom ud som film i 1991, hvilket dermed er den øvre grænse for, hvornår Red Dragon kan foregå. Her kunne man have ønsket, at producenterne havde lagt lidt mere vægt på den tidsmæssige setting. Det er ikke fordi, der er noget, der bryder illusionen ved første øjekast, men jeg er sikker på, at et nærmere kig på filmen vil afsløre småfejl, og at det i hvert fald vil vise, at der ikke er gjort specielt meget ud af at placere filmen tidsmæssigt omkring 1990. Det er ikke fordi, jeg synes at det burde skæres ud i pap, men det kunne have været sjovt med nogle små visuelle markeringer af filmens tidsmæssige setting.

Ekstremt solid

Dette er dog flueknepperi, for overordnet set er der ikke meget at kritisere ved Red Dragon. Filmen har langt fra samme virkning som The Silence of the Lambs – vi kender jo efterhånden Lecter-karakteren – men set som thriller er Red Dragon aldeles fin. Den er måske nok lidt upersonlig og er alt andet lige en meget glat og poleret Hollywood-produktion, men det ændrer ikke ved, at det er en ekstremt solid thriller. For at nyde filmen i fulde drag kræves det dog nok, at man ikke har set Manhunter, da filmen ellers aldrig når sit fulde spændingspotentiale.

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatisering, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere