Planet Pulp

Jeg var ret begejstret for den første [Rec], der kombinerede idéen med håndholdt, subjektivt kamera og zombier på en intens og klaustrofobisk måde. Forskellige steder på nettet havde jeg læst begejstrede anmeldelser af fortsættelsen, så mine forventninger var egentlig relativt høje til toeren. Imidlertid er [Rec] 2 en fæl skuffelse.

[Rec] 2 starter præcis dér, hvor den første film sluttede. Et SWAT-team bliver sendt ind i den hermetisk lukkede og zombie-infesterede opgang for at finde ud af, hvad der foregår. Holdet får følgeskab af en videnskabsmand, der skal have fat i en blodprøve, så der kan laves en kur mod sygdommen!

Alle SWAT-folkene er udstyrede med minikameraer på deres hjelme, så [Rec] 2 fortsætter den håndholdte stil fra den første film. Da en flok eventyrlystne børn senere finder vej ind i opgangen er de naturligvis også udstyret med et videokamera.

Lam historie

[Rec] 2 fejler på to områder. For det første bidrager filmen ikke med noget nyt i forhold til den første film. Alle de dramatiske virkemidler så vi i [Rec], og uden noget nyt på bordet bliver fortsættelsen ret hurtigt temmelig ligegyldig at se på.

Det andet område, hvor filmen fejler – og fejler eklatant – er i forsøget på at uddybe baggrundshistorien for zombiesygdommen, der har ramt beboerne i opgangen. Vi så nogle hints i [Rec], der antydede, at der måske var noget religiøst inde i billedet, men det blev ved antydningerne. Desværre får vi hele historien i [Rec] 2, og den er noget af det mest lamme og kluntede, jeg har set i lang tid.

Den videnskabsmand, der følger SWAT-holdet ind i opgangen, viser sig ikke bare at være videnskabsmand, men også præst. Han er udsendt af Vatikanet og kan fortælle, at zombierne ikke bare er zombier, nej de er dæmoner. “Patient Zero” var en lille besat pige, som en anden videnskabsmand og præst havde fået installeret i sin lejlighed, så han kunne arbejde på en kur mod dæmonbesættelse.

At zombierne nu er dæmoner betyder bl.a., at de som en slags vampyrer kan stoppes af religiøse symboler, men også, at præsten igennem de inficerede kan føre samtaler med den primære dæmon. Det fører til nogle kluntede scener, der er tydeligt inspirerede af The Exorcist (1973). Desuden er det bare generelt et bøvet koncept, at dæmonbesættelser skulle kunne kureres fysisk.

En forceret twist-slutning gør ikke hele miseren bedre, men det gøder naturligvis jorden for en fortsættelse, der da også skulle være på vej i 2012 med titlen [Rec] Apocalypse. Den får vi dog ikke, inden vi får en prequel, nemlig [Rec] Génesis, som kommer i 2011. Meget tyder på, at [Rec] er ved at blive Spaniens svar på Saw-serien.

Irriterende personer

Selv hvis ikke hele dæmonhistorien var så frygtelig plat, som den er, ville [Rec] 2 stadig være en tam omgang, og det skyldes som sagt primært, at filmen intet nyt har at byde på. Det eneste marginalt nyskabende er, at SWAT-folkene har hver deres minikamera. Der er en enkelt sekvens, hvor dette faktisk udnyttes ganske glimrende, men det er desværre ikke noget, filmen som helhed set baserer sig på.

Resten af filmen er baseret på de samme scares, der bar [Rec], og som virkede dér, fordi det var første gang, vi havde set en zombiefilm på præcis dén måde. I denne omgang formår zombierne ikke længere at skræmme, for nu ved vi godt, hvor hovedpersonerne skal passe på. Det berøver selvsagt filmen det meste af sin effekt.

Dertil kommer, at de personer, vi følger i denne omgang, er virkeligt irriterende. Præsten er dybt usympatisk og de fleste af SWAT-folkene er nogle hysteriske kællinger, der koncentrerer sig mere om at brokke sig og gå i panik end om at overleve. Brandfolkene i [Rec] var sgu’ mere mandfolk end de svært bevæbnede SWAT-folk, vi møder i fortsættelsen.

De usympatiske og irriterende roller betyder, at publikum distancerer sig fra filmens hovedpersoner og derfor heller ikke bekymrer sig stort om, hvad der sker med dem. Dette gælder i øvrigt også de både øretæveindbydende og dybt stupide børn, der finder vej ind i bygningen. Er man SÅ dum, som de er, fortjener man at blive zombificeret! Det hjælper heller ikke, at de forskellige SWAT-folk slet ikke brænder igennem, så man får en fornemmelse af, hvem der er hvem. De er bare navne i uniformer, intet andet.

Tyndt opkog

Teknisk set er [Rec] 2 udmærket, ganske som den første film; på det plan er der intet at udsætte på filmen. Det nytter bare ikke noget, når den historie, der fortælles, kun er et tyndt opkog på den første film.

Der er absolut ingen tvivl om, at både Jaume Belagueró og Paco Plaza har talent; det viste Belagueró allerede med den knugende, iskolde og ubehagelige Los sin nombre (The Nameless) fra 1999, og den første [Rec] er stadig en fin film, som alle zombiefans bør unde sig selv at se. Med [Rec] 2 tyder noget på, at de to er blevet fanget af deres egen succes med den første film.

[Rec] var på ingen måde en film, der skreg på en fortsættelse; især ikke fordi den foregik i et så begrænset rum, som tilfældet var. Det er nok også det, der er baggrunden for, at [Rec] 2 er så svag, som den er: Det er svært at variere Recepten meget med de ingredienser, Belagueró og Plaza havde til rådighed. Men så var det nok bare bedre, om de havde valgt at takke nej til at lave fortsættelsen.

Anmeldt i nr. 69 | 13/07/2011

Stikord: 2’er, Dæmoner, Fortsættelse, Zombier