Planet Pulp

Mario Bavas Reazione a catena, der nu er udsendt på dansk DVD af Another World Entertainment med titlen Den blodige bugt, er en film med et stort ry. Og når man har set filmen er det svært at ryste den fornemmelse af sig, at filmen i dag mest lever videre på grund af sin indflydelse og ikke så meget, fordi den i dag har det helt store at byde på.

For nu lige at få det overstået med det samme skal det siges, at der ikke er tvivl om, at Reazione a catena havde stor indflydelse på, hvordan slashergenren kom til at udforme sig. Filmen er på mange måder den prototypiske slasher, og som sådan vil Reazione a catena – hvis titel direkte oversat i øvrigt betyder ”Kædereaktion” – for altid have skrevet sig ind i filmhistorien.

Mellem to stole

Filmen i sig selv er imidlertid et mindre interessant bekendtskab i dag, og det er ikke kun fordi slashergenren i sig selv blev temmelig tyndslidt i løbet af 1980’erne. En vellavet slasher kan underholde til enhver tid, hvilket de gode indslag i både Halloween– og Friday the 13th-serien kan bekræfte. Reazione a catena sætter sig imidlertid mellem to stole, og lykkes ikke som nogen af delene.

Først og fremmest var filmen med til at lægge grunden til slashergenren, men Reazione a catena er ingen rendyrket slasher, for den bærer rundt på en gialloindflydelse som den ikke kan ryste af sig. Gialloelementet er imidlertid heller ikke rendyrket, og i sidste ende sidder man tilbage med fornemmelsen af, at manuskriptforfatterne ikke rigtig var klar over, hvad de ville. De småsatiriske elementer der sniger sig ind fungerer heller ikke rigtigt, og når man når frem til den totalt overraskende afslutning har man enten overgivet sig totalt til filmens nærmest anarkistiske udvikling eller ryster stille på hovedet. På trods af min kærlighed til italienske film af denne skuffe må jeg desværre konstatere, at jeg hører til i sidste kategori, og Reazione a catena skuffede som genreklassiker temmelig meget.

Dejligt banal historie

Historien er ellers vidunderligt banal, og forsøger aldrig at være andet – et befriende spark i nosserne på gialloens på overfladen dybt komplicerede (og ofte på bunden utroligt banale) psykologiske forklaringer på begivenhedernes gang. I Reazione a catena handler det hele om ejendomsspekulation og penge, så historien er på sin vis bare en krimi med grafiske mord og ikke så meget opklaring.

Filmen åbner med en ældre dame, der triller rundt i sit store hus i en rullestol. Det store tomme hus fortæller os straks, at der er ugler i mosen, og ganske rigtigt kommer der da også en løkke til syne ud af ingenting. Strikken bliver lagt om halsen på den gamle kone, og rullestolen sparket væk under hende. Så ser vi morderens sorte handsker.

”Aha!” tænker man – den obligatoriske giallomorder med de sorte handsker. Men straks herefter laver filmen sit bedste træk og panorerer videre op, og afslører morderens ansigt: en ældre herre. Der går dog ikke længe, inden han tages af dage med adskillige knivstik fra en uset morder, og så er vi tilbage i den vante gænge.

Herefter udfolder historien sig. Den ældre dame ejer den bugt, som filmens danske titel refererer til, og vi finder ud af, at nogen er ude efter at få fingre i bugten så de kan udvikle den til gode kapitalistiske formål. Det lader dog til, at nogen ikke er helt indstillet på den plan og har taget morderiske midler i brug.

Så langt så godt. Det kunne godt udvikle sig rigtig positivt. Vi bliver introduceret for en slesk ejendomsspekulant og hans blonde sekretær, og vi møder også det mildest talt excentriske nabopar: insektforskeren Paolo og hans kone Anna, der er en omvandrende spåkone-kliché. Sidst men ikke mindst møder vi den mærkelige Simon, der bor i et skur nær bugten, hvor han fisker.

Kompasforvirring

Herefter er det, at filmen ikke rigtig kan finde ud af, hvilken retning den skal tage. En flok liderlige unge ankommer til området. De løber rundt i området, og bryder endda ind i ét af husene. Det er naturligvis ikke helt lovligt, men om det i sig selv er nok til at de skal myrdes brutalt er vel en anden sag. I hvert fald finder man aldrig rigtig ud af, hvordan det hænger sammen med resten af historien, at de skal tages af dage på blodig vis. Det sker imidlertid, og resulterer da også i filmen mest tilfredsstillende mordsekvenser – hvoraf én i øvrigt blev kopieret direkte til den første Friday the 13th (1980).

Det hele eskalerer dog først, da Renata og hendes mand Albert ankommer til området. Det viser sig, at Renatas far var den ældre herre, der i filmens begyndelse myrdede damen i rullestolen. Faderen var gift med damen, og nu bliver plottet tykt af mord for penge. Renata viser sig ikke at stå tilbage for faderen, og snart sætter hun og ægtemanden en morderisk plan i værk for at skaffe alle vidner af vejen, så Renata kan arve bugten og de kan blive rige, rige, rige. Kædereaktionen fra filmens italienske titel er dermed for alvor sat i gang, og filmens første usete morder bliver kørt ud på et sidespor til fordel for en situation hvor alle myrder alle. Det er ikke svært at følge med i, hvad der foregår – det er bare svært at finde ud af, hvor filmen er på vej hen.

Uden meget nerve

Alt i alt kunne Reazione a catena stadig have været en habilt underholdende film den dag i dag. Når den ikke er det, skyldes det at stort set alle filmens mordsekvenser er gennemført uden den store nerve og at der aldrig rigtig skabes interesse om, hvem morderen er. Det begynder ellers på den rigtige måde, når vi får de klassiske POV-shots eller ser morderens øje stirre ind på de liderlige unge gennem et hul i væggen. Her er der hentet inspiration fra gialloen, og grunden lægges for de senere slashere. Men fokus på morderen slippes pludselig totalt til fordel for den unge arving og hendes mand, og først til sidst bindes det sammen, da vi finder ud af, hvordan det hele hænger sammen.

I 1971 var mordene helt sikkert ganske blodige – bl.a. får den første af de unge en machetelignende genstand lige i sylten – og der er også en klar ironisk distance i scenen hvor to af de unge bliver gennemboret af et spyd mens de ligger og boller som kaniner. Men derudover er mordene hverken spektakulære eller mange nok til virkelig at holde interessen fanget. Den ufokuserede handling betyder bl.a. også, at vi aldrig rigtig kommer til at holde med nogen af karaktererne – de liderlige unge er så irriterende, at man glæder sig over deres prompte ekspedering til det hinsides, og den iskolde Renata og hendes tøffelhelt af en mand er i hvert fald ikke nogen, man bryder sig om. Klichéspåkonen er sjov men ligegyldig, og hendes mand holder af at spidde insekter på nåle. Det er fornemmelsen af ”good riddance”, når de ryger. Det samme gælder den sleske spekulant og hans sekretær, og den mærkelige Simon er heller ikke nogen synderligt sympatisk person.

Når man er færdig med at se Reazione a catena sidder man tilbage med en underlig antiklimatisk fornemmelse af at have set en række personer, man er helt ligeglad med, blive taget af dage på en måde, der nok var fed i 1971 men som ikke helt holder vand knap 40 år senere. Når det hele er pakket ind i en historie, der ikke ved hvor den er på vej hen, bliver det tydeligt, at Reazione a catena er en visuelt fin lille exploitationfilm, der måske nok er udmærket eftermiddagsunderholdning, men som alt i alt er fælt overvurderet. Den har bestemt været indflydelsesrig, men personligt genser jeg hellere den første Friday the 13th.

Reazione a catena er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 43 | 13/05/2009

Stikord: Italian Cinema, Slasher, Video Nasty