Planet Pulp

“To survive a war, you gotta become war.” Ja, velkommen tilbage til den verden, som John Rambo lever i. Fyldt med traumer, fyldt med vold og fyldt med heltemod.

Fra drama til rendyrket action

Vi har at gøre med en fortsættelse til en film, der slet ikke burde have fået en fortsættelse. Altså i forhold til grundfortællingen og stemningen i First Blood (1982).

Men der var flere elementer, der råbte og skreg på en fortsættelse. For det første ændrede man i filmen slutningen på romanen, hvor Rambo får fred og ro: “Then death took him over, but it was not at all the stupefying sleep, bottomless and murky, that he had expected”.

Og for det andet sørgede Trautman for at lancere Rambo som en “actionmand”: “You don’t seem to want to accept the fact that you’re dealing with an expert in guerrilla warfare, with a man who’s the best! With guns, with knives, with his bare hands! A man who’s been trained to ignore pain! To ignore weather! To live off the land! To eat things that would make a billy goat puke! In Vietnam his job was to dispose of enemy personnel… to kill, period! Win by attrition… well Rambo was THE BEST.”

Og for det tredje talte tidsånden også for en fortsættelse. I de få år, der var gået efter First Blood, var der sket en udvikling i både det amerikanske samfund og i de actionfilm, som var blevet produceret.

Der var kort sagt blevet startet en lavine, og det var den lavine, som Rambo: First Blood Part II kastede sig hovedkulds ind i.

Rambo var stadig plaget af fortiden, men nu var han ikke længere bare en plaget sjæl; nu var han blevet dét instrument, der kunne hjælpe andre plagede sjæle. Han var blevet det instrument, der kunne indfange en tidsånd i samtiden.

Fra en mand på flugt til en straffende actionhelt

Da vi møder Rambo i fortsættelsen, er han i fængsel. Men så dukker Trautman op. Han har et tilbud til Rambo: En mission der kan gøre voldspsykopaten Rambo til en fri mand igen.

Rambo spørger i indledningen Trautman om følgende: “Sir, do we get to win this time?” hvortil Trauman svarer: “This time it’s up to you.”

Ja, hvor Rambo i den første film var en mand på flugt, en mand der var blevet udstødt af samfundet, har han nu mulighed for selv at diktere handlingen. Nu er det op til ham.

Så Rambo tager med Trautman til Thailand, hvor der er en amerikansk base. Rambo skal nemlig sendes på en hemmelig mission til Vietnam, hvor han skal finde frem til og fotografere eventuelle fangelejre med amerikanske fanger – altså krigsfanger fra Vietnamkrigen; dem, som man lod blive tilbage.

Det er et klassisk blødende sår i den amerikanske bevidsthed og noget, der naturligvis påvirker en veteran som Rambo.

Lederen af basen er regeringsmanden Marshall Murdock, og Rambo får hurtigt på fornemmelsen, at Murdock ikke har rent mel i posen. Men han tager afsted og er snart løs i den vietnamesiske jungle. Det viser sig naturligvis, at Murdock er et ægte røvhul, og snart lades Rambo i stikken. Det skulle Murdock dog aldrig have gjort…

Ja, fra at være en veteran på flugt er Rambo blevet til en ægte actionhelt. En actionhelt, der gør sig klar, en actionhelt der bliver stærkere og stærkere, jo ondere hans modstandere er, og en actionhelt der vil se retfærdigheden ske fyldest.

Kort sagt en mand man IKKE har lyst til at blive uvenner med. Alle de fine finesser med samfundskritik og psykologi fra den første film om Rambo tilsidesættes til fordel for et frydefuldt actionorgie.

Fra den ene seje tagline til anden

“They sent him on a mission and set him up to fail. But they made one mistake. They forgot they were dealing with Rambo.”

Denne herlige tagline er et ganske præcist billede på filmen. På tidsånden. Og på actionhelten anno 1985. Den er også noget anderledes end “This time he’s fighting for his life”, som stammer fra First Blood.
Og for at gøre det endnu vildere, og for at understrege det, Trautman sagde om Rambo, er disse tre andre taglines til Rambo: First Blood Part II også ganske forrygende: “What most people call hell, he calls home”, “The most dangerous man in the world is back!” og “No man, no law, no war can stop him”

Generelt kan man sige, at taglines fra 1980’er-actionfilm er noget af det bedste, der findes, og de får da også et selvstændigt kapitel i den fagbog, jeg er ved at skrive om genren.

Hvor First Blood hang fast i 1970’erne, blev Rambo: First Blood Part II et billede på 1980’erne og de actionfilm, der blev produceret de næste tre-fire år i Hollywood, frem til ca. 1988-1989, hvor actionfilmslandskabet påbegyndte en transformation med film som Tango and Cash (1989) og Die Hard (1988).

Fra Rambo til Reagan

Ronald Reagan, der også var præsident, da Rambo gjorde sin entre i 1982, var stadig præsident, da Rambo kom tilbage i 1985. Reagan var en præsident, der selv kom fra fiktionens verden; en præsident der hyldede den måde, Rambo håndterede konflikter på; en præsident der hyldede den ensomme og retskafne ulv, der gjorde oprør, der handlede:

“Boy, after seeing ‘Rambo’ last night, I know what to do the next time this happens,” udtalte Reagan i 1985 i forbindelse med en gidselsituation.

Så kan man ryste lidt på hovedet af det og tænke, at han nok mente det som en joke, men der er nok ikke nogen tvivl om, at mange nok tænkte noget af det samme.

For Rambo er nemlig en naturkræft, der kan rydde op, når bureaukratiet fejler. Han er selvtægtsmanden, der har fået grønt lys til at handle. En mand der med muskelkraft og våben kan konfrontere spøgelserne fra Vietnamkrigen, som i 1985 stadig var synlige i det amerikanske samfund. Han er en mand, der kan hente krigsfangerne hjem.

Og når motivet er på plads, så har Rambo lov til at dræbe og ødelægge. I Europa blev filmen også et kæmpehit på trods af, at Vietnamkrigen var noget andet for os.

Så kan man spørge sig selv, om vi også står bag de handlinger, Rambo udfører? Svaret må være et rungende ja. For Rambo er mere end bare et amerikansk ikon. Han er en helt af den gamle skole, som vi også kender fra europæiske myter og fortællinger; en helt der sætter sig selv til side for at redde andre.

Når det er sagt, så er det også med en lidt speciel smag i munden, at man nyder at se en film som denne. Denne forherligelse af volden, af actionhelten, af det amerikanske samfunds idealer, kan være svær at sluge.

Troen på, at man løser konflikter med vold, er jo ikke noget, man normalt hylder. Men det er jo netop kernen i forhold til actionhelten: Man ved godt, at han går over stregen, men man (eller jeg gør under alle omstændigheder) elsker at se skurkene få som fortjent. Både de sadistiske russere og en bureaukrat som Murdock. De får som fortjent.

Så ja, på mange måder er der tale om en simpel fortælling, der hylder selvtægten, men der er som sagt også mere på spil. Actionsekvenserne er fremragende, og der er herligt mange af dem.

Manuskriptet er veludført og skrevet af Sylvester Stallone og James Cameron – ja, den Cameron, der om nogen havde fingeren på actionpulsen i 1980’erne. Men det, der løfter Rambo: First Blood Part II over mange lignende kloner er tre ting: Stallone, musikken og fotograferingen.

Fra Stallone til Cardiff via Goldsmith

Stallone, der på det tidspunkt er blevet mere veltrænet end i den første film (dog ikke så bodybuilder-markeret som i treeren) er et fantastisk holdepunkt for tilskuerne.

Med simple virkemidler formår han at skabe en fremragende actionhelt, og han formår heldigvis også at videreføre noget af det mørke og den sorg, som gjorde den første film til et mesterværk.

I forhold til musikken, så komponerede Jerry Goldsmith et mesterligt actionscore, som hører til blandt genrens bedste. Både i forhold til temaer og decideret actionmusik.

Filmens fotograf var britiske Jack Cardiff; en mand der havde været med siden 1937 og en mand, der fik en æresoscar i 2001 – jeg husker stadig øjeblikket, hvor scener fra Rambo: First Blood Part II dukkede op i den sammenklippede hyldest – det var stort!

Cardiff filmede storværker som Black Narcissus (1947), The African Queen (1951) og War and Peace (1956). Så det er en af de store, der fangede Rambo på film i denne meget smukke actionfilm. Farverne er lækre, kamerabevægelserne det samme, og Cardiff hæver filmens niveau ganske betragteligt.

Filmens instruktør, den græsk/italienske George Pan Cosmatos, der døde i 2005, er der nok ikke så mange, der kender.

Før mødet med Rambo havde han succes i Italien med film som Rappresaglia (1973) og co-produktionen The Cassandra Crossing (1976), en katastrofefilm med mange store navne på rollelisten (og endnu et glimrende score af Jerry Goldsmith).

Cosmatos fortsatte samarbejdet med Stallone i den herlige Cobra (1986) og fik stor succes med den blodige og meget velfungerende western Tombstone (1993), mens hans sidste film blev den jammerlige Charlie Sheen-thriller Shadow Conspiracy fra 1997.

Filmens producent Buzz Feitshans er derimod et kæmpenavn, når man ser på actiongenren. Han er producent på film som Foxy Brown (1974), Conan the Barbarian (1982), Red Dawn (1984), Extreme Prejudice (1987) og Total Recall (1990).

Fra helt til noget man godt kan undvære

Rambo: First Blood Part II balancerer mellem at være en karikatur på den første film på den ene side og en stærk fortælling på den anden side.

I efterfølgeren Rambo III (1988) bliver det til en rendyrket karikatur, men mere om det i en kommende anmeldelse af den film.

Af sin type kommer actionfilm ikke i meget bedre udgaver end Rambo: First Blood Part II. Der er tale om rendyrket underholdning; voldsom og bestemt ikke en type af film, der falder i alles smag.

I forhold til sin forgænger er der tale om en helt, helt anden type film, men begge er hovedværker, når man ser på den amerikanske actionfilms guldalder i perioden fra 1982-1993.

Tænk blot også på hvor mange film der efterfølgende har efterlignet handlingen, tænk på computerspillene, på legetøjet, på parodierne, ja, Rambo blev med denne film et verdenskendt brand.

Og så giver vi lige Rambo ordet her til sidst. Fra den sekvens hvor han forklarer, hvad han mener, når han benævner sig selv som værende “expendable” (og ja, tænk i den sammenhæng på den serie, som Stallone lancerede en del år efter, at actionbølgen var slut):

“It’s like someone invites you to a party and you don’t show up. It doesn’t really matter.”

Anmeldt i nr. 172 | 13/02/2020

Stikord: 2’er, Fortsættelse, Vietnamkrigen