Planet Pulp

Normalt er jeg stærkt skeptisk over for remakes; især den bølge af genindspilninger, som Hollywood rider højt på i disse år. Men når det kommer til asiatiske horrorfilm er jeg knap så negativt stemt.

Selv om mange vil være uenig med mig, så foretrækker jeg personligt de amerikanske remakes af hovedparten af de japanske gysere, som blev stærkt populære med Ringu fra 1998 (engelsk titel: The Ring) som den første.

Årsagen er, at jeg synes de asiatiske gyserfilm ofte (om end ikke altid) fortaber sig i deres dvælende, langsommelige stil i en sådan grad, at det til sidst underminerer den atmosfære, som stilen indledningsvist fremmaner på så fremragende vis.

Koreanere i Vietnam

Det samme er i høj grad tilfældet med R-Point, som jeg har på fornemmelsen kunne blive en ganske god gyser, hvis den kom i de rigtige amerikanske hænder. Men de problemer, der eksisterer i R-Point skyldes ikke alene stilen, men hænger også sammen med, at man aldrig rigtig finder ud af, hvad der foregår.

R-Point finder sted under Vietnamkrigen, og handler om en gruppe sydkoreanske soldater, der kæmper på amerikansk side. Hvorvidt der nogensinde var koreanske soldater i Vietnam ved jeg ikke, men ifølge R-Point var der i hvert fald!

Ved filmens begyndelse finder vi ud af, at en gruppe soldater seks måneder tidligere er forsvundet i et område, der kaldes “R-Point” (måske lidt misvisende, da “point” jo er punkt, ikke et område). Angiveligt skulle alle soldaterne være døde, og den eneste overlevende ligger på hospitalet. Men hovedkvarteret begynder at modtage radioopkald fra soldaterne: “Vi er stadig i live” siger en tonløs stemme over radioen, “Det er den rene massakre her.”

Koreanerne sender en lille gruppe soldater ind til stedet, anført af den barske løjtnant Choi (Woo-seong Kam). På vej mod stedet redegøres der til en vis grad for stedets forhistorie, da soldaterne støder på nogle sten med kinesiske skrifttegn. Der står at stedet oprindelig var en sø, hvor en masse vietnamesere for mange år siden blev smidt i efter at være nedslagtet af kineserne. Siden drænede kineserne søen og byggede et tempel på stedet. Ingen af soldaterne lægger mærke til det, men på stenen står også “I kommer aldrig herfra”.

Skummelt-hus-i-gyserfilm™

Soldaterne når frem til midten af R-Point, hvor der står et stort, faldefærdigt og forladt hus af den patenterede “skummelt-hus-i-gyserfilm”-type. Her laver soldaterne deres hovedkvarter mens de forbereder sig på at iværksætte eftersøgningen af de forsvundne soldater. Men der sker mystiske ting.

Der er skikkelser i det høje græs i området – og det er ikke Vietcong. Senere opdager soldaterne at én af deres egne faktisk ikke hørte til i gruppen, og i virkeligheden var én af de forsvundne soldater! Hvornår han dukkede op, kan ingen af dem huske, og man får aldrig en forklaring på, hvorfor den lille gruppe soldater ikke bemærkede, at de pludselig var én ekstra.

Nogle amerikanske soldater dukker kortvarigt op, og kommer med adskillige hints om, at R-Point ikke er et sted, man skal opholde sig i længere tid af gangen, hvis man vil overleve. Men de koreanske soldater har en lille uge til deres mission, og lader sig ikke skræmme af den slags formummet ammestuesnak. Men det skulle de have gjort.

De mystiske hændelser eskalerer, og soldaterne begynder at dø én efter én. De ser syner; personer, der burde være døde, dukker pludselig op, og der er også andre gespenster i R-Point – heriblandt en Sadako-lookalike, komplet med langt, glat, sort hår og lange hvide gevandter.

Præcis hvad det er der foregår i R-Point får man aldrig at vide, men at der er noget overnaturligt på spil, er helt klart. Nogle af spøgelserne har tydeligvis en forbindelse til nogle af soldaternes fortid, mens andre ikke har noget med noget som helst at gøre. Kort sagt: historien er noget rod.

Uforløst uhygge

Det som R-Point kan som film, er at fremmane en trykkende stemning. Med fokus på det store, tomme hus midt i det åbne, udsatte landskab, skaber filmen effektivt en uhygge, der desværre aldrig får lov til at kulminere på tilfredsstillende måde. Det skyldes primært, at historien som nævnt ikke rigtig giver nogen mening. I nogle film behøver man ikke en forklaring, fordi det er konsekvenserne, der er filmens egentlige omdrejningspunkt (f.eks. zombierne i Romeros Dead-film).

I andre film er det vigtigt, at man får en eller anden forståelse af årsagerne til det, der sker, og det gælder i udpræget grad for spøgelsesfilm. I The Ring fik man f.eks. en nogenlunde tilfredsstillende forklaring på, hvorfor videobåndet var dødeligt, og man finder også ud af, hvorfor alting oversvømmes i Dark Water (2002) eller hvorfor, der er morderiske gespenster i Ju-on: The Grudge (2003).

En sådan forklaring får man aldrig i R-Point, ud over de antydninger, der kom ved filmens begyndelse, om søen, vietnameserne og kineserne. Det er bare ikke nok til at få filmen til at hænge tilfredsstillende sammen. Netop af denne grund tror jeg, at en eventuel amerikansk genindspilning af R-Point kunne blive en ganske udmærket film, hvis historien bliver justeret en smule.

Kliché

R-Point er ikke nogen rigtig rigtig stinker, men den er bestemt bare heller ikke god. Den ligger og simrer et sted i middelmådighedens hængedynd, og er i passager regulært uhyggelig, mens den andre steder bare er uforståelig og en smule kedelig. Til gengæld er den ganske flot og atmosfærisk fotograferet, og det store hus udnyttes på glimrende vis. Omvendt må man påpege, at pigespøgelset med håret og det hvide tøj efter The Ring er så stor en kliché, at man næsten ikke kan tage det seriøst når hun dukker op.

R-Point kan sagtens bruges til at fordrive en søndag eftermiddag, hvis man ikke har andet at tage sig til. Nu bliver det så bare interessant at se, om der kommer en amerikansk remake.

Filmen er venligst stillet til rådighed af Sandrew Metronome.

Anmeldt i nr. 5 | 13/03/2006

Stikord: Junglen, Spøgelser, Vietnamkrigen